x

Et hjemligt og trygt rådgivningscenter

I Roskilde blev rådgivningscentret etableret som nybyggeri. Roskildes Livsrum består af tre huse, der er flettet ind i hinanden. Man kommer ind i huset fra Gormsvej og modtages i et rummeligt vindfang, der fører ind i husets hjerte. Et lyst og højloftet fællesrum med et køkken samt reoler fra gulv til loft. Det er et rum, der åbner op og inviterer ind i husets andre rum med værksted, bibliotek, lounge, samtale- og træningsrum. Udenfor er der indbygget små nicher og bænke. Den tragtformede have er frodig og uhøjtidelig, og der er træer og et orangeri, som et ekstra lunt uderum. 

Bygningen og haven er bygget og indrettet således, at der føles hjemligt og trygt at være. Vi vil gerne vise, at arkitektur kan understøtte livskvaliteten, når man befinder sig i en svær situationen i livet.

En del af Projekt Livsrum

Projekt Livsrum blev stablet på benene for at hjælpe mange flere kræftpatienter og pårørende så tidligt i sygdomsforløbet som muligt. Måden hvorpå Projekt Livsrum ville gøre det, var ved at bygge eller renovere bygninger beliggende tæt på sygehusene, som skulle fungere som rådgivningscentre. Med denne tætte beliggenhed var det målet, at skabe et tættere samarbejde med sygehuspersonalet, og at gøre rådgivningen mere synlig og nemmere tilgængelig.