Fantasifuld byudvikling til Ydre Nørrebro

Pressemeddelelse

29. maj 2006

Realdanias adm. direktør Flemming Borreskov, overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og bygge- og teknikborgmester Klaus Bondam (R) fremlægger nu et forslag for fælles udvikling af Mimersgadekvarteret. Kvarteret skal være en attraktion og en livsnerve i det københavnske byliv. Forslaget består af tre byudviklingsprojekter, deriblandt et nyskabende byrum, der går som en kile tværs igennem kvarteret og en renovering og udvikling af Nørrebrohallen. Projektet præsenteres i morgen for politikerne på Københavns rådhus.

Københavns Kommune og Realdania indgik i oktober 2004 en partnerskabsaftale om udvikling af projekter, der skal støtte op om Mimersgadekvarterets samlede udvikling. Begge parter skyder 50 mio. kr. i projektet. Ideen er at understøtte sammenholdet, skabe sociale forbedringer og at give kvarteret et arkitektonisk og fysisk løft. Det vil være en mærkbar forbedring for beboerne og hele det øvrige København.

"Mimersgadekvarteret, som blandt andet rummer boligområdet Mjølnerparken, har brug for et løft. Kvarteret har et stort potentiale, og nu kommer vi sammen med Realdania med de investeringer i kvarteret, der mærkbart vil skabe mere livskvalitet i hverdagen på Ydre Nørrebro. I projektet er der tiltrængte penge til både rekreative tilbud med både grønne områder og forbedring af idrætsfaciliteterne i området", siger Ritt Bjerregaard(S).

Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania, siger: "Kvarteret omkring Mimersgade er fuld af energi. Det ambitiøse byudviklingsprojekt viser nye veje for at udvikle et udslidt byområde. Og det vel at mærke på en måde, som understøtter og udvikler det, der allerede er, og som får de gode ting til at vokse sig stærke. Kort sagt styrker det livskvaliteten for områdets beboere".

Superkilen - multikulturelt byrum
Et af de tre projektforslag er byrummet 'Superkilen', der vil komme til at ligge som en kile fra Nørrebrogade til Tagensvej, langs Mjølnerparken over Mimers Plads og pladserne omkring Nørrebrohallen. I dag ligger området nærmest som et bagside-areal, med trafikken på den eksisterende cykelsti som eneste aktivitet. Ideen er at gøre bagsiden til forside ved at skabe et bredt favnende byrum med plads til ophold og aktiviteter for bydelens mange forskellige beboere og gæster.

Målet er også at gøre Nørrebro til et centrum for fremtidens multikulturelle byrum, der kan være til inspiration for andre byer og kvarterer.

Nørrebrohallen og kampsportscenter i Heimdalsgade
De to øvrige projektforslag består i en modernisering af Nørrebrohallen til et funktionelt, nutidigt idræts- og kulturhus, og derudover er det planen at etablere et kampsportscenter, der orienterer sig mod såvel bredde som elite på Ydre Nørrebro.

"Med de tre byudviklingsprojekter vil både Mimersgadekvarteret og hele København få et fornyet, godt og trygt kvarter, med nye tilbud og et fantasifuldt bymiljø. Det er tiltag som disse, der skaber fremtiden i København. De rammer, københavnere bor i, betyder utroligt meget for deres hverdag," forklarer Klaus Bondam (R).  

Yderligere oplysninger
Overborgmester Ritt Bjerregaard, Københavns Kommune
- kontakt ved pressesekretær Kasper Fogh, 2844 1678
Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam, Københavns Kommune
- kontakt via pressechef Lars Nielsen, 2630 0989
Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania, 7011 6666

{{ title }}

{{ description }}