x

Hammerhavnens skjulte granitkonstruktioner bliver synlige

Pressemeddelelse 5. april 2011

Realdania har bevilget et tilskud på 5 mio. kr. til at udvide projektet ”Det bornholmske graniteventyr og Hammerhavn”. De ekstra midler skal bruges til at genskabe dele af det oprindelige havneanlæg, så de kulturhistoriske kvaliteter bliver mere synlige. Projektudvidelsen forventes godkendt i Bornholms Regionskommune i april.

Hammerhavn er i sin tid opført til at udskibe granit, og tidligere var havnen rammen om rigtig mange arbejdspladser, dengang man brød granit på Hammerknuden. Med tiden er havneanlægget imidlertid ændret, og nu ønsker man at genskabe nogle af de oprindelige konstruktioner, så de kulturhistoriske værdier bliver mere synlige og kan bidrage til at gøre Hammerhavn til et attraktivt og smukt mødested - både for havnens daglige brugere og de mere end 100.000 besøgende, som hvert år lægger vejen forbi Hammerhavn.

Genskabelsen omfatter blandt andet:

  • Betonbølgeskærme tages ned på nordre og søndre mole, og de oprindelige bølgeskærm i træ genskabes langs nordre mole
  • Granitvolden på molernes ydersider frilægges og repareres
  • Granitvolden i inderhavnen frilægges og repareres, og der etableres en forbindelse mellem forstranden og det kommende multihus
  • Der anlægges en anløbs- og badebro til små både ved søndre mole  

Sammen med det kommende multihus vil genskabelsen af havneanlægget gøre Hammerhavn til en charmerende havn med en central placering ved to af Bornholms største attraktioner, Hammershus og Hammerknuden.

Muligheden for at udvide projektet i Hammerhavn opstod, da Transportministeriet i Havnepakke 2 gav en særbevilling på 11 mio. kr. til renoveringsarbejder på Hammerhavn.

Fakta

  • Det samlede budget for projektudvidelsen Det bornholmske graniteventyr og Hammerhavn 2 er 17.860.000 kr. 
  • Projektet er en udvidelse af delprojektet ”Det bornholmske graniteventyr og Hammerhavn” under Mulighedernes Land – et samarbejdsprojekt, der gennemføres af Realdania, Thisted Kommune, Lolland Kommune og Bornholms Regionskommune.
  • Formålet ”Mulighedernes Land” er at udvikle og afprøve nye veje til udvikling i Danmarks yderområder, der kan forbedre mulighederne for rekreation, bosætning og turisme. De nye strategier udvikles og afprøves gennem en række konkrete demonstrationsprojekter i de tre kommuner fra 2007 til 2012.
  • Læs mere på www.mulighedernesland.dk