x

Et ønske om et minisamfund

Ejerparret på Nørholm ønskede at genskabe herregården som minisamfund. På Nørholm havde østfløjens smedje og snedkerværksted længe været brugt som pulterkammer, det ønskede ejerne at indrette til værelser og fællesrum.

Autenciteten bevares 

Nørholms ejerpar, Karl og Martha Nielsen, har tilstræbt at bevare bygningen så originalt som muligt. De tror på, at man holder ejendommens værdi bedst, hvis herregården bevares så tæt på det oprindelige udgangspunkt som muligt. Autenticiteten ligger i østfløjens grove karakter, og værkstedets funktionsændring er derfor udført med respekt for den oprindelige rumstruktur, detaljer og materialer og uden ændringer i bygningens ydre. Selvom murværket nænsomt er sat i stand og træværket nymalet, ligner Nørholms østfløj stadig sig selv. Konkret er det lykkedes at indrette de fem værelser med tilhørende badeværelser uden at ændre ved den oprindelige grundplan. Man har ganske vist ændret bygningens brug, men det er gjort på husets betingelser. Den nye funktion er indpasset i den grundplan, som huset havde i forvejen, med en gennemgående væg, trefagsrum og ét stort fællesrum med åbent ildsted, der nu fungerer som pejs.

I dag er det et minisamfund

Foruden godsejerparrets egen bolig, er der i dag i alt ti boliger på herregården. Nørholm er altså blevet det lille samfund, som ejerne ønskede. I 2014 byggede ejerne videre på de gode resultater ved også at omdanne den yderste del af østfløjen til værelser. Projektet har resulteret i kontorer og lejligheder i herregårdens østfløj på 450 kvm.  

 

Fremtidens Herregård - kampagnen

Siden 2008 har vores kampagne Fremtidens Herregård arbejdet for fremsynede initiativer og idéer, der puster nyt liv i herregårdenes historiske bygninger og bidrager til at sikre og udvikle de unikke kulturværdier. 

Med kampagnen har vi  afholdt tre idékonkurrencer, hvor alle herregårdsejere var inviteret til at byde ind. I alt har 36 projekter fået støtte til at gøre den gode idé bedre, og 24 herregårde har fået støtte til at føre den ud i livet.

Fremtidens Herregård