x

Forretningsmuligheder i tomme gårdejendomme

Pressemeddelelse 13. oktober 2010

Skal liv og udvikling tilbage på landet, er der brug for nye initiativer på de tusindvis af danske gårdejendomme, som ikke længere bruges til landbrug. Realdanias formidlingsinitiativ Genanvend Gården lancerer nu markedsværktøjer til alle, som arbejder med nye forretningsområder i tomme gårdejendomme. Genanvend Gårdens hjemmeside giver ejerne målrettet hjælp til at udarbejde markedsanalyser og forretningsudvikling.

Hjemmesiden genanvendgaarden.dk byder bl.a. på en guide til idéudvikling, hjælp til udvikling af bæredygtige koncepter, brancheopdelte guides til, hvordan man udarbejder forretningsplaner, og en stor vidensbank med markedsdata om turisme, befolkningsdata, forbrugsvaner mm.

Der findes allerede meget viden om markedsanalyser og iværksætteri, men det er første gang, der lanceres skræddersyet viden om forretningsudvikling af funktionstømte gårdbygninger. Iværksættere og forretningsudviklere på landet får hermed en række unikke værktøjer, som kan bringe gode idéer videre frem mod forretningsmæssig realisering.

Anne-Mette Gjeraa, projektleder i Realdania, siger: "En meget stor del af vores tomme landbrugsbygninger har så store arkitektoniske og bygningskulturelle værdier, at de har potentiale som ramme om nyt liv og nye funktioner. Det viser sig heldigvis for mange, at bygningerne ikke er en hæmsko, men en ressource for udvikling af nye aktiviteter, som kunder og besøgende synes er attraktive."

"Med initiativet Genanvend Gården har vi set, at de bygningskulturelle værdier skaber rammer, som man ikke finder andre steder. Vi har tidligere lanceret værktøjer, gode eksempler og beskrivelser af bygningstyper på danske gårde, og med de seneste, mere forretningsmæssige værktøjer står vi nu med en forhåbentlig brugbar håndsrækning til alle, der arbejder med bygningskultur og udvikling i landdistrikterne."

Målet med Genanvend Gårdens markedsværktøjer er at levere brugbar information til de projekter, som har brug for mere detaljeret viden, men har svært ved at finde den. Værktøjerne skaber overblik og tager fat i de udfordringer, som gårdprojekter typisk står med. Gennem en række brancheopdelte indgange om fx gårdbutikker, erhvervsudlejning, velfærdsinstitutioner, boligudlejning og restaurationsdrift gør markedsværktøjerne det nemmere at finde præcis den viden, som man har brug for

Peter Tom-Petersen, projektleder for Genanvend Gården, uddyber: "Mange gårdejere står med rigtig gode idéer til nye måder at bruge deres bygninger på, men det kan være uoverskueligt at finde den viden, der er mest relevant for ens projekt. Det råder Genanvend Gårdens nye markedsværktøjer bod på."

"Ejerne har typisk et behov for at skærpe deres idé, udvikle konceptet og matche det med nogle relevante markedsdata. Med de nye værktøjer bliver det nemmere at skaffe sig overblik over ens lokale marked, hvilke lignende tilbud, der findes i ens område, befolkningsdata om økonomi, boformer, forbrugsvaner mm."

Værktøjerne lanceres 13. oktober 2010 og er frit tilgængelige for alle på Genanvend Gårdens hjemmeside

Fakta

Danmark har omkring 60 mio. kvadratmeter ubenyttede bygninger på landet. Ca. halvdelen har arkitektonisk og bygningskulturelt potentiale til at kunne bruges til nye aktiviteter.
 
Genanvend Gården er et Realdania-initiativ, som arbejder for at bringe nyt liv i gamle landbrugsbygninger. På hjemmesiden genanvendgaarden.dk findes forretningsværktøjer, erfaringer fra vellykkede projekter og masser af viden om bevaringsværdige bygninger på landet. Initiativet gennemføres for Realdania af Bygningsarv i samarbejde med Videncentret for Landbrug.

Genanvendgaarden.dk blev lanceret i slutningen af 2009 og bruges allerede af mange ejere af gårdejendomme og andre med planer om restaurering eller ombygning af tomme landbrugsbygninger. Siden er løbende blevet udvidet med nye funktioner og ny viden.

Genanvend Gården bygger videre på Realdanias kampagne ”Bevaringsværdige gårdejendomme – nye anvendelsesformer” fra 2003-2004, som samlede 234 kreative forslag til at gentænke bevaringsværdige gårde.