x

Projekt Mulighedernes Land sætter fokus på småbyer og landdistrikter på Bornholm

Pressemeddelelse 26. juni 2007

Projekt Mulighedernes Land har udsendt følgende pressemeddelelse:   Danmarkskortet forandres radikalt i disse år. Væksten sker i de større byer og byregioner, hvorimod de mere perifere landsdele står over for afvandring og negativ vækst. Nu sætter Bornholms Regionskommune sammen med Lolland Kommune, Thisted Kommune og Realdania fokus på at vende udviklingen.

På 100 år er vi gået fra landbrugs- over industri- til vidensamfund. I dag er landbrugene færre, større og mere effektive. De store byer vokser ud over deres grænser og omslutter provinsbyer, landsbyer og landområder i regionale netværk af boligområder og arbejdspladser. Men ikke alle landdistrikter kan fungere som metropolernes satellitter. Projektet ”Mulighedernes land” – der tidligere hed ”Landsbyer & Landdistrikter” vil udvikle nye strategier til at vende udviklingen og styrke livskvaliteten i yderområderne.
 
Partnerne bag projektet sigter på at fastholde og forbedre de kvaliteter og muligheder, som findes i landdistrikterne: Natur, stilhed og god plads. Kvaliteter som byerne mangler, og som gør yderområderne til bæredygtige alternativer til storbyen.
 
Projektet består af tre demonstrationsprojekter, ét for hver kommune samt et tværgående projekt, som vil opsamle internationale erfaringer, gennemføre metodeudvikling, evaluering samt sikre at der sker en erfaringsudveksling mellem de tre demonstrationsprojekter, for at tre projekter kan lære af hinanden.
 
Der er igangsat forprojekter i de tre kommuner, med henblik på at udvikle/udpege de tre demonstrationsprojektet.
 
Åbn det åbne land
For Bornholm gælder det, at projektet ønsker at fastholde indbyggere og styrke turismen. Målet skal nås ved at gøre den unikke bornholmske natur og bygningsarv nemmere at komme ud i. Der arbejdes i øjeblikke på at undersøge muligheden for at realisere følgende tre projektideer:
  • Etablering af stier, der skal gøre det lettere at komme rundt i kulturlandskabet omkring en række mindre byer samt forbedring af de generelle levevilkår 
  • Udvikling af cykelturisme på øen, eventuelt etablering af ’en svævende cykelsti’, der skal forbinde to eksisterende stier 
  • Etablering af ny indgang til Almindingen og Bornholms øvrige naturoplevelser. Et projekt som Skov- og Naturstyrelsen står bag.
Borgmester Bjarne Kristiansen fra Bornholms Regionskommune siger:
”Bornholm har en række mindre byer, beliggende et stykke vej væk fra kysterne, som har nogle oversete potentialer, fred og ro, plads, gode og trygge miljøer og særdeles billige boliger. Jeg er overbevist om, at projekterne, hvis de bliver gennemført, vil yde et ikke ubetydeligt bidrag til udviklingen af turisterhvervet inden for nogle måske lidt upåagtede områder. Det kan give mulighed for at fastholde indbyggerne i vores mindre indlandsbyer. Vi vil som bornholmere få glæde af projekterne, og vi håber det vil føre til nye arbejdspladser og i sidste ende flere tilflyttere. Jeg vil gerne takke Realdania for initiativet, og Bornholms Regionskommune ser frem til et godt samarbejde om projekterne.”
 
Projektet er på dagsordenen til Teknik- og Miljøudvalgets møde mandag d. 25. juni 2007.
 
Økonomi og tidsplan
Den samlede økonomi i projektet er på 195 mio. kr. Heraf bidrager Realdania med 105 mio. kr., hvoraf de 30 mio. kr. går til de bornholmske projekter – det tilstræbes, at der på Bornholm tilvejebringer et tilsvarende beløb.
 
Projektet er begyndt i 1. kvartal 2007 og forventes afsluttet i 2011
 
Organisation
Realdania har indgået en partnerskabsaftale med hver af de tre kommuner. Der er etableret en partnerskabsbestyrelse med borgmestrene samt direktør Hans Peter Svendler fra Realdania. Den enkelte kommune og Realdania beslutter i fællesskab, hvilke demonstrationsprojekter, der skal gennemføres.
Hausenberg fungerer som faglig proceskonsulent og varetager projektsekretariatet. Der er desuden tilknyttet eksperter fra Bygningskultur Danmark, KVL, Center for Fremtidsforskning, Rambøll Management samt Landsplanområdet i Miljøministeriet.

Spørgsmål om Realdanias engagement i projektet kan rettes til Projektleder Karen Skou, Realdania på telefon 70 11 66 66
Spørgsmål om det tværgående projekt kan rettes til Projektleder Signe Sloth Hanse, Hausenberg på telefon 35 34 64 54
Spørgsmål om projektet på Bornholm kan rettes til direktør Thomas Martinsen, Bygningskultur Danmark på telefon 33 33 99 10