x

Indvielse af Måløv Aksen

Pressemeddelelse 28. september 2010


Et byrum som indbyder til både ophold og bevægelse, som bruger
istiden som dekorativ inspiration – og som vender vrangen ud på
mørke tunneller og gør dem til lysende passager. Sådan er ’Måløv Aksen’ i
korte træk.


Fredag d. 1. oktober – på Arkitekturens Dag – indvier Ballerup Kommune i samarbejde med Realdania første etape af projektet Måløv Aksen ved Måløv Station. Måløv Aksen er en strækning, der forbinder den nye bydel Søndergård med den gamle Måløv by på tværs af to store trafikbarrierer, Frederikssundsvej og S-banen, via stitunneller. Formålet med projektet er en både tryghedsmæssig, funktionel og æstetisk forbedring af strækningen. Måløv Aksen skal være et attraktivt byrum for alle, og især for Måløvs borgere, der færdes her dagligt.

Projektet skal fungere som et eksempel på, hvordan man kan løse en problemstilling, som er kendt i mange byer, hvor byens og trafikkens udvikling har betydet, at bydele er blevet afskåret fra hinanden. 

I 2008 indbød kommunen til en konkur­rence om Måløv Aksen. Vinderprojektet, hvoraf 1. etape nu skal indvies, har titlen ’Smeltevands­dalen’. Det tager udgangspunkt i istidslandskabet omkring Måløv og opfatter som hovedidé Måløv Aksen som en smeltevandsdal, der løber gennem isen. Dette udmøntes konkret i, at belægningens mønster illuderer istidsaflejringer, mens de to stitunneller udformes som lysende ’is­klumper’.

Ved Måløv Station optages et stort terrænspring af et trappe­/rampeanlæg, som lægger op til både ophold, leg og bevægelse. Endelig er ’Krogrunden’, tidligere blot en bevokset skrænt, omdannet til et stejlt og moderne byrum.

Hans Peter Svendler, direktør i Realdania, siger om vinderprojektet: ”For Realdania har projektet demonstrationsværdi for to generelle problemstillinger. Dels sammenbinding af en ny bydel med en eksisterende by, dels omdannelsen af et mørkt og kedeligt tunnelområde til et attraktivt byrum.”

Og han fortsætter: ”Det er inspirerende og metodisk forbilledligt at se, hvordan vinderprojektet 'Smeltevands-dalen' vender billedet af det negative, dvs. tunnelen, til noget positivt. Samtidig viser projektet en fin helhedstænkning, hvor barriereproblematikken anskues som både fysisk, mental og social. Realdania har valgt at støtte dette projekt, fordi vi mener, at Måløv Aksen kan fungere som eksempelprojekt, fordi den er et af mange lignende byrum i Danmark, hvor krydsende sti­systemer og trafik­barrierer resulterer i uheldige byrum, der hverken er trygge eller attraktive.” 

Problemstillingen med barriererne er ikke enestående – i mange byer rundt omkring i landet har byudviklingen - og herunder trafikudviklingen - betydet, at bydele afskæres fra hinanden, ikke kun rent fysisk, men også mentalt og identitetsmæssigt. Sammenhængen i byerne forringes, og det har indflydelse på byens liv og udnyttelsen af byrummene – bl.a. fordi der nemt opstår en ond spiral: beboernes tilknytning til bymiljøet svækkes, hvorved indkøbs- og trafikmønstre ændres, hvilket igen giver svagere tilknytning til byen og dermed mindre liv i byens rum.

Udgangspunktet for konkurrencen var en konceptudviklingsfase, hvor inddragelse af Måløvs borgere var omdrejningspunktet. Byrums­rådgiverfirmaet Ekstrakt afholdt i sam­arbejde med Ballerup Kommune en række workshops og interviews med forskellige grupper af borgere i Måløv. Resultatet blev ’Kvali­tets­katalog for Byrum’, hvor borgernes ønsker og krav til fremtidens Måløv Akse er samlet.

”Jeg er meget glad for Måløv Aksen”, siger borgmester Ove E. Dalsgaard, Ballerup Kommune. ”Både fordi det er blevet et usædvanlig flot byrum, og fordi processen har været så vellykket. Både unge, voksne og ældre i Måløv har bidraget til, at byrummet har fået de kvaliteter, som vi ser i dag. Det er en særlig glæde at se, at mange unge mennesker allerede har taget Måløv Aksen til sig og bruger den til parkour og bordtennis mv. Det er for mig et tegn på, at vi har opnået det, som bor­gerne ønskede, nemlig et byrum som danner ramme om byliv og oplevelser.”

Projekt Måløv Aksen er uda­rbejdet af Adept Architects og LiWPlanning i samarbejde med Imitio, Mikael Sylvest (lysdesign) og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører.

Arkitekterne bag projektet blev d. 20. september i år for Måløv Aksen tildelt Landskabsprisen 2010 – en pris som årligt uddeles af Danske Landskabsarkitekter, og som i år har temaet ’kotering’. Begrundelsen for at præmiere netop Måløv Aksen er, at der med projektet ’skabes en fornem sammenhæng på tværs af flere trafikanlæg på et komplet umuligt sted. Projektet behandler skrænten ved viadukten, som er et typisk restareal, der opstår ved krydsning af tekniske anlæg. Restarealer er som regel blot beplantet med afvisende planter, der skal holde folk væk fra den stejle jord. Et ofte mismodigt resultat. I dette projekt aktiveres arealet og gøres til et sted for handling, møde og ophold. Et dramatisk og unikt rum der vækker opmærksomhed og sætter tanker i gang. Projektet præmieres bl.a. for: At synliggøre tyngdekraftens tegning af landskabet, at behandle stejlheden i vores ellers så flade land og for at gøre et umuligt sted til et muligt sted’. 

Realdania støtter projektet med 5 mio. kr.