x

2 teams går videre i Maltfabrikkens arkitektkonkurrence

Pressemeddelelse 9. juni 2016

Første fase af arkitektkonkurrencen for Den ny Maltfabrik er nu afsluttet, og dommerkomitéen har udvalgt 2 teams, der går videre i konkurrencen om at være med til at skabe fremtidens kreative mødested i Ebeltoft. Den endelige vinder udpeges til oktober.

I vinter igangsatte partnerskabet bag Den ny Maltfabrik - Syddjurs Kommune, Fonden Den ny Maltfabrik og en række bidragsydere - en arkitektkonkurrence, som skal føre til ambitiøse og visionære bud på, hvordan Maltfabrikkens industribygninger og det omkransende kulturmiljø kan transformeres til et levende mødested.

2 stærke bud på hvordan vi skaber fremtidens Ebeltoft

Efter konkurrencens første fase har dommerkomitéen vurderet, at særligt 2 forslag rummer de elementer, der skal arbejdes videre med i konkurrencens anden fase for at indfri ambitionen om at gøre Den ny Maltfabrik til et stærkt nationalt og internationalt eksempel på, hvordan man transformerer industriens kulturarv med udgangspunkt i stedets særlige potentialer.

De vindende teams (nævnt i vilkårlig rækkefølge) af konkurrencens første fase er:   

  • Praksis Arkitekter
    Underrådgivere: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue – Midtconsult Rådg. Ingeniører – Billedkunstner Morten Skovmand – VMB Arkitekter v. restaureringsarkitekt Mette Viuf Larsen
  • schmidt/hammer/lassen architects
    Underrådgivere: Vogt Landschaftsarchitekten AG – Thøgersen & Stouby – Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S – Riis Akustik

Konkurrenceforslag af høj kvalitet

Konkurrencens arkitektfagdommere, Trude Mardal og Lars Bendrup, er imponerede over forslagenes kvalitet:

”Vi har bedømt seks meget forskellige og kompetente forslag, der hver især er spændende bud på, hvordan der skabes en unik ramme for fremtidens mødested i Ebeltoft. De seks forslag til Den ny Maltfabrik illustrerer et stort spænd i potentialerne for den ambitiøse transformation af Ebeltofts gamle produktionscenter.” 

Bedømmelseskomitéen har oplevet at processen med at vælge vinderne af første fase også har givet nye vinkler på projektet Den ny Maltfabrik. Trude Mardal og Lars Bendrup fortsætter:

”Der er tale om vidt forskellige forslag, der har rejst spændende og vigtige diskussioner om udviklingens bærende spørgsmål: Hvordan kan områdets udvikling knytte by og kyst tættere sammen? Hvordan bevarer man stedets upolerede råhed og videregiver denne atmosfære til stedets nye brugere? Hvordan kan den ambitiøse hybridmodel for bibliotek, museum og arkiv udnytte sin brede invitation og gøre Den ny Maltfabrik til et sted for alle Ebeltofts borgere? Hvordan skabes der uderum og landskab til alle tænkelige og endnu utænkelige arrangementer?”

Hvis man spørger den daglige ledelse bag Den ny Maltfabrik har arkitektkonkurrencen allerede for nuværende været med til at svare på spørgsmål som ingen havde fantasi til at stille:

”Det fantastiske ved at lade andre kaste nye øjne på ens hjertebarn er ikke blot, at vi som opdragsgivere får vores drømme opfyldt. Arkitekter har nemlig en tendens til at vende spørgsmålene på hovedet og se muligheder, der hvor vores fantasi slipper op. I dette tilfælde har især placeringen af de nye kvadratmeter, der skal tilføjes den gamle fabriksbygning, været en øjenåbner. Vi gik og troede, at en konservativ placering af et nyt byggeri var det eneste rigtige, men arkitekterne var modige, og resultaterne går lige i hjertet på os alle” fortæller direktør for Fonden Den ny Maltfabrik Kristian Krog.

Praksis Arkitekter og schmidt/hammer/lassen architects 

De to vindere af første fase i arkitektkonkurrencen har meget forskellige bud på den fremtidige arkitektur.

Praksis Arkitekters forslag imponerede bedømmelseskomitéen ved at lade Maltfabrikkens karakteristiske røde knopskydninger fortsætte i den nye arkitektur. Udtalelser som ”dette forslag søger at styrke Maltfabrikkens oprindelige volumen og særegne udtryk, der har en meget stærk ikon-karakter” viser hvordan forslaget skaber en homogen og samlende bygningsmasse, der i stueplan åbner sig op mod de omkringliggende gårdrum. Forslaget fik også ros for at have forstået projektets komplicerede mix af brugere og aktiviteter og lade funktionerne forbinde ude og inde på en overbevisende og indlevet måde.

Schmidt/hammer/lassen architects forslag vandt ligeledes stor begejstring ved bedømmelseskomitéen ift. at skabe balance mellem det oprindelige rå fabriksudtryk og den nye arkitektur. Schmidt/hammer/lassen lader den eksisterende fabriksbygning stå i sit oprindelige udtryk og tilføjer en række pavilloner af varierende størrelse som indpasser sig i kulturmiljøet. Forslaget blev beskrevet som meget gennemarbejdet og velkomponeret. Det udmærker sig ved evnen til at videreføre stedets råhed – det formår at videregive den følelse af ’mulighedernes land’ som anlægget besidder i dag, også efter den gennemgribende transformation

Malteventyret i Ebeltoft

Fra midten af 1800-tallet og frem til årtusindeskiftet var Maltfabrikken i Ebeltoft en stolt produktionsvirksomhed og en vigtig arbejdsplads i byen. De monumentale røde fabriksbygninger vidner om et industrieventyr i en dansk købstad med eksport til landets bryggerier, til Europa og sågar til Sydamerika. Fabrikkens liv, maskinernes støj, arbejdernes snak er for en tid forstummet, og venter på at nye lyde skal indtage bygningerne.

Maltfabrikken bliver i de kommende år midtpunktet i udviklingen af Ebeltofts historiske bykerne, der rummer nogle helt særlige kvaliteter og potentialer. 

Borgmester for Syddjurs Kommune Claus Wistoft fortæller om projektet: 
”Den ny Maltfabrik er et godt eksempel på et udviklingsprojekt, der tager afsæt i en helt særlig kulturhistorisk bygningsmasse og skaber en strategisk byudvikling med fokus på de stedbundne potentialer, vi er stolte af i Syddjurs Kommune. De revitaliserede fabriksbygninger og de omkringliggende byrum mellem gågade og kyst vil i fremtiden styrke Ebeltoft som central turistby og attraktiv bosætningsby”.

Det ambitiøse projekt bliver en kulturel dynamo, der også vil sammenbinde midtbyens gamle købstadsmiljø med havnefrontens oplevelsesmuligheder og vil blive realiseret frem mod 2019. 

”Den ny Maltfabrik bliver efter min mening helt afgørende for udviklingen af Ebeltoft. Byen er idyllisk og hyggelig, men trænger til en vitaminindsprøjtning for at komme sikkert ind i fremtiden”, fortæller bestyrelsesformand Anders Byriel fra Den ny Maltfabrik. ”Vores drøm er at gøre Ebeltoft til en oase for kultur, kunst og kreativitet og dermed en endnu mere attraktiv by, der kan tiltrække både nye borgere og turister.” 

Den ny Maltfabrik bliver en levende katalysator for udvikling og kreativitet med en række udvalgte aktører, der hver især bidrager som en vigtig brik i helheden. Den historiske bygning bliver et mødested forankret i den lokale identitet, men med internationalt udsyn og format. Nogle af de toneangivende indholdselementer er: Kulturhus, bibliotek, museum, ungekulturmiljø, Artists-in-Residence, klynge af kreative erhvervsdrivende, mikro-bryggeri og meget mere.

 
Efter offentliggørelsen af arkitektkonkurrencens første fase den 9. juni vil udvalgte illustrationer af vinderprojekterne være at finde på Den ny Maltfabriks hjemmeside. Herefter starter 2. fase af arkitektkonkurrencen som skal arbejde videre med projekterne frem mod den endelige aflevering i september 2016. Arkitektkonkurrencens vinder udpeges den 18. oktober 2016 hvorefter den forestående projekterings- og lokalplansfase løber frem mod forventet byggestart sensommer 2017. Den ny Maltfabrik forventes indviet medio 2019.
  • Den ny Maltfabrik er et partnerskab mellem Fonden Den ny Maltfabrik og Syddjurs Kommune.

  • Projektet er finansieret med bidrag fra bl.a. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Realdania, Salling Fondene, Lokale og Anlægsfonden og en række lokale bidragsydere.
     
  • Projektet skal renovere ca. 4.000 m2 fabrik og nybygge 1.000 m2 samt revitalisere udearealer på omkring 17.000 m2.
     
  • Projektet er bredt forankret i en række lokale netværk, brugergrupper og kommende lejere.

  • Arkitektkonkurrencens vinder udpeges ultimo oktober 2016.

 

 
  • Anders Byriel, bestyrelsesformand, Den ny Maltfabrik
  • Lisbeth Westergaard, landskabsarkitekt, bestyrelsesmedlem, Den ny Maltfabrik
  • Kristian Krog, direktør, Den ny Maltfabrik
  • Claus Wistoft, borgmester, Syddjurs Kommune
  • Kirstine Bille, formand, PUK, Syddjurs Kommune
  • Henrik Tvarnø, direktør, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
  • Niels Friis, arkitekt, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
  • Christian Andersen, arkitekt, Realdania
  • Lars Bendrup, arkitekt, fagdommer udpeget af Arkitektforeningen
  • Trude Mardal, arkitekt, fagdommer udpeget af Arkitektforeningen
  • Søren Harde Larsen, ingeniør, fagdommer udpeget af F.R.I.