Midtbyprojektet i Hobro indvies

Pressemeddelelse

8. august 2016

Fredag den 12. august kl. 13.30 indvies Midtbyprojektet i Hobro. Projektet binder bymidten sammen med det levende maritime miljø på havnen og letter trafikken gennem midtbyen.

Pressen er velkommen ved indvielsen, der blandt andet byder på taler ved borgmester Mogens Jespersen og repræsentanter fra Realdania, Schønherr og Fjorden Arkitekter. Desuden vil der være musikalsk underholdning ved Villy Moesgaard og Søren Lundby Trio. I forbindelse med indvielsen vil der være rig lejlighed til interviews, samt til at besigtige de flotte nye faciliteter.
 
Borgmester Mogens Jespersen er begejstret for, at Midtbyprojektet har skabt flere naturlige forbindelseslinjer mellem by og fjord: "Her i Hobro har vi en levende havn, hvor skibe lastes og losses, og så rummer den Danmarks ældste fungerende træskibsværft. Den er en kæmpe gevinst for byen, at det er lykkedes at skabe en langt bedre sammenhæng mellem midtbyens travle liv og havnens maritime miljø", siger borgmesteren.
 
Det er Mariagerfjord Kommune, Realdania og Trafik- og Byggestyrelsen, der står bag projektet. Trafik- og Byggestyrelsen har bidraget med 12 mio. kr., mens Mariagerfjord Kommune og Realdania hver har bidraget med 14 mio. kr.
 
Filantropidirektør Anne Skovbro, Realdania, siger: "I mange år har Hobro bymidte og området omkring havnen været skilt fra hinanden af veje og rundkørsler. Men sådan er det heldigvis ikke længere. Midtbyprojektet baner vej for ny aktivitet for borgere og besøgende og nye spændende muligheder for Hobro, og jeg tror, det er et projekt, der kan inspirere andre danske byer med lignende udfordringer."

Pressemeddelelsen er udsendt af Mariagerfjord Kommune.

Kontakt

Borgmester Mogens Jespersen
Tlf. 97 11 30 01

Filantropidirektør Anne Skovbro
Tlf. 70 11 66 66

{{ title }}

{{ description }}