x

Fra stumfilm til digitalisering

Biografen i Ringe har eksisteret siden 1916 og har været med gennem hele udviklingen fra stumfilm til talefilm, farvefilm og senest digitalisering. Derfor trængte den også til en modernisering. Ønsket var at gøre biografen mere tilgængelig samt at etablere en café og et mødested med mulighed for afholdelse af foredrag. 

En omfattende modernisering

Renoveringen omfattede nedrivning af biografsalens balkon, en øgning af gulvets stigning, udskiftning af de eksisterende stole fra 50’erne, derudover blev scenen udvidet. Der blev skabt mere plads foran scenen, så salen kan bruges til arrangementer, og der blev etableret depotrum under gulvet. Der er desuden blevet indrettet café og mødested, hvor publikum kan mødes før og efter forestillingerne. Den gamle smukke facade er bevaret med undtagelse af det gamle indgangsparti, som blev blændet af.  

En mere tilgængelig biograf

I dag er biografen i fuld vigør. Renoveringen af salen har skabt mere plads mellem rækkerne samt godt udsyn og god lyd fra alle pladser. Desuden er der skabt bedre adgang for kørestolsbrugere. Den gamle indgang blev blændet og bruges som udhængskasse til filmplakater. 

Involvering af frivillige

Ringe Biografforening opsparede gennem frivillig drift af biografen 800.000 kr. til moderniseringen. Ud fra ønsker og krav til fremtidens Ringe Bio, fik foreningen  udarbejdet et principforslag for ombygning og nyindretning ved arkitekt Steffen Søby. Ringe Bio har været en stor del af områdets kultur- og underholdningstilbud siden åbningen i 1916. I dag er biografen den eneste på Midtfyn med ca. 23 km til biograferne i Svendborg og Odense.

Underværker

Projektet er støttet gennem vores kampagne Underværker, der støtter lokale ildsjæle, der arbejder med det byggede miljø til gavn for lokalsamfundet.

Kampagnen Underværker