x

Indvielse af Maria Kirkeplads

Pressemeddelelse 19. marts 2015

Maria Kirkeplads er blevet renoveret med ny belægning, lys, træer og en hængende prisme, der reflekterer solens stråler. Den 25. marts kl. 16.30 er der indvielse.

”Solen skinner for os alle” er overskriften for den nye Maria Kirkeplads. Renoveringen er gennemført af Vesterbro Menighedsråd med støtte fra Realdania, A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Københavns Kommune. Renoveringen omfatter ny granitbelægning og ny træbeplantning på pladsen, og over pladsen er opsat en prisme, som reflekterer solens lys.

Pladsen er resultat af en arkitektkonkurrence, som mundede ud i to vinderprojekter, som siden blev samlet til ét projekt. Pladsen er udformet af tegnestuen 1:1 ved Mads Riis, og prismen er udformet af Tanja Jordan.

- Mariakirken har altid har taget et stort medansvar for Vesterbros udsatte grupper som narkomaner og prostituerede. De får ligesom kirkegængerne og forbipasserende bedre rammer nu, når pladsen forvandles fra rå asfalt til en ny belægning, lys og træer. Pladsen skaber rammer, der styrker den rummelighed, Vesterbro er kendt for, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

- Vi har i snart ti år arbejdet for at give pladsen en tiltrængt renovering, så det er en stor glæde for os, at pladsen nu er færdig. I forbindelse med indvielsen rettes en stor tak til de to fonde og kommunen for vil hjælpe med realiseringen, og at de sidste godkendelser er langt om længe faldet på plads, siger Peter Riber, sognets projektleder.

- Mariakirken er for alle. Det understreger vi med projektet ”Solen skinner for os alle”. Pladsrenoveringen har omdannet den nedslidte plads foran kirken til et moderne offentligt byrum, som alle trygt kan færdes i. Det gælder både for kirkens brugere og forbipasserende på gaden. Med den nye plads har vi fået en smuk og værdig indgang til Mariakirken og et hjørne af Vesterbro, som byfornyelsen overså, har fået et kvalitativt løft, siger Jens Andersen, der er formand for menighedsrådet.

Alle er velkomne til indvielsen, hvor der ud over taler vil være aktiviteter for børn, smagsprøver på, hvad Mariakirkens kor kan, samt lidt mad og drikke. Kl. 18 afsluttes arrangementet med Marias Fortælling – en musikgudstjeneste i anledning af Maria Bebudelsesdag med deltagelse af koret Paradoks.