x

Gode ideer efterlyses til projekt Mulighedernes Land på Lolland

Pressemeddelelse 23. august 2007

Lolland Kommune har udsendt følgende pressemeddelelse: Lolland Kommune satser på sine landdistrikter og efterlyser nu gode ideer, der kan gøre det mere attraktivt at bo eller bosætte sig i kommunens landdistrikter. Hvis du har en god ide, der kan løfte udviklingen i Lollands landdistrikter, giver projekt MULIGHEDERNES LAND mulighed for at føre ideen ud i livet.

Lolland Kommune og Realdania har indgået et partnerskab om projekt MULIGHEDERNES LAND - målet er at udarbejde nye strategier for udviklingen af landdistrikterne.
Lolland Kommune arbejder på at udpege en række demonstrations-projekter, der kan være med til at vise nye veje for en positiv udvikling i Danmarks yderområder. Kommunen er i gang med at analysere Lollands styrker, og kommunens Erhverv - og Kulturudvalg besluttede på mødet den 21. august, at udvalget i løbet af efteråret vil efterlyse gode ideer til demonstrationsprojekter.

Ideerne vil sammen med kommunens analyse af Lollands styrker danne baggrund for udvælgelsen af en række demonstrationsprojekter.

Alle gode og nyskabende ideer er velkomne og vil blive samlet i et idekatalog. De ideer, der ikke bliver en del af MULIGHEDERNES LAND, kan anvendes i andre sammenhænge.
- Vi er interesseret i alle ideer, der er nyskabende, men selvfølgelig skal ideerne hænge sammen med de mål, som Byrådet har sat for Lolland Kommune. Ellers bliver der for meget spredt fægtning, siger Hans Ole Sørensen, der er formand for Lolland Kommunes Erhverv- og Kulturudvalg.

I samarbejde med Realdania vil Erhverv- og Kulturudvalget udarbejde 6-8 kategorier, som demonstrationsprojekterne skal falde inden for. Kategorierne bliver offentliggjort i starten af oktober, hvorefter der er god tid til at fremsende ideerne, da Lolland Kommune først skal have dem i hænde den 7. januar næste år.

- Det er vigtigt, at ideerne bygger på lokal styrke og har lokal opbakning. Vi ved af erfaring at det øger sandsynligheden for succes, forklarer Hans Ole Sørensen.

- Et godt demonstrationsprojekt skal bygge på en god del faglig viden om lokalområdets styrker, og den lokale opbakning er utrolig vigtig. Vi ser frem til at se såvel kommunens analyseresultater, som de mange gode ideer, der forhåbentligt kommer frem, siger projektleder Karen Skou fra Realdania.

Eksperter skal tænke med
Alle ideer bliver samlet i et idekatalog og præsenteret for et ekspertpanel med stor viden om planlægning, landdistriktsudvikling og Lolland Kommune.

Ekspertpanelet består af lokale kræfter som museumsleder Ulla Schaltz, turistchef Lise Simon og ejendomsmægler Finn Helge Christensen, samt repræsentanter for Bygningskultur Danmark, Socialministeriet og RUC, der alle besidder stor viden på området.

Ekspertpanelet skal være med til at komme med en anbefaling af, hvilke ideer der - set i sammenhæng med kommunens analyse - vil have den største demonstrationsværdi og gøre den største forskel i forhold til en positiv udvikling på Lolland. Alle ideerne vil blive drøftet mellem kommunen og Realdania inden de endelige projektforslag forelægges byrådet til godkendelse.

Selvom en idé ikke kommer med i MULIGHEDERNES LAND, behøver den ikke at gå tabt, understreger Hans Ole Sørensen:
- Netop nu sker der mange ting, som peger fremad for Lollands landdistrikter. Kommunen er i færd med at udarbejde en kommuneplan, hvor ideer fra MULIGHEDERNES LAND også kan indgå, og med oprettelsen af LAG Lolland er det blevet lettere at få støtte til lokale udviklings-projekter.

Fakta
Med projektet MULIGHEDERNES LAND sætter Realdania i samarbejde med Lolland Kommune, Thisted Kommune og Bornholm Kommune fokus på at undersøge og udvikle alternative bæredygtige strategier for yderområdernes landdistrikter og landsbyer.

MULIGHEDENES LAND løber fra 2007-2011 og har i Lolland Kommune et budget på 60 mio. kr., hvoraf Realdania bidrager med 30 mio. kr.

Det samlede budget for hele projektet MULIGHEDERNES LAND i Lolland, Thisted og Bornholms Kommuner er på godt 190 mio. kr. Hertil kommer et tværgående spor, hvor der udvikles nye metoder og indhentes erfaringer fra udlandet og anden relevant viden for projektet. Desuden etableres et netværk mellem de tre kommuner, ligesom der efterfølgende bliver gennemført en evaluering.

For yderligere information om projektet, kontakt projektleder Steen Frederiksen fra Lolland Kommune på telefon 29 42 73 03 eller e-mail stefr@lolland.dk eller projektleder Karen Skou, Realdania, på telefon 29 69 52 15 eller på e-mail ks@realdania.dk

For uddybende udtalelser kontakt venligst formand for Erhverv- og Kulturudvalget i Lolland Kommune, Hans Ole Sørensen på telefon 40 31 15 99 eller e-mail haos@lolland.dk eller projektleder Karen Skou, Realdania tlf. 32 88 52 15, ks@realdania.dk.