FolkeFerie.dk åbner ferieby for vanskeligt stillede familier

Pressemeddelelse

20. juni 2011

FolkeFerie.dk har igennem mange år samarbejdet med humanitære organisationer for at skabe gode ferieoplevelser for udsatte familier og andre vanskeligt stillede. For at styrke dette indsatsområde har FolkeFerie.dk stiftet Dansk FolkeFerie Fonden, som har til formål at skabe gode ferieoplevelser for sådanne grupper. FolkeFerie.dk har samtidig foretaget en omfattende renovering af Helsingør Ferieby, som nu åbner den 21. juni.

Feriebyen skal fremover drives af Dansk FolkeFerie Fonden, som allerede har lejet alt ud til dette formål for den forestående sommerferie. De 41 feriehuse samt fælleshuset bliver i denne periode befolket af børnefamilier, som udover selve opholdet vil blive tilbudt at deltage i forskellige spændende aktiviteter.

Det er gennem midler fra Realdania og Den A.P. Møllerske Støttefond, at FolkeFerie.dk har fået mulighed for at gennemføre renoveringen, og Dansk FolkeFerie Fonden har fra Arbejdsmarkedets Feriefond modtaget støtte til at udvikle og gennemføre særlige aktiviteter til vanskeligt stillede børn og familier.

”Det har altid været en væsentlig del af FolkeFerie.dk’s mission at skabe ferieoplevelser for også socialt dårligt stillede grupper”, siger FolkeFerie.dk’s direktør Folmer Risager, som tillige er bestyrelsesformand i Dansk FolkeFerie Fonden. ”Gennem oprettelsen af Dansk FolkeFerie Fonden får vi fremover mulighed for at hjælpe endnu flere vanskeligt stillede familier til en god ferieoplevelse”.

Selvom Helsingør Ferieby ligger tæt på Helsingørs centrum, er den placeret i en lille skov, som giver feriebyen et ganske særligt præg. De kommende aktiviteter vil i stort omfang inddrage naturen som element. Det 68.000 m2 store område ligger smukt med udsigt til Øresund fra Kullen mod nord til Kronborg og Helsingør by mod syd.

Et af feriehusene er ført tilbage til det oprindelige udseende fra 1958, hvor Feriebyen blev indviet. De resterende 40 huse er nu forsynet med badeværelser og andre moderne faciliteter. Fælleshuset er indrettet med køkkenfaciliteter og plads til fællesspisning og andre mødeformål. Renoveringen er gennemført med STB Byg som totalentreprenør og på baggrund af et projekt, som er udformet af Varmings Tegnestue.

I de perioder, hvor Helsingør Ferieby ikke anvendes til sociale grupper, vil der ske udlejning til andre formål. Feriebyen kan således anvendes som rammer for møder, konferencer, events, fester etc. og kan lejes til disse formål.

Selve indvielsen af Helsingør Ferieby finder sted den 21. juni 2011 kl. 14.00, og der vil efterfølgende fra kl. 17 – 19 være Åbent Hus for alle interesserede.

Pressemeddelelsen er udsendt af FolkeFerie.dk 

{{ title }}

{{ description }}