x

Natvarmestue for hjemløse i København er blevet totalrenoveret

Pressemeddelelse 18. april 2012

Kirkens Korshærs natvarmestue i Stengade på Nørrebro er med støtte fra Realdania blevet totalrenoveret. Efter mange års virke som varmestue og overnatningsted for hjemløse og svage mennesker var alle dele af huset i så dårlig stand, at det truede hjælpearbejdet på stedet. Nu er både de arkitektoniske og funktionelle værdier i huset bragt i orden.

Fredag den 20. april bliver Kirkens Korshærs natvarmestue indviet i en ny og bedre stand. Gennem to år har håndværkerne været i gang med at bygge bedre sove- og spisefaciliteter, et handicaptoilet og skabt bedre mulighed for, at de hjemløse kan vaske tøj og bade.  

”Vi synes at huset både rummer en særdeles sympatisk aktivitet, og har nogle bevaringsværdige arkitektoniske kvaliteter, som understøtter kvarterets fysiske identitet. Samtidig ligger projektet i tråd med Realdanias indsats for social bæredygtighed”, siger projektleder Eske Møller, Realdania.

En værdig ramme for hjælpearbejdet

Også udvendigt har huset i Stengade fået et stort løft. Facaden er istandsat med blandt andet isætning af nye vinduer og en opdatering af indgangsforholdene. 

”Uden en renovering ville det have været svært for Kirkens Korshær at fortsætte sine aktiviteter i huset i Stengade.  Nu kan hjælpen til de hjemløse fortsætte mange år fremover i et hus, der har nogle værdige fysiske rammer”, siger korshærsleder Annemette Nyfos.

Renoveringen har desuden skabt bedre forhold for de frivillige og ansatte, der på første salen af huset har fået forbedrede personaleforhold.

Indvielse

Kirkens Korshærs varmestue i Stengade inviterer i forbindelse med indvielsen 20. april til kaffe fra kl. 14 – 17. Byggeparterne, kollegaer og naboer er inviteret til lejligheden.

Adresse

Stengade 40, 2200 København N.

Økonomi

Det samlede projektbudget for renoveringen var på cirka 3,2 mio. kr.,hvoraf Realdania har støttet med 1,4 mio. kr. 

Velux Fonden har også bidraget til finansieringen af renoveringen.