Realdania donerer plads og parkeringskælder ved Skuespilhuset

Pressemeddelelse

24. februar 2011

Teater, beachvolley, marked, dans, friluftsfilm, aftensol – mulighederne er mangfoldige, når rammerne er fleksible. Og det bliver de i Københavns kommende nye byrum på Kvæsthuspladsen ved Skuespilhuset. Bag projektet står et partnerskab mellem Kulturministeriet og Realdania.

Kulturminister Per Stig Møller siger:

”Donationen fra Realdania gør det muligt både at få en smuk plads omkring Skuespilhuset og skaffe gode parkeringsmuligheder for Det Kongelige Teaters gæster. Nu kan vi færdiggøre området og faciliteterne, så Skuespilhuset og dets omgivelser kommer til at indgå i en harmonisk sammenhæng med resten af Københavns havnefront, hvor der kan skabes et nyt og spændende liv i bybilledet.”

Administrerende direktør i Realdania Flemming Borreskov siger:

”Med Kvæsthusprojektet vil vi gerne styrke den folkelige puls og energi i hjertet af hovedstaden. Det skal ske ved at skabe levende og tidssvarende byrum, der udnytter områdets store rekreative potentiale til gavn for alle borgere og samtidig skaber en funktionel velfungerende sammenhæng med resten af byen. Samtidig synes vi, det er vigtigt at skabe moderne og tilstrækkelige muligheder for parkering i nærområdet uden at øge antallet af parkerede biler i gaderne. For Realdania er der tale om et filantropisk projekt, som vi ikke skal tjene penge på.”

Det fælles ønske for Kulturministeriet og Realdania er, at man i tæt samspil med Det Kongelige Teater skaber en attraktiv ramme for bylivet på arealerne, der spænder fra Nyhavn over Skuespilhusets promenade til hele Kvæsthuspladsens længde. Projektet omfatter også etableringen af et underjordisk parkeringsanlæg for bl.a. teater- og operagæster.

Byggeriet påbegyndes i 2012, og indtil da vil københavnerne fortsat have glæde af Ofelia Beach, der er etableret som et midlertidigt byrum på Kvæsthuspladsen.

Det er fortsat ønsket fra Realdania og Kulturministeriet at have mulighed for på længere sigt at etablere en forbindelse over havneløbet mellem Skuespilhuset og Operaen.

Ombygningen af Kvæsthuspladsen og etableringen af parkeringsanlægget ligger i tråd med Københavns Kommunes plan Kickstart København – vi investerer os ud af krisen, marts 2010.

Realdania donerer anlægget af Kvæsthuspladsen til Kulturministeriet og stiller sin faglige ekspertise vedrørende byggeri og byggeledelse til rådighed for ministeriet. Pladsen vil have en række installationer, som muliggør forskellige kulturelle aktiviteter på Kvæsthuspladsen og arealet mellem Skuespilhuset og Nyhavn. Samtidig opfører Realdania det underjordiske parkeringsanlæg under dele af pladsen.

Rådgiver for projektet er Arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg, der også har været arkitekter på Skuespilhuset. Kvæsthusprojektet skal samtænkes med Frederiksstaden og bidrage til byens kvaliteter på samme internationale niveau, som denne meget kendte bydel gør.

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af Kulturministeriet

FAKTA

Organisering 
Realdania og Kulturministeriet indgår en partnerskabsaftale om Kvæsthusprojektet, der omfatter etablering af parkeringsanlæg, pladsanlæg m.v. på Kvæsthusgrunden.

Projektet er organiseret med styregruppe bestående af repræsentanter for Kulturministeriet, Det Kongelige Teater og Realdania.

Realdania etablerer et datterselskab – Kvæsthusselskabet, der får til opgave at stå for etablering af parkeringsanlæg og pladser.

Finansiering
Kulturministeriet sælger Kvæsthusgrunden til Kvæsthusselskabet for 20 mio. kr.

Kvæsthusselskabet opfører parkeringsanlægget med plads til op til 500 p-pladser. Realdania afsætter 300 mio. kr. til etablering af parkeringsanlægget. Anlægget forventes at koste 2-3 gange mere end dets værdi på det kommercielle marked.

Kulturministeriet afsætter de 20 mio. kr. fra grundsalget til pladsombygningen og Realdania giver 105 mio. kr. til etableringen af nye byrum. Kvæsthusselskabet forestår på Kulturministeriets vegne selve byggeprojektet.

Rådgivere
Grundlaget for projektet er Arkitektfirmaet Lundgaard & Tranbergs forslag til et nyt Skuespilhus fra 2002 samt senere bearbejdninger. Projektet realiseres med Arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg som totalrådgiver, COWI som ingeniørrådgiver og EMCON A/S som bygherrerådgiver.

Tidsplan
Projektering, myndighedsgodkender og udbud vil forløbe i 2011 og arbejdet vil kunne påbegyndes i sidste halvår af 2012 med en forventet indvielse primo 2015.

{{ title }}

{{ description }}