Dronningen med til indvielsen af det nye Fuglsang Kunstmuseum i januar 2008

Pressemeddelelse

29. juni 2007

Følgende pressemeddelelse er udsendt på vegne af Bygningsfonden: Alle tilsagn om økonomisk støtte til bygning af en ny udstillingsbygning på ca. 3000 m2 til Storstrøms Kunstmuseum på Godset Fuglsang er nu på plads, og forberedelserne til efterårets arkitektkonkurrence er i fuld gang.

Hendes Majestæt Dronningen har sagt ja til at overvære indvielsen
 
Formanden for Bygningsfonden fhv. generaldirektør Hans Jørgen Jensen udtaler, at det er en stor glæde at Hendes Majestæt vil overvære indvielsen. ”Dronningen har jo en særlig tilknytning til området i sin egenskab af protektor for Det Classenske Fidecommis, der stiller grunden til det nye museum til rådighed.”
 
Hans Jørgen Jensen udtaler samtidig, at det er en fornøjelse at se den fart, der nu er over byggeriet. ”Når man ser bygningen i dag, er man lige ved at mene, den er færdig. Men desværre mangler der fortsat en del af det indre, og det er jo sådan med nye huse – og ikke mindst huse der skal bruges til museumsformål – at de skal have tid til at tørre og ånde færdigt, inden man tager dem i brug. Derfor har vi valgt tidspunktet for indvielsen til starten af det nye år, hvor vi har sikkerhed for, at alt vil fungere, som det skal.”
 
Den engelske arkitekt Tony Fretton blev valgt til at udforme kunstmuseet, efter gennemførelse af en arkitektkonkurrence i foråret 2005, og efterfølgende blev entreprenørfirmaet CC Brun A/S gennem licitation valgt som hovedentreprenør på projektet.
 
Byggeriet af det nye kunstmuseum har været undervejs i nogle år, og projektet er støttet økonomisk af Realdania, Storstrøms Amt, de tidligere Lolland Falsterske kommuner og EU's regionalfond. Museet ligger på Fuglsang Gods der ejes af Det Classenske Fideicommis, som stiller grunden til museet vederlagsfrit til rådighed.
 
Detaljer om indvielsen vil følge senere.  

{{ title }}

{{ description }}