x

En hær af donkrafte, lidt vovemod og et svævende hus

Pressemeddelelse 3. august 2015

Sommeren og det gode vejr er kommet til Ilimanaq i Grønland, hvilket betyder, at restaureringen af Realdania By & Bygs to historiske huse er gået ind i den aktive fase. Håndværkernes første opgave blev lidt af et vovestykke, da de skulle få det 300 år gamle hus til 'at svæve'.

I maj måned forsvandt den sidste sne fra overfladen i Ilimanaq, og Realdania Bygs nyligt sammensatte hold af håndværkere og arkitekter kunne dermed indlede fire måneders intensiv restaurering af de to 1700-tals huse, der er projektets kerne.Første opgave var at udskifte den underste trærem samt soklen af syldsten på den gamle købmandsbolig. Og det var ikke ren rutine!

Huset er opbygget af en trækonstruktion, der er baseret på en teknik, hvor man 'låser' hver bjælke i den underliggende. Arkitekterne var ikke glade for ideen om at skulle skille hele huset fra hinanden og valgte derfor at angribe problemet fra en helt anden vinkel - nedefra.

Ved at hæve huset fra soklen ville det være muligt at få adgang både til den underste trærem samt til fundamentet af sten. Problemet var så bare at finde en metode til, at få det gamle hus til 'at svæve'.

Med tungen lige i munden og ved hjælp af ikke mindre end 35 donkrafte kunne håndværkere med præcision og lidt vovemod ganske langsomt hæve ikke blot ydervæggene men hele huset fra jorden, indtil det til sidst stod 15 cm over sin sokkel. Det var nok til, at fagfolkene kunne få tilstrækkelig adgang til at udskifte det dårlige træ samt det ustabile fundament med nyt men tilsvarende materiale.

Før vinteren kommer

Med huset sikkert tilbage på jorden tages der nu fat på arbejdet med taget, der skal gennemgås for dårligt materiale. Hen over sommeren arbejdes der intenst med bygningens ydre skal, der skal være sikret inden oktober, hvor den barske grønlandske vinter igen sætter ind, og byggepladsen lukker ned. Første når sneen igen er væk i det sene forår eller den tidlige sommer 2016, kan håndværkerne vende tilbage til de to huse og tage fat på næste fase i projektet.