Der venter en oplevelse i særklasse, når Hindsgavl Slot og Realdania Byg slår dørene op og inviterer til åbent slot den 14. august 2011 fra kl. 13.00 til 18.00. Det sker for at markere afslutningen på en syv år lang restaurering og transformering af det historiske herregårdsanlæg og dets omgivelser. Dagen byder blandt andet på historisk og moderne arkitektur, romantisk slotshave, fotoudstilling, smagsprøver fra køkkenet og ikke mindst slotskoncert med Stig Rossen og JR BigBand.

"Det har taget syv år at nå her til. Men det har været hver en arbejdstime værd. Vi er glade for, at vi nu kan invitere indenfor og vise det samlede anlæg frem", udtaler adm. direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld.

"Vi har sammensat dagens program som et potpourri af en række af de aktiviteter, der løbende kan opleves på slottet," siger adm. direktør på Hindsgavl Slot Uffe Høeg Johansen, hvor senest en stor tidligere agerumslade er blevet indrettet som et stort fest- og konferencelokale af tegnestuen Exner, der bl.a. er kendt fra restaureringen af Koldinghus.

Har man ikke mulighed for at være med på dagen, er Laden tillige åben i uge 33, hvor man mandag til torsdag dagligt fra kl. 13-17 har mulighed for at opleve fotoudstillingen, "De fire årstider" af Kurt Rodahl Hoppe. Der er fri adgang til alle aktiviteter.

Nyt liv
Siden Realdania Byg overtog slottet i 2003, der er udlejet til Hindsgavl A/S, er der blevet gennemført en gennemgribende modernisering og udvidelse af ejendommen. Slottets hovedbygning og de eksisterende værelser i slottets sidefløje er løbende blevet moderniseret. Desuden er der blevet udgravet en ny kælder under den vestlige sidefløj, Fruerfløjen, for at skaffe den fornødne plads til et moderne og fremtidssikret produktionskøkken og samtidig frigøre plads til indretningen af en à la carte restaurant.

Som sidste led i en gennemgribende modernisering og udvidelse af ejendommen, der skal fremtidssikre driftsmulighederne for hotel- og kursusvirksomheden Hindsgavl A/S, er også den gamle avlsgård på Hindsgavl Slot i de seneste år blevet nyindrettet med hotelværelser samt konference- og selskabslokaler.

Restaureringen og transformeringen af Hindsgavl Slot er Realdania Bygs største projekt til dato.

For yderligere oplysninger kontakt:
Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realdania Byg. Tlf: 70 11 06 06 / pc@rdbyg.dk

FAKTA

Om arrangementet
Arrangementet markerer afslutningen på en syv år lang restaurering og transformering af det historiske herregårdsanlæg og dets omgivelser og finder sted:

Tid: Søndag den 14. august 2011 fra kl. 13.00 til 18.00
Sted: Hindsgavl Slot, Hindsgavl Allé, Middelfart.

Program

Kl.13.00 Åbent hus for alle. Kom forbi og oplev: Agerumsladen, slottet, udvalgte hotelværelser og Hindsgavl have. Se fotoudstillingen "De fire årstider" af Kurt Rodahl Hoppe. Kig forbi parkens telte med smagsprøver, specialiteter, gode tilbud og lækkerier.
Kl.16.00 Slotskoncert. Stig Rossen med gæstesolist og JR Big Band optræder i slotsparken. 
Kl.18.00 Arrangementet slutter.

Arrangementet er åbent for alle og gratis.

Om udstillingen "De fire årstider" af Kurt Rodahl Hoppe
I forbindelse med færdiggørelsen af transformationen af Hindsgavl Slot har Realdania Byg bedt kunstneren Kurt Rodahl Hoppe følge årets gang på slottet. Det er der kommen en enestående motivsamling ud af. En række af værkerne er samlet i udstillingen "De fire årstider", som kan opleves den 14. august til åbent hus og i den følgende uge (uge 33). Udstillingen er ophængt i Agerumsladen.

Tid: Gratis entre, mandag-torsdag den 15.-18. august kl. 13-17

Der er mulighed for at kombinere besøget i udstillingen med en middag fra det kulinariske køkken. Som et særtilbud i forbindelse med udstillingen tilbyder Hindsgavl Slot gæster tre retter mad efter kokkens eget valg og hertil tre glas vin til 300 kr. per person. Bestilling skal ske via Hindsgavl på tlf.: 64418800 eller på hindsgavl@hindsgavl.dk 

Om Hindsgavl Slot
Hindsgavl Slots historie går mere end 800 år tilbage. De ældste bygninger er i dag blot fragmenter på den gamle slotsbanke, hvor det første slot lå, mens det nuværende anlæg med hovedbygning, sidefløje og avlsbygninger er opført 1784 - 86 af kammerherre Christian Holger Adeler, gift med Karen Basse Fønss. Hun bestemte i sit testamente af 1803, at Hindsgavl som stamhus fremtidig skulle ejes af familien Fønss. Bestemmelsen gjaldt frem til 1921. Her overgik Hindsgavl til fri ejendom, og avlsgården blev købt af Middelfart Kommune.  

Herregårdanlægget ejes i dag af Realdania Byg og er udlejet til Hindsgavl A/S, der driver hotel og kursusvirksomhed på stedet. Det fremstår autentisk i det ydre anlæg og i hovedbygningen, der netop er som skabt til en sådan anvendelse. Til gengæld er den tidligere avlsgård gennem de seneste år blevet transformeret. Her er der skabt hotelværelser, konferencerum og selskabslokaler. Det er sket for at bidrage til det samlede anlæg på to fronter. For at bevare Hindsgavl Slot i sin helhed og for at sikre en bæredygtig økonomisk ramme for stedet.

Læs mere om slottet her

{{ title }}

{{ description }}