Et stort skridt er taget for Musikkens Hus i Nordjylland

Pressemeddelelse

27. februar 2004

Fonden Musikkens Hus i Nordjylland og Statens Forsknings- og Uddannelsesbygninger har udsendt følgende pressemeddelelse: Bygherrerne for Musikkens Hus har nu som aftalt modtaget dispositionsforslaget til Musikkens Hus fra det østrigske arkitektfirma COOP HIMMELB(L)AU. Forslaget er netop modtaget, og bygherrernes eksperter er nu i fuld gang med at analysere forslaget nærmere.

Det umiddelbare indtryk er meget lovende, men på nuværende tidspunkt er det ikke muligt at sige, om det i enhver henseende lever op til de krav, bygherrerne har stillet.

Indtrykket er lovende, fordi COOP HIMMELB(L)AU har arbejdet målbevidst på at få projektet tilpasset den økonomiske ramme. Udgangspunktet for det videre arbejde er, at bygningen efter COOP HIMMELB(L)AU’s vurdering med det foreliggende dispositionsforslag er optimeret og effektiviseret arealmæssigt, volumenmæssigt og økonomisk, så projektet efter arkitektfirmaets skøn nu passer til budgettet.

Trods den betydelige optimering af forslaget har projektet efter bygherrernes vurdering bevaret sin meget høje arkitektoniske profil og fremtræder fortsat som et meget spændende og flot bearbejdet forslag, der på original vis ikke bare har bibeholdt, men videreudviklet ideerne og raffineret formsproget fra det oprindelige forslag.

Men som sagt skal forslaget nu granskes nøje, om end førstehåndsindtrykket også arkitektonisk er meget positivt.  Bygherrerne ser derfor mulighed for, at der med dette er skabt et solidt grundlag for det videre samarbejde med COOP HIMMELB(L)AU.

Belært af de hidtidige erfaringer maner bestyrelsesformand for Fonden Musikkens Hus i Nordjylland Sven Caspersen til forsigtighed, idet han uddyber forudsætningerne for det videre projekteringsarbejde:

- Et dispositionsforslag rummer altid en række forudsætninger og antagelser, der først må vurderes nærmere, før det kan siges om opgaven er lykkedes, og om der er det fornødne grundlag for at fortsætte projekteringsarbejdet. Disse usikkerheder skal sammen med funktioner og disponeringerne analyseres nærmere, ligesom grundlaget for arkitekternes skøn over byggeudgifterne skal vurderes og granskes nøjere.

I de kommende uger vil vi derfor i samarbejde med de respektive brugere af faciliteterne vurdere forslagets arealdisponeringer og funktioner, samt arkitekternes skøn over byggeudgifter nærmere. Først når vi har foretaget en samlet vurdering af forslaget, vil bygherrerne på et Styregruppemøde den 24. marts træffe endelig beslutning om fortsættelse af projektet ind i den næste fase.

Sven Caspersen forventer, at der vil gå i hvert fald 3 – 4 uger, før bygherrerne har fået analyseret og gransket det foreliggende dispositionsforslag til bunds og derved har fået skabt et solidt beslutningsgrundlag for Styregruppen.

- Men vi kan allerede nu konstatere, at der er tale om et bygningsværk, som vil være et vartegn for en dynamisk udvikling af Aalborg og Nordjylland både kulturelt og erhvervsmæssigt, udtaler Sven Caspersen.

 

Yderligere oplysninger ved
Bestyrelsesformand Sven Caspersen
Telefon 98 13 42 65 eller 40 18 15 80

{{ title }}

{{ description }}