x

Hasle Ø og Kanal – officiel indvielse

Pressemeddelelse 10. september 2015

Anlægsarbejdet med etablering af en kanal og dannelse af en ø på Hasle Havn på Bornholm er nu afsluttet og bliver indviet mandag den 14. september 2015, kl. 17.00 – 19.00. Mød op og oplev de nye muligheder på havnen, som samtidig markerer afslutningen på omdannelsen af en del af den tidligere fiskerihavn til et rekreativt byrum.

Projektet blev påbegyndt i 2012, da en granitmole blev anlagt for at danne en lagune og en sandstrand. Bystranden blev allerede taget i brug i 2013. Sideløbende blev kajkanter i 2 af havnebassinerne sænket så tidligere granitbelægninger blev synlige igen. De lave kajkanter skaber bedre adgang og oplevelser for gæstesejlere, men også bedre arbejdsbetingelser for de små fiskekuttere. Et havnetorv er dannet og en 345 meter lang kanal er gravet. Området er forvandlet og har allerede medført private investeringer i området. En idékonkurrence med fire bornholmske havne som eksempler har været inspirationskilde til projektet. Idékonkurrencen blev støttet af Realdania, som sammen med Bornholms Regionskommune, Transport- og Bygningsministeriet og Den Europæiske Fiskerifond/LAG-Bornholm har finansieret realiseringen af projektet. Udviklingen af Hasle Havn er en del af Realdanias kampagne Mulighedernes Land, som i partnerskab med blandt andre Bornholms Regionskommune har fokus på nye, bæredygtige veje til en positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder.

Transport- og Bygningsminister, Hans Christian Schmidt, siger: "Jeg husker tydeligt, da jeg for fem år siden var i Hasle og fik alle visionerne og ideerne for Hasle Havn forklaret. Derfor er det en ekstra stor fornøjelse for mig, at jeg også har mulighed for at være her igen, når projektet søsættes. Havnepakke II var med til, at projektet kunne realiseres, men det vigtigste - og grunden til det overhovedet er nået hertil i dag - er den ildhu og det arbejde, der er lagt i det fra alle dem, der har kæmpet for det her. Sådan noget lykkes kun ved fælles indsats.”

Borgmester Winni Grosbøll, Bornholms Regionskommune, siger: ”Bornholms Regionskommune ser frem til officiel indvielse af den nydannede ø og kanal på Hasle Havn sammen med Hasles borgere, samt alle dem der har støttet projektet og deltaget i realiseringen. Hasle by har de sidste år fået flere nye attraktioner – havnebad, aktivitetspar, kultur- og medborgerhus og nu en kanal, et havnetorv og en ø, som allerede har skabt nyt liv på Hasle Havn.”

Karen Skou, projektchef i Realdania, siger: "Omdannelsen af Hasles tidligere industrihavn til et aktivt byrum har skabt rigtig gode muligheder for friluftsliv og socialt samvær. Det er dejligt at se, hvordan området allerede er en integreret del af det lokale liv i Hasle. Projektet er et godt eksempel på, hvordan man ved at bruge et områdes særlige potentialer kan skabe nye muligheder og aktivitet."

Kaj Erik Mortensen, formand for Hasle Byting siger: "Hasle borgerne er glade for at området er taget i brug og glæder sig til, at der kommer flere aktiviteter og mere liv på havnen. Det er vores håb, at de nye aktiviteter vil give andre lyst til at investere i udvikling på havneområdet”.

Projektet er et demonstrationsprojekt der skal vise hvordan det er muligt med forholdsvis små midler at skabe herlighedsværdi og attraktioner på henslumrende havneområder. Projektet er gennemført i samarbejde med Hasle Byting.

Læs mere om kampagnen Mulighedernes Land på www.mulighedernesland.dk