Den smukke bygning Guldagergaard, der tidligere har fungeret som frugtplantage, blev i 1997 omdannet til et keramisk center. I dag er Guldagergaard et af Europas tre velrenommerede keramikcentre ud af de otte, der er på verdensplan.

Renoveringen og udbygningen, der er foregået igennem det sidste år, betyder, at Guldagergaard bliver et af de førende keramiske udviklingscentre i verden. Projektet har haft fokus på en bæredygtig genanvendelse af en tidligere landbrugsejendom til et helt nyt formål med respekt for bygningens historie og bevaringsværdighed.

Ombygningen betyder, at værkstederne bliver dobbelt så store som hidtil, og at Guldagergaard kan tilbyde residerende kunstnere faciliteter, som hidtil ikke har været samlet på et og samme sted.

Udover traditionelle ler-værksteder er der gjort plads til centrets mange el-ovne, en ny støbestue til porcelænsstøbning samt gipsværksted til model og formfremstilling.

Den nye førstesal rummer forsknings- og researchområde med bibliotek, arkiv og et auditorium til undervisningsbrug samt ny teknologi til printværksted og 3D værksted. Endnu et bibliotek og et auditorium muliggør, at Guldagergaard kan afholde flere aktiviteter på samme tid.

Den ny renoverede førstesal er præget af ovenlys samt to markante trappetårne med mursten skabt på stedet til projektet. ”Guldagergaard har siden begyndelsen været kendt for sine brændefyrede ovne, og de rustikke sten er med til at integrere Guldagergaards DNA i den nye bygning og er med til at gøre rummene helt specielle”, udtaler Guldagergaards direktør Mette Blum Marcher.

Stueplanet er forbeholdt keramiske værksteder med ler, støv og vand til centrets mange kunstnere fra ind- og udland. Her er individuelle værkstedspladser til residerende kunstnere, gipsrum med plads til undervisning, et større ovnrum med plads til centrets mange elovne, glasurrum med sprøjtekabiner og udsugningsanlæg, toilet samt støbestue til porcelænsstøbning og plads til undervisning.

”Projektet er et fint eksempel på hvordan der kan skabes nyt liv i en bygning. Gennem dynamisk anvendelse sikres den bevaringsværdige driftsbygning for eftertiden. Det er hvad vi kalder ”levende bygningsarv”, siger Christian Andersen, projektleder i Realdania.

Fakta

• Projektet er finansieret af Slagelse Kommune og Realdania
• Projektet er tegnet af HCM arkitekter ApS/par
• Projektet betyder at Guldagergaards faciliteter fordobles med plads til nye aktiviteter

Om Guldagergaard

• Guldagergaard er et internationalt videns- og formidlingscenter for keramisk kunst, hvor kunstnere kan søge residensophold.
• Keramikere, designere og billedkunstnere fra hele verden besøger Guldagergaard i residensophold på to-tre måneder ad gangen, og derudover afholdes der workshops, seminarer, symposier og foredrag.
• På Guldagergaard udveksler deltagerne erfaringer og forsker i nye materialer, teknikker og kunstneriske udtryk og netværker med hinanden
• Guldagergaard er en selvejende institution med tilskud fra Slagelse Kommune og Kulturministeriet via Kulturaftalen.
• 161 kunstnere fra 21 nationer arbejdede på værkstederne i 2011.
• Den gamle æbleplantage, som omkransede Guldagergaard, er i dag en offentlig park med sjældne træer og planter samt keramiske skulpturer

{{ title }}

{{ description }}