Nu kommer foråret til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland

Pressemeddelelse

15. marts 2010

Siden Fuglsang Kunstmuseum åbnede for godt to år siden, har museet vist en række meget roste udstillinger og tiltrukket et stort publikum fra nær og fjern. Nu udvides aktiviteterne omkring Fuglsang med en istandsættelse af herregårdens gamle smedje og færdiggørelse af det planlagte gårdrum. De nye tiltag etableres med støtte fra Realdania.

Efter en lang vinter, hvor Lolland bogstavelig talt har været begravet i sne, er foråret nu endelig på vej til såvel Tony Frettons smukke hvide bygning, der rummer Fuglsang Kunstmuseum, som til Fuglsangs gamle herregårdsanlæg og det omgivende landskab.  På kunstmuseet er man oven i købet allerede i gang med forberedelserne til sommerens store udstilling ”Ø-skaber / I-lands”, hvor drømmen om at strande på en øde ø – eller angsten for samme – vil kunne udleves på museet. Et oplagt tema, når man besøger øerne Lolland-Falster, og vedkommende for et land, der består af øer.

Som et led i den samlede udviklingsplan for Fuglsang bliver den gamle smedje nu restaureret og gjort til en aktiv del af det gamle herregårdsanlæg. Bygningen skal med restaureringen udvendigt genskabes i sin oprindelige form. Indvendigt bliver smedjen indrettet til atelier samtidig med, at væsentlige dele af det oprindelige interiør bevares. Endelig bliver en mindre del af bygningen indrettet med handicaptoilet med adgang for gæster på hele Fuglsang Gods.

Det er planen, at smedjen efter restaureringen udlejes som kunstneratelier, hvor publikum vil kunne opleve et arbejdende værksted.

Udover restaureringen af smedjen bliver også det omgivende gårdrum færdiggjort. Gårdrummet indgår i den samlede landskabsplan, som landskabsarkitekt Torben Schønherr udarbejdede i forbindelse med byggeriet af Fuglsang Kunstmuseum.

Gårdrummet omkring smedjen vil blive forsynet med en belægning af såkaldt slotsgrus. Området bliver beplantet med en bøgehæk og tre egetræer, ligesom der bliver etableret belysning og afmærkede p-pladser.

Og endelig bliver adgangsvejen, som løber bag museet, asfalteret, så både de tunge landbrugsmaskiner, museet og Fuglsangs mange gæster får optimale kørselsforhold.

”Realdanias økonomiske tilsagn om at medvirke ved den fortsatte udbygning af Fuglsang Kulturcenter er vi lykkelige for. Det betyder, at vi formentlig allerede fra denne sommer kan præsentere publikum for nye, spændende tiltag, og så giver det naturligvis samtidig Fideicommiset og Guldborgsund Kommune mod og lyst til at intensivere arbejdet med at realisere det ambitiøse kulturcenterprojekt i det helt unikke herregårdsmiljø, hvor foreløbig Kunstmuseet og den klassiske musik i form af Storstrøms Kammermusikensemble er succesfulde aktører,” siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Guldborgsund kommune, Poul-Henrik Pedersen.
 
”Fuglsang Kunstmuseum har siden åbningen i 2008 været en stor succes. Vi vil gerne medvirke til følge op på denne succes, og med restaureringen af smedjen føjer vi endnu en sten til den righoldige mosaik af aktiviteter omkring det gamle herregårdsanlæg, så Fuglsang fortsat kan være et kulturelt omdrejningspunkt for hele Lolland”, siger Karen Skou, projektleder i Realdania.

{{ title }}

{{ description }}