Kvæsthusprojektet – visionen om en helstøbt by

Pressemeddelelse

1. marts 2007

Realdania præsenterer i dag sit forslag til et samlet Kvæsthusprojekt. Visionen er at åbne for en let og ubesværet "blød" trafik mellem de historiske bymiljøer i Frederiksstaden og på Holmen - og samtidig styrke den folkelige puls og energi i disse to centrale bydele med attraktive, tidssvarende byrum, der udnytter områdernes store rekreative potentiale til gavn for borgerne.

Siden november 2006 har Realdania arbejdet med at konkretisere sit tilbud til Københavns Kommune om Kvæsthusprojektet. Forslaget bygger på to tidligere delprojekter af arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg, og derfor har vi fundet det naturligt at bede dette firma forestå det samlede projekt.

Forslaget omfatter fire elementer:

  • Kvæsthusbroen - en forbindelse mellem Frederiksstaden og Holmen for gående og cyklende mellem Holmen og Frederiksstaden
  • Kvæsthuskælderen - et underjordisk parkerings- og aktivitetsrum
  • Kvæsthuspladsen - et byrum på den eksisterende Kvæsthusmole. Pladsen strækker sig fra molen til Nyhavn
  • Kvæsthusgraven - en lille havn der kan rumme bådtrafik for mindre skibe og giver opholdsmuligheder ved vandet

Kvæsthusbroen kobler Frederiksstaden og Holmen og gør Holmen til en integreret del af byen. For at bevare mulighederne for sejlads i havnen, skal Kvæsthusbroen kunne åbnes for gennemsejling i sejlrendens tracé. Samtidig udføres den med en frihøjde over vandet på cirka 5,5 meter, så havnebusser og andre mindre fartøjer kan passere uden broåbning. Kvæsthusbroens s-form sikrer spektakulære oplevelser af såvel Operaen som Skuespilhuset. For Realdania har det været centralt, at forslaget til bro ikke indfører nye akser, som kan konkurrere med Amalienborg- og Sankt Annæ-akserne.

Kvæsthuskælderen etableres under den eksisterende Kvæsthusmole som et højklasse, underjordisk p-anlæg, der i den nordlige del af anlægget kan kombineres med forskellige andre aktiviteter. Som noget nyt i dansk sammenhæng overvejer Realdania mulighederne for, at en del af Kvæsthuskælderen udføres i dobbelthøjde med sigte på at kunne huse udstillinger, street-aktiviteter, musik- og teateroptræden og lignende. Tanken er at sikre dagslys gennem ovenlysstriber. Ned- og opkørsel placeres på Sankt Annæ Plads. Selve p-anlægget vil kunne rumme op til 500 biler. Og muligvis også turistbusser, men det undersøges i øjeblikket.

Kvæsthuspladsen spænder fra Nyhavn i hele Kvæsthusmolens længde og giver mulighed for rekreative aktiviteter. Selve pladsen udføres med små trappe- og elevatorbygninger til p-anlæg, caféudskænkninger, lette caféoverdækninger, opbevaring af sportsudstyr mv.

Det lille havneanlæg - Kvæsthusgraven - tænkes udviklet til byens nye "små-båds-terminal" med turbåde, havnetaxi'er og lignende. I tilknytning hertil anlægges mod Sankt Annæ Plads et nyt sidde- og trappeanlæg, der kan bruges som rekreativt rum.

Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania siger: "Jeg synes, Kvæsthusprojektet er et godt projekt, der kan blive til gavn og glæde for mange københavnere - og ikke mindst til dem, der bor arbejder, studerer eller nyder kulturinstitutionerne på Holmen. De vil få en langt bedre tilgængelighed, end de har i dag."

Det er nu op til Københavns Kommune at tage stilling til forslaget. I første omgang stiles det til Teknik- og Miljøudvalget, som skal behandle det, inden det kan gå videre i den kommunale beslutningsproces.

Yderligere oplysninger
Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania, tlf. 70 11 66 66
Arkitekt Lene Tranberg, Lundgaard & Tranberg Arkitektfirma A/S, tlf. 33 91 07 17

{{ title }}

{{ description }}