Mini-CO2 husene: Fornyelsen

Levetid og vedligeholdelse er væsentlige faktorer, når det gælder at reducere et hus' CO2-udledning. Derfor er der god ræson i at øge et hus' levetid fra den typiske levetid på 50 år til det tredobbelte. Hvis et hus kan opnå en levetid på 150 år og desuden ikke kræver vedligeholdelse de første 50 år, spares lige så meget CO2, som det ville kræve at opføre op til tre nye huse.

Det fornyede Vedligeholdelsesfri Hus er en del af et stort udviklingsprojekt; MiniCO2 Husene. Projektet omfatter i alt seks parcelhuse, som hver især illustrerer forskellige aspekter af reduktion af CO2-udledning i hhv. opførelse, drift og vedligeholdelse af et hus.

De Vedligeholdelsesfri Huse fokuserer på ’vedligehold og levetid’ og undersøger, hvor meget CO2 der kan spares, når et hus er udført på en sådan måde, at det kan leve i mindst 150 år, og klimaskærmen ikke skal vedligeholdes de første 50 år af husets levetid. Hus A er opført i traditionelle materialer, som har bevist deres lange levetid, og Hus B – det her beskrevne – er opført i nye materialer, som forventes at have lang levetid.

Det Vedligeholdelsesfri Hus B er opført som et længehus med en overdækket indgang placeret mod øst og præcist i midten af husets længderetning og med et saddeltag med 40 graders hældning. Husets indre er udformet som en træ-æske, der opleves som ét stort sammenhængende rum, åbent til kip og møbleret af lave lukkede bokse. Dagslys hentes fra fire ovenlysvinduer, fra indgangspartiet, fra de rumhøje vindues- og dørpartier i gavlene og fra et godt 10 meter langt glasparti.

Det Vedligeholdelsesfri Hus B er opført som et træhus; et umiddelbart overraskende valg i et dansk klima, når målet er lang levetid. Men der ses mange meget gamle trækonstruktioner rundt om i Danmark, og pointen er, at de er ventileret godt. Derfor er Hus B’s trækonstruktion skabt på en måde, som sikrer høj ventilation til alle sider, også undersiden af huset, som er hævet op på en række punktfundamenter.

Krydsfinér, glas og luft

  • Husets bærende konstruktion består af træ: 18 selvbærende rammer af limet, stærkt krydsfiner, der er præfabrikeret og samlet på en byggefabrik og herefter fragtet til byggegrunden. Målet har været høj præcision og dermed færre skader som følge af byggepladsens typiske små unøjagtigheder. Dette sikrer såvel lavt vedligehold som lang levetid. Samtidig skabes husets ydre og indre rammer i ét greb, som giver en helt åben bygning uden søjler, bjælker eller trækbånd, med fuld fleksibilitet og dermed langtidsholdbar indretning af huset.
  • Huset er forsynet med en ”glas-skærm”, der svøber både taget og alle husets facader og dermed beskytter husets trækonstruktion mod regn og vind. Glasskærmen er udført af genbrugsglas og er principielt uforgængelig. Skærmen er én sammenhængende flade, der ikke gennembrydes af aftrækshætter og således er sikret lang levetid, fordi man undgår utætheder i samlinger.
  • Alle vinduer og døre er trukket tilbage fra facaden og placeret i dybe overdækkede nicher, som yder effektiv beskyttelse mod vind og vejr
  • Huset er hævet 30 cm over jorden og opført på punktfundamenter, hvilket beskytter huset mod regn og samtidig sikrer, at huset bliver ventileret hele vejen rundt, både under bygningen og op under glasfacaden, der er placeret med afstand til trækonstruktionen.
  • Den varme, der dannes i mellemrummet mellem glas og træ, vil kunne indgå i en videreudviklet ventilationsløsning, hvor den varme luft udnyttes til at spare væsentlige mængder CO2.

Besparelser
CO2-udledningen fra materialeforbruget til konstruktionen i Det Vedligeholdelsesfri Hus B er mindre end et almindeligt gennemsnitshus; Referencehuset (3,5 kg CO2/m2/år mod 5 kg CO2/m2/år i en periode på 50 år). Dette skyldes primært den store anvendelse af træ, der bidrager positivt med en CO2-besparende effekt til det samlede regnskab, samt punktfundamentet, som benytter mindre CO2-tung beton end Referencehusets traditionelle linjefundament. Til gengæld er belastningen fra brugen af glas høj i huset, dels på grund af det hærdede glas i facaden, dels på grund af et samlet vinduesareal, som er cirka 50 pct. større end i et standardhus.

Både i Det Vedligeholdelsesfri Hus B og i Referencehuset beløber udskiftningen af materialer sig regnet over 50 år til ca. 0,5 kg af den samlede CO2-belastning fra huset. Når den CO2-besparende effekt af lavt vedligehold ikke bliver mindre end på Referencehuset, skyldes det, at Referencehuset faktisk er ganske godt allerede: Det er opført i tegl, som er stort set vedligeholdelsesfrit, og desuden er de øvrige CO2-tunge bygningselementer som fundamenter, glas og mineraluldsisolering sjældent vedligeholdelseskrævende. De øvrige dele, som kunne kræve vedligehold eller udskiftning – døre, vinduer, indvendige overflader mv. – er samtidig relativt ’lette’ i CO2-sammenhæng og har derfor behersket indflydelse på det samlede CO2-regnskab. Det er dog værd at huske på, at et lavt vedligehold på disse dele for husejeren betyder færre ærgrelser og penge sparet til håndværkere og materialer.

Resultaterne viser samlet, at hvis konstruktion og design, som de er udført i Det Vedligeholdelsesfri Hus B, fører til en forlænget levetid af huset som helhed, vil de medføre et gunstigt CO2-regnskab, set over den samlede forventede levetid. Ikke mindst, hvis man kan spare opførelsen af et helt nyt hus.

Arkitekt: Arkitema Architects
Bygningstype: PRIVAT BOLIG, ENFAMILIEHUS: Ét plan med køkken/alrum, bad og 4 værelser samt 2 hemse og et teknikrum
Areal: 156 m
2
Byggeår: 2013
Konsulent: TEKNOLOGISK INSTITUT, MURVÆRK, BYGGERI OG ANLÆG
Ingeniør: Sloth Møller
Entreprenør: Enemærke & Petersen A/S
Videnspartnere: Statens Byggeforskningsinstitut AAU

Projektfakta

  • Påbegyndt
  • 2012
  • Afsluttet/forventet afsluttet
  • 2014
  • Websites
  • Læs mere

Kontakt

Jørgen Søndermark Projektleder

  • Galleri

  • Kort

  • Publikationer

  • Relaterede projekter

Galleri

Kort

{{ title }}

{{ description }}