x

I begyndelsen af 1900-tallet var Mariager en driftig havneby, der fra havnen blandt andet forsynede Viborg Gasværk med kul. Oprindeligt blev kullene læsset med håndkraft, men i 1930 fik Mariager Havn sin egen kulkran – opført af den københavnske maskinfabrik og kran-specialist Titan.

En fredet kran

I løbet af 1960’erne havde den stationære kran udspillet sin rolle, og på initiativ af Foreningen Havnens Venner blev havnekranen fredet samtidig med, at det unikke kulturhistoriske havnemiljø blev bevaret. Stedet er i dag et populært udflugtsmål, der udover havnekranen rummer Danmarks Saltcenter, anløbsplads for fjordbåden Svanen og endestation for veteranjernbanen Mariager-Handest.

Havnekranen er en såkaldt svingkran med selvstændigt førerhus. Den kører på skinner lagt på en kranbro af beton, og det var denne betonkonstruktion, der gennemgik en større restaurering for at sikre kranen for eftertiden.

Ny industriel kulturarv

Vi støttede projektet, fordi Mariager Havnekran er en meget fin repræsentant for den nyere industrielle kulturarv. Den udgør sammen med det øvrige havnemiljø et unikt kulturhistorisk miljø, der er en indirekte ressource i kraft af sin betydning for området.