Gram Slot skaber vækst med kulturarv

Pressemeddelelse

25. maj 2009

"Kulturarven er en bærende del af forretningen og stedets fortælling. Vi kunne ikke lave dette projekt, hvor som helst", siger Svend Brodersen, der er ejer af Gram Slot i Sønderjylland. Nu har herregården indgået en aftale med Realdania om at etablere messe- og konferencefaciliteter i to funktionstømte bygninger.

I en ådal mellem to bakkeøer ligger Gram Slot. Den statelige herregård ligger på en sandbanke midt i en stor sø. På en god dag kan man både se isfugle og finde fossiler her i det sønderjyske landskab, hvor der er højt til himlen, og naturen er vild. Herregården har ligget ubeboet hen gennem flere år, men blev brat vækket af sin tornerosesøvn, da Sanne og Svend Brodersen overtog stedet i 2007. Det foretagsomme ejerpar har på rekordtid sat restaureringsarbejder i gang, etableret samarbejdsaftaler med kommune, lokale foreninger og virksomheder og omlagt stedets landbrug til økologi. Visionen er at skabe et økologisk kultursamlingspunkt for hele Sønderjylland og bringe livet tilbage til den 800-år gamle herregård.

En livsdrøm
"Vi ville åbne for nye aktiviteter og liv og genskabe Gram Slot som et kulturelt og erhvervsmæssigt fyrtårn. Projekt Gram Slot er en livsdrøm", siger Svend Brodersen og understreger, at han ser det som en berigelse at åbne herregården for nye aktiviteter og nyt liv - og det projekt ser ud til at lykkes. I 2008 blev der afholdt over 300 arrangementer på den sønderjyske herregård med rundvisninger, kulturarrangementer, fødselsdage, naturformidling og besøg af lokale foreninger, skoler og børnehaver. Arrangementerne kommer bl.a. som resultat af en samarbejdsaftale, som herregården har etableret med Haderslev Kommune.

Nu ser det ud til, at endnu flere mennesker vil få deres gang på stedet. Som en del af Realdanias kampagne Fremtidens Herregård har Gram Slot nemlig indgået en aftale om støtte til at etablere messefaciliteter i en stor to-længet kostald og i avlsgårdens holstenske lade. Staldens vestlænge skal indrettes til gårdbutik og café, hvorfra slottet sælger egne og lokalt producerede varer. I nordlængen skal der indrettes plads til workshops, messe- og markedsaktiviteter, og desuden skal der skabes mulighed for at afvikle kulturelle aktiviteter og arrangementer, som knytter sig til herregårdens bygninger og kulturarv. Faciliteterne bliver de største af deres art i kommunen og vil fremover tilbyde arrangementer med inspiration og læring inden for herregårdsudvikling, bygningsrestaurering, formidling, landbrug og fødevarer.

Kulturarv som forretning
Foreløbig er interessen stor for projektet blandt messeudbyderne. " Vi er allerede blevet kontaktet af flere, som ikke kan vente, til vi kommer i gang", siger Svend Brodersen og fortæller, at Gram Slot om kort tid også åbner for hotel og konferencer.

"Messeudbydere er vant til at bruge store pengesummer på at skjule, at man befinder sig i en idrætshal. Vi tilbyder en fortættet stemning og en totaloplevelse, hvor kulturarven og messeaktiviteterne skaber synergi."

Ifølge Svend Brodersen bør man ikke sætte et skel mellem kulturarv og forretning. Filosofien på Gram Slot er i stedet at bruge kulturarven til at skabe en sund virksomhed. For kulturarven tilfører læring, fortællinger og en historisk dimension til hele oplevelsen:

"Kulturarven er en bærende del af forretningen og stedets fortælling. Vi kunne ikke lave dette projekt hvor som helst. Kulturarven kan sætte tingene i perspektiv, lære os om kvalitet og tilføre oplevelsen af stedet nye dimensioner. Jeg finder nye historier hver dag, om hvordan folk har levet, og om hvordan verden har udviklet sig. Går man en tur ud i naturen kan man se fossiler, der er mast flade, fordi Gram engang har været dækket af tre kilometer tyk is. Bygningerne fortæller en ligeså lærerig historie. Går man ind i hovedbygningen vil man se vinduer fra 1750. Vinduer som stadig holder, selvom de har over 250 år på bagen. Jeg synes, det er utroligt, at vi i dag har forkortet et vindues levetid med 90 procent. Mange nybyggede huse står ikke længere om 50 år, men vores hus vil stadig være her om 500 år.", siger Svend Brodersen med engagement i stemmen.

Åbenhed skaber økonomi
Med øget åbenhed og mange gæster kunne man måske forvente mere slid og omkostningskrævende vedligeholdelse for de historiske bygninger, men sådan er det ikke, siger Svend Brodersen:
"Bygninger kan ikke holde til ikke at blive brugt. Det er nødvendigt - for bygningerne - at vi åbner op. Vi har sat herregården i stand, og det er netop vores besøgende, der sørger for at vi har økonomi til at holde stedet ved lige. Vi har råd til at tætne fuger, reparere tag og varme huset op. Når vi drager omsorg for stedet og sørger for der bliver gjort rent, opfører vores besøgende sig også automatisk godt," fortæller ejeren, som er tidligere politiker og fra starten har gjort en dyd ud af at være åben og etablere samarbejder lokalt:

"Vi kom hertil med respekt. Det første, vi gjorde, var at holde et borgermøde, hvor vi præsenterede vores planer for herregården og lagde op til at gennemføre dem sammen med lokalsamfundet. 300 borgere og kommune mødte op og flere udtrykte begejstring over, at der endelig skete noget med det her sted, der havde stået tomt så længe. Mit råd til andre er, at man skal være knivskarp på, hvilke mål man går efter, og at man skal sørge for at informere og inddrage lokalområdet. I dag bæres Gram Slot frem af en hel masse lokale ambassadører, som også selv har mulighed for at komme med forslag til projekter og låne bygninger til forskellige formål."

 

Fra fortidens herregård til fremtidens herregård
Gram Slot blev første gang nævnt i 1231, da det stadig var kongsgård og ejet af Kong Valdemar. I dag stammer den ældste bygning fra 1500-tallet, og det samlede herregårdsanlæg har fået tilført bygninger i hvert eneste århundrede lige siden. Arkitekturen har træk fra så forskellige stilarter som middelalder, renæssance og barok, ligesom kendere vil se regionale særtræk fra både Sønderjylland, Vestslesvig og Frisland.

Arkitekten Jørgen Overby leder istandsættelsen og udviklingen af de funktionstømte bygninger fra avlsbygninger til messefaciliteter. I nordlængen skal det store hvidkalkede rum genbruges i ret uændret form, og de tidligere kobåse konverteres til messebåse. I vestlængen skal der indrettes café og gårdbutik. De arkitektoniske tilføjelser vil være nemme at aflæse, samtidig med at bygningens landlige kvaliteter bevares, og historien om dens tidligere funktion fortælles. For at skabe orden i bygningens linjer, er gamle kviste retableret, og der skal tilføjes porte og luger. I projektets anden fase skal den holstenske lade på avlsgården Gramgård have gendigtet det oprindelige stejle og karakteristiske stråtækte tag, som en tidligere ejer har erstattet med en mere almindelig tagkonstruktion og bliktag.

Bygningens tarv
Én af projektets store udfordringer har været at forene bygningskultur med krav fra myndighederne.
"Som restaureringsarkitekt er min opgave først og fremmest at varetage bygningens tarv. Vi har haft et meget fint samarbejde med Kulturarvsstyrelsen og forelagt vores planer for de forskellige myndigheder på et tidligt stadium. Først er den overordnede ramme fastlagt, herefter kan vi indarbejde de øvrige myndighedskrav", siger Jørgen Overby og uddyber:

"I nordlængen etablerer vi nye brandcelleopgange, som underordner sig bygningens hovedstruktur, og nye støbejernsstolper skal sikre, at første sal ikke falder ned, hvis det brænder. Det er altid en udfordring, når fredningsmyndigheder, ingeniører og brandmyndigheder skal arbejde sammen, men man kan godt forene forskellige myndigheders forskelligartede krav. Uden at give køb på bygningskulturen, og uden at ejerens vision lider skibbrud."

Fra fortidens herregård til fremtidens herregård
Jørgen Overby har boet for enden af Gram Slots store park i næsten 30 år og fulgt udviklingen tæt. Han håber, at istandsættelsen af herregården vil inspirere de besøgende til at tænke sig om en ekstra gang, når de sætter deres egne huse i stand og vælger materialer og løsninger. Og arkitekten er ikke mindst begejstret for de nye ejeres mål og ideer.

"Jeg blev med det samme tændt på de nye ejeres visioner om at gøre fortidens herregård til fremtidens herregård og bringe livet tilbage til et sted, som har været meget levende engang. Gram Slot har før været et lokalt fyrtårn, der har drevet vækst og initiativer i området. Den rolle er herregården ved at indtage igen," fortsætter Jørgen Overby.

Og arkitektens succeskriterier? "Min opgave at formidle de arkitektoniske løsninger til bygherren og sikre, at vi har et godt samarbejde undervejs. Vi er ret kompromisløse i vores tilgang. De løsninger, vi vælger, er ikke nødvendigvis de hurtigste eller de billigste. Men det er heller ikke succeskriteriet. Mit succeskriterium er, at vi skaber noget, som vi bagefter vil være stolte af."

FAKTA

Om Fremtidens Herregård

Realdania iværksatte i foråret 2008 den 5-årige kampagne Fremtidens Herregård, der skal være med til at revitalisere de danske herregårde. Kampagnen skal i samarbejde med herregårdsejere udvikle bud på, hvordan de danske herregårde - i vores tid - kan genindtage en position som dynamoer for udviklingen på landet. Der er afsat 100 mio. kr. til kampagnen.
Det overordnede formål med initiativet er at skabe liv i herregårdenes gamle bygninger, for derved at sikre at herregårdenes bygningsarv og kulturmiljø bevares for fremtiden, samtidig med at der skabes arbejdspladser og dynamik lokalt.

Kampagnen Fremtidens Herregård omfatter to idékonkurrencer, hvor alle landets herregårde har mulighed for at deltage. Den første idékonkurrence er afholdt - her er i alt 20 konceptudviklings- og realiseringsprojekter udvalgt med henblik på etablering af et samarbejde mellem ejerne og Realdania.

Fremtidens Herregård er udviklet og gennemføres af Realdania. Dansk Bygningsarv er sekretariat for kampagnen.

{{ title }}

{{ description }}