Nyt havneanlæg ved Hammerhavn indvies 15. august

Pressemeddelelse

14. august 2012

I juni blev nybyggeriet på Hammerhavn indviet og nu står moleanlægget også klar. Indvielsen den 15. august sker med deltagelse af Transportministeren og Realdania, der tilsammen har bevilget størstedelen af de midler, det har kostet at realisere projektet. Det nye anlæg genopretter og synliggør den oprindelige industrihavn og skaber bedre rammer for det liv, der er i havnen i dag.

Det har været et omfattende arbejde at genskabe de oprindelige granit- og trækonstruktioner i Hammerhavn, så havnen igen fremstår i en kvalitet, som da den blev opført til udskibning af granit i 1891-92. Men nu hvor de væsentligste dele af havnens udviklingsplan er gennemført er der meget at glæde sig over. De oprindelige fine granitkonstruktioner er frilagt, den forfaldne bølgeskærm i beton er erstattet af en bølgeskærm i træ som oprindeligt. Langs nordre mole er granitkajkanten genskabt, og der er anlagt ny anløbsbro mod inderhavnen med moderne faciliteter, der tilgodeser de nuværende brugeres behov.

Langs ydersiden af nordre mole er etableret en undervands for-forkastning der fungerer som bølgebryder. Det gør det muligt at opholde sig en større del af året på det frilagte granitglacis, der strækker sig fra den sydlige moles fæste og langs hele havneanlægget til Hammerknuden - kun brudt af indsejlingen. Med de genoprettede granitbelægninger langs kysten og en ekstra sikring af landarealerne med granitvandbygningssten er der skabt et værn, som beskytter havnen, også i vinterhalvåret, når storm og højvande sætter ind.

Winni Grosbøll, borgmester, glæder sig over, at Hammerhavn nu er en havn der i sig selv er et besøg værd, og håber at mange af de der besøger Hammershus og Hammerknuden finder vej til et ophold i havnen. Her er noget af det flotteste vi kan byde på Bornholm – udsyn til havnet, til klippekysten og til Hammershus.

Karen Skou, projektleder på Mulighedernes Land i Realdania siger: ”Det er det bedste fra fortiden, vi tager med ind i fremtiden. Det nye anlæg giver stort potentiale for videreudvikling af det genskabte havnemiljø i Hammerhavn. Nedslidning er nu afløst af nye granit- og trækonstruktioner i høj håndværksmæssig kvalitet."

Henrik Dam Kristensen, transportminister, udtrykker stor tilfredshed med at den tidligere statsejere industrihavn atter fremtræder i en kvalitet der er Bornholm og dette unikke sted i Danmark værdig - for foden af Nordeuropas største borgruin.

Program:

Kl. 13:30 Rundvisning på moleanlægget v. havnekoordinator Jakob Jensen

Kl. 14.00 Officiel indvielse

- Henrik Dam Kristensen, Transportminister, Hammerhavns fortid (statseje) og fremtid

- Karen Skou, Realdania, Hammerhavn som del af Mulighedernes Land

- Winni Grosbøll, borgmester, Hammerhavns potentialer for Bornholm

Fakta

Projektet er et delprojekt under Mulighedernes Land – et samarbejdsprojekt, der gennemføres af Realdania i samarbejde med Thisted Kommune, Lolland Kommune og Bornholms Regionskommune i fra 2007 til og med 2012. Formålet med Mulighedernes Land projekterne er at udvikle og afprøve nye veje til udvikling i Danmarks yderområder, der kan forbedre mulighederne for rekreation, bosætning og turisme.

Læs mere om demonstrationsprojekter i de tre kommuner på mulighedernesland.dk

De samlede omkostninger for undervands-forforkastning, molegenopretning, udvidelse af forstrand samt kystsikring og ny inderhavn beløber sig til ca.18,5 mio. kr. hvoraf Transportministeriet har bidraget med 11 mio. kr. og Realdania med 5 mio. kr.

Rådgivere

  • CUBO arkitekter A/S v. Lars Due Jensen med udviklingsplan for havneområdet
  • blå streg aps v. Bjarne Bech med arkitektbistand på molearbejder
  • RL consult aps v. Rolf Lehberg med ingeniørbistand på betonkonstruktion
  • Arcon A/S med rådgiverbistand ifm. tilladelse til etablering af forforkastning

Entreprenører

  • Jens Møller Gudhjem A/S
  • Tejn Smedeforretning
  • Thiesens El-servie ApS
  • Nordbornholms Byggeforretning ApS
  • JT Murerfirma ApS
  • Erhvervsdykkerne Kim Berggreen Hansen & Per Sibenik

Pressemeddelelsen er udsendt af Bornholms Regionskommune.

{{ title }}

{{ description }}