x

Opbakning til landskabsplan for Helsingør og Kronborg Værft

Pressemeddelelse 1. marts 2004

Et revideret planoplæg til omdannelse af området omkring Kronborg og Helsingør Værft er resultatet af et samarbejde i en nedsat arbejdsgruppe bestående af Slots- og Ejendomsstyrelsen , Helsingør Kommune og Fonden Realdania. Planoplægget er blevet til på baggrund af en arkitektonisk tilretning af de tidligere landskabsplaner for havneområdet mellem Kronborg og Helsingør by. Skitseprojektet er udført af landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen og er bekostet af Fonden Realdania.

I oktober 2003 iværksatte Helsingør Kommune i samarbejde med Slots- og Ejendomsstyrelsen og med støtte fra Fonden Realdania et udredningsarbejde, der skulle kvalificere den allerede foreliggende landskabsplan for området mellem Kronborg og Helsingør by.

Nu foreligger det reviderede bud på udformningen af de samlede landskabsarealer mellem værftet og Kronborg, som vil kunne danne grundlag for det videre lokalplanarbejde. Førend en realisering af skitseprojektet kan blive en realitet ,vil der være en række forudsætninger, som først skal aftales og falde på plads, herunder projektets økonomi, finansiering og fremtidige ejerforhold.

Udgangspunktet  for landskabsplanerne er et ønske om at gendanne Kronborgs forsvarsanlæg med bastioner  og raveliner og samtidig omdanne de forladte værftsarealer, så der skabes en harmonisk forbindelse mellem Kronborg, værftet og byen. Blandt oplæggets centrale punkter er skitsen til en ny fortolkning af Von Scholtens Ravelin ud fra den oprindelige grundprofil, retableringen af  glacis og etableringen af en stor åben vandflade mellem Kronborg og byen.

Samtidig lægges der op til en omdannelse af værftsarealet, så der opstår en spændende ny pladsdannelse ,som i højere grad end tidligere forbinder slottet med byen. Mod pladsen fastholdes de gamle værftsbygninger, der skal konverteres til byens nye kulturhus. Planoplægget har opbakning i Kulturarvsstyrelsen.

Kronborg er placeret på UNESCOs liste over verdens monumenter og udgør en central del af den danske kulturarv. Slottet og dets omgivelser er et vigtigt aktiv for dansk turisme, og mens Værftet hører under Helsingør Kommunes ansvarsområde, hører Kronborgs arealer under Staten. ”Intentionerne i planen giver et interessant grundlag at arbejde videre på og er en mulighed for at skabe en god sammenhæng mellem nationalklenodiet Kronborg og den driftige by Helsingør, men der er et stykke vej endnu inden de endelige aftaler er på plads”,  udtaler Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Ønsket om at gøre noget for Kronborg og forskønne det gamle værftsområde daterer sig mange år tilbage. Siden værftet lukkede i 1980’erne, har der været forskellige planer fremme, men indtil nu har ingen mødt så bred en opbakning som det reviderede planoplæg.  Det er derfor også en særdeles tilfreds borgmester i Helsingør, Per Tærsbøl (K), der nu kan konstatere en bred opbakning til endelig at udvikle området mellem byen og Kronborg:

”I Helsingør Kommune ser vi frem til at kunne give vores gamle værftsområde en ny værdighed og samtidig styrke udviklingen af området mellem Havnegade, Værftet, havnen og Kronborg. Jeg tror på, at vi med denne reviderede plan har fundet den rigtige balance mellem hensynet til byens og havnens nutidige dynamik og den historiske dimension”, siger Per Tærsbøl.

Flemming Borreskov, adm. direktør i Fonden Realdania siger i anledning af planoplægget: ” Vi er gået ind her i skitsefasen ud fra et ønske om at medvirke til projektets arkitektoniske balance og ud fra en intention om at sikre en helhed mellem Kronborg, som et fælles historisk vartegn, og de spor efter det værft, som er en vigtig del af Helsingørs sjæl . Det ser ud til at være lykkedes”.

Næste fase er fastlæggelsen af det endelige plangrundlag. Her vil projektet indgå. Samtidig arbejdes der på at få den endelige finansiering og de fremtidige ejerforhold fastlagt.

Yderligere oplysninger

  • Adm. direktør Flemming Borreskov, Fonden Realdania, telefon 7011 6666 
  • Slots- og Havechef Ole Stattau, Slots- og Ejendomsstyrelsen, telefon 3392 6580 
  • Kommunaldirektør Flemming Jensen, Helsingør Kommune 4928 2828