Vinder af Infoportal-konkurrence i Rebild fundet

Pressemeddelelse

13. januar 2012

En enig dommerkomite har nu udpeget en vinder af den indbudte konkurrence for seks prækvalificerede teams om at udarbejde det bedste forslag til, hvordan den kommende Infoportal - Rebild Bakker og Rold Skov skal se ud. Infoportalen bliver etableret i udkanten af Rebild by og skal fungere som samlingspunkt, informationscenter og arkitektonisk vartegn for de mange mennesker, som hvert år besøger Rebild Bakker og Rold Skov.

Det vindende team består af den nordjyske totalentreprenør HP Byg A/S, arkitektfirmaet CEBRA, Århus, formidler Elisabeth Topsøe, København og ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S, Højbjerg ved Århus.

Vinderprojektet er inspireret af Rold Skov – både i sit udtryk og i sit materialevalg. I projektforslaget beskrives bygningen som ”et lille stykke stiliseret skov med stammer og grene”. Bygningen er kvadratisk, knapt fem meter høj, og ydersiderne består af en skulpturel tømmerkonstruktion – skovens egne grantræer beklædt med lærk.

Projektleder Eske Møller fra Realdania siger: ”Det vindende projekt kombinerer form og indhold på en overbevisende måde. Ved enkle midler skaber vinderteamet et stykke markant arkitektur, som både fremstår som et vartegn og en optimal ramme for de forskelligartede krav, der stilles til huset. Infoportalen vil medvirke til at styrke en positiv udvikling i lokalområdet ved at fastholde og se nye muligheder i de stedbundne kvaliteter og potentialer, som allerede findes i naturen ved Rebild.”

Dommerkomiteen fremhæver den klare planløsning, der inddeler bygningen i tre afdelinger. Mod øst og ud mod Cimbrervej ligger kontorfunktionerne. Parallelt hermed og i midten af huset finder man det det centrale formidlingsrum, som turistbureauet også er en del af. Endelig åbner huset sig mod vest med et stort overdækket, udendørs udstillingsrum. På denne måde orienterer bygningen sig mod bakkerne og inviterer samtidig indenfor via det indbydende uderum.

Infoportalen er placeret i niveau med Rebildhus og skaber et fint og brugbart miljø mellem de to bygninger. Som en del af projektet foreslås en udvendig facaderenovering af Rebildhus og isætning af tre nye dobbeltdøre ud mod det nye udendørs serveringsareal mellem de to bygninger.

Borgmester Anny Winther udtrykker sin glæde over, at projektet nu er så langt, at man kan se det færdige hus for sig. ”En bedre indgang til vores enestående natur har i mange år stået højt på Rebild Kommunes ønskeseddel, og jeg synes, at vinderprojektet lever op til vores forventninger. Samtidig skal man gøre sig klart, at projektet er et ufærdigt udkast, som i de næste måneder vil blive justeret og forbedret.”

Infoportalen er finansieret af Realdania, Det Obelske Familiefond og Rebild Kommune, således at støtten fra Det Obelske Familiefond er øremærket til formidlingen. Netop formidlingen er et område, der skal arbejdes videre med i de kommende måneder for at Infoportalen kan leve op til de store forventninger, som turisterhvervet og øvrige interessenter nærer.

Vinderprojektet præsenteres for naboer, interessenter og presse fredag den 13. januar kl. 14.00 i byrådssalen i Støvring.

Straks derefter går Rebild Kommune i gang med gennemførelsen af den fornødne planlægning og detailprojektering i samarbejde med vinderteamet.

Fakta

De øvrige deltagere i konkurrencen er:

  • Totalentreprenør Lars Pedersen og Søn A/S med arkitekt AndersenRosendal, formidler Die Asta Experience og ingeniør LB Consult 
  • Totalentreprenør Bjarne Brath med Eng Arkitekter, formidler Ecowise, ingeniør Lindgaard A/S og landskabsarkitekt Per Hadsund 
  • Totalentreprenør Jorton med arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, arkitekt Transform, formidler Kvorning Design og Kommunikation og ingeniør Sloth Møller Esbensen 
  • Totalentreprenør Byggeselskabet Poulsen A/S med Polyform Arkitekter A/S, formidler 2 + 1 idebureau og ingeniør Arne Elkjær 
  • Totalentreprenør c.c. contractor med arkitekt ADEPT aps., formidler Lassevegas kontoret aps. og ingeniør Bent Moesby

Dommerkomité
Fire repræsentanter fra Rebild Kommune (Borgmesteren, to medlemmer af Økonomiudvalget samt kommunaldirektøren), en repræsentant fra Realdania og to fagdommere.

Økonomi:
Det samlede budget for infoportalen er på 17,515 mio. kr. Heraf bidrager Realdania med 8 mio. kr. Rebild Kommune med 6 mio. kr. og Det Obelske Familiefond med 3,515 mio. kr. 

 

 

{{ title }}

{{ description }}