Forskningsprojekt giver inspiration til arkitekturens helbredende effekt i hospitaler

Pressemeddelelse

3. juni 2009

Resultaterne af en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet med titlen ”Helende Arkitektur”, præsenteres 16. juni i Regionernes Hus, og samtidig offentliggøres undersøgelsen på Danske Regioners webside www.godtsygehusbyggeri.dk . Undersøgelsen er støttet økonomisk af Realdania.

I regi af det danske forskningsprojekt ”Helende Arkitektur” offentliggøres nu en rapport over forskning, der belyser, hvordan faktorer i de rumlige omgivelser som lys, farver og kunst, lyd, bevægelse, luft, personligt-, socialt- og uderum, materialer, sikkerhed og hygiejne indvirker på patient, pårørende og personale i sundhedsvæsenet.
 
Projektleder Michael Mullins, som vil præsentere rapporten og forskningsgruppens arbejde, siger:
”I disse års kraftige igangsætning af nybyggeri af hospitaler i Danmark er der en stigende efterspørgsel af videnskabeligt baseret viden, der befordrer optimale rammer for patienternes og personalets velfærd. Rapporten omfatter resultaterne fra en etårs forskningsproces, hvor formålet har været at skabe et værktøj, som kan medvirke til at kvalificere arkitektoniske beslutninger i fremtidens hospitalsbyggeri.”
 
Danske Regioner har også til præsentationen inviteret professor Roger S. Ulrich fra Texas Universitet til at holde et oplæg om vidensbaseret arkitektur og design i sygehusbyggeri. Roger S. Ulrich var med til at introducere begrebet ’Evidence Based Design’ og har bl.a. påvist de fysiske omgivelsers betydning for patientsikkerhed, behandlingsresultat og effektivitet i artiklen ”The Role of the Physical Environment in the Hospital of the 21st Century: A Once-in a-Lifetime Opportunity”.

{{ title }}

{{ description }}