RebildPorten indvies lørdag den 1. juni

Pressemeddelelse

27. maj 2013

De omkring 500.000 brugere af Rold Skov og Rebild Bakker får nu ekstra hjælp, når de besøger området. Et nyt hus – RebildPorten – ved indgangen til Rebild Bakker er klar til at give inspiration og overblik over herligheder og attraktioner. RebildPorten vil gøre det lettere at finde frem til det, der interesserer den enkelte gæst.

Arkitektfirmaet CEBRA i Aarhus er tegnestuen bag den unikke bygning, som formmæssigt henter inspiration fra træer og kviste i den omliggende skov. De markante skråtstillede bjælker i bygningens facade minder om et moderne bindingsværk og gør RebildPorten til et arkitektonisk vartegn.

Borgmester Anny Winther udtaler: ”Det har længe været et stort politisk ønske at kunne præsentere vores enestående natur og kultur, så både lokale borgere og turister kan drage fordel af det. Nu har vi fået et spændende hus og nogle helt fantastiske rammer, hvor der kan hentes gode ideer til at komme ud og opleve området.”

Et enestående hus til et enestående område

Huset og den formidling, der udgår fra det, er finansieret af Realdania, Det Obelske Familiefond og Rebild Kommune. Realdania har støttet projektet med 8 mio. kr., og Det Obelske Familiefond har givet 3,515 mio. kr. Bygherren selv har bidraget med 6 mio. kr.

”Rold Skov og Rebild Bakker natur er enestående, og med færdiggørelsen af RebildPorten, er der skabt en platform, som med udgangspunkt i de stedbundne kvaliteter og potentialer, matcher området.” Sådan beskriver projektleder Eske Møller det nye tilbud, og han fortsætter: ”Udover at styrke en positiv udvikling i lokalområdet, kan RebildPorten være med til at forbedre danskernes livskvalitet gennem øget mulighed for adgang til naturoplevelser og motion. Rebild Bakker og Rold Skov inviterer til fysisk aktivitet, og RebildPorten gør det lettere og mere attraktivt at bevæge sig ud i denne fantastiske natur.”

Rebild Turistbureau er klar til at betjene publikum, når RebildPorten indvies den 1. juni. Turistbureauets medarbejdere åbner dørene til en udstilling, der bl.a. beskriver og introducerer den omgivende natur, skovens historie, skæve eksistenser samt udvandring og Rebildfester. Noget af udstillingen kan ses på traditionelle plancher, og andet kan man fordybe sig i ved hjælp af iPads. For børnene er der indrettet en lille hule, hvor de kan høre røverhistorier.

Da RebildPortens bærende idé er at lede de besøgende ud i terrænet, er der også udviklet en app, som informerer om attraktioner og fænomener, hvor de findes. På app’en ligger der selvfølgelig forslag til ture i området.

Bag udviklingen af RebildPortens formidling står en sammensat gruppe, der bl.a. tæller Naturstyrelsen, den kommunale naturvejledning, Rold Skov Natur- og Kulturcenter samt forfatteren Helge Qvistorff, som i årtier har gjort Rold Skovs historie levende. Formidlingskonceptet er blevet udviklet og designet af Idébureauet 2+1, København.

Et kraftcenter til tiden

Anny Winther udtrykker sin anerkendelse af, at projektet har fulgt tidsplanen. ”Det er mit indtryk, at der hele bordet rundt har været et godt samarbejde og en vilje til at præstere et ypperligt resultat. Især glæder det mig, at områdets egne formidlere og fortællere har taget projektet til sig, også når det gælder om at formidle digitalt. Jeg ser frem til at RebildPorten bliver et kraftcenter til gavn for det samlede turisterhverv.”

Finansieringen af RebildPorten kom på plads i forsommeren 2011 efter et grundigt forberedende arbejde. Derefter er processen gået slag i slag. Vinderprojektet blev udvalgt i januar 2012, og selve byggeriet startede samme år efter sommerferien. I forbindelse med indvielsen lørdag den 1. juni kl. 13.00 – 16.00 vil man ud over at bese RebildPorten kunne vælge mellem et væld af aktivitetsmuligheder lige omkring det nye hus.

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Rebild Kommune

 

{{ title }}

{{ description }}