x

Nye rammer på J.F.Willumsens Museum

Pressemeddelelse 6. februar 2002

Fonden Realdanmark bevilger 5.6 mio. kr. til en udvidelse af J.F. Willumsens Hus i Frederikssund. Besøgende på J.F. Willumsens Museum i Frederikssund kan snart opleve et helt nyt udstillingsprogram efter en forestående udvidelse på knap 1.400 m2. Kunstværker af J.F. Willumsen og værker fra hans private samling kommer nu publikum til gode efter at have stået opmagasineret i museets kældre. Med udvidelsen får museet samtidig en ny café og et nyt Juniormuseum.

Det er Fonden Realdanmark, der sammen med Frederikssund Kommune, Staten og en række andre fonde gør det muligt at udvide og dermed vise de mange opmagasinerede værker. Fonden støtter projekter, der tilfører og sikrer de danske byer nye kvaliteter. Udvidelsen af J.F. Willumsens Museum i Frederikssund forventes blandt andet at få besøgstallet til at stige fra de nuværende 12-14.000 gæster om året til 20-25.000.

"Vi har ønsket at være med til at øge museets tiltrækningskraft og markere Frederikssund på landkortet. Det er et enestående museum, og udvidelsen og det nye udstillingskoncept virker uhyre spændende, både hvad angår indhold og arkitektoniske værdier, " siger fondschef Mette Lis Andersen.

Udvidelsesplanerne er baseret på en projektkonkurrence, som blev vundet af professor og arkitekt MAA Theo Bjerg. I dommerbetænkningen blev hans forslag fremhævet på grund af "de fine arkitektoniske ideer, den smukke placering i parken, det fornemme rytmiske forløb af bygningsdelene samt respekten for den eksisterende bygningsskala."

Med udvidelsen får også museets yngre gæster lejlighed til at undersøge og forstå den produktive kunstners brug af farver, lys, grafiske teknikker og udtryk på det nye Juniormuseum.

"Vores erfaring er, at J.F. Willumsens værker har stærk appel til børn og unge, og det er derfor med stor glæde, at museet nu får mulighed for at realisere planerne om et Juniormuseum. Museets vision er at give både børn og voksne levende og berigende oplevelser. Og med udvidelsen kan denne vision blive en realitet," siger museumsdirektør Leila Krogh.

Det nye udstillingsprogram belyser Willumsens kunstneriske metode og produktion, og vil samtidig forbinde hans virke med nutidig billedkunst. Ved hjælp af fotografier, skitser, materialeprøver, personlige notater og breve vil museets gæster få et enestående indblik i de overvejelser, Willumsen gjorde sig under sin lange arbejdsproces.

J.F. Willumsen (1863-1958) var en alsidig kunstner, der arbejdede med blandt andet malerier, tegninger, grafik, keramik, fotografier og arkitektur – og han skiftede stil omkring hvert tiende år.

 Foruden Willumsens egne værker vil hans private kunstsamling; "Gamle Samling", blive udstillet i det udvidede museum. Kunstsamlingen er en del af Willumsens selviscenesættelse, og i flere tilfælde har de ældre værker været afsæt for Willumsens egne billeder og for hans selvopfattelse.

J.F. Willumsens Museum er det eneste i Danmark, der har et så omfattende materiale af og om en enkelt kunstner. Museet har godt 6500 værker; heriblandt værker af Willumsen selv og af kunstnere som Paul Gauguin, Bertel Thorvaldsen og Vilhelm Hammershøi, der indgår i Willumsens private kunstsamling. På grund af pladsmangel har museet kun haft mulighed for at udstille omkring 200 værker. Men efter udvidelsen vil publikum få adgang til ikke tidligere viste værker og uddybende materiale.

For yderligere information Museumsdirektør Leila Krogh, på telefon 4731 0773 og
Fondschef Mette Lis Andersen, på telefon 7011 6666