x

Naturvidenskaberne får eget undervisningslaboratorium

Pressemeddelelse 19. oktober 2009

Torsdag d. 22. oktober indvies Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro. Blandt andre deltager Undervisningsminister Bertel Haarder og Johan Olsen, forsanger for Magtens Korridorer og forsker i store molekyler. Huset skal virke som et undervisningslaboratorium, hvor nye koncepter for naturfagsundervisning udvikles og demonstreres.

Danmark uddanner alt for få inden for de naturvidenskabelige og tekniske discipliner. Udviklingen er alvorlig af flere grunde. Ikke mindst fordi den truer dansk erhvervslivs adgang til uddannet arbejdskraft med naturvidenskabelige og teknisk/ingeniørfaglige færdigheder. Derfor er der behov for, at interessen for naturfag allerede grundlægges hos børn og unge allerede i skolen.

I 2003 besluttede en gruppe fra kommune, amt, virksomheder og uddannelsesinstitutioner at udvikle et naturfags-undervisningslaboratorium. Der skulle være ”højt til loftet” og fokus på at gå nye veje i jagten på metoder og koncepter for naturfagsundervisning, der tænder og engagerer eleverne. Resultatet kan nu vises frem, når Naturvidenskabernes Hus slår dørene op for første gang d. 22. oktober. Huset danner i sig selv et forum for, at grundskoler, gymnasier og virksomheder kan møde hinanden til gensidig inspiration.

De nye undervisningskoncepter udbydes i huset, og det har krævet nytænkende indretning. Direktør for Naturvidenskabernes Hus, Mai Louise Agerskov forklarer:
”Naturvidenskabernes Hus er et bud på fremtidens skole, uden et eneste klasseværelse. I stedet er der store fleksible rum, hvor scenen kan indrettes afhængigt af behovet i den konkrete læringssituation. Huset giver mulighed for at eksperimentere med helt nye indlæringsformer, der i højere grad bygger på elevaktivitet og interaktiv læring med brug af nyeste it.”

Undervisningsindholdet hentes så vidt muligt fra virkeligheden i konkrete virksomheder og forskningsmiljøer. Det er målsætningen at give eksempler på undervisning, der tager afsæt i autentiske problemstillinger, men som samtidig gennemføres, så eleverne lærer det de skal ifølge bekendtgørelserne. Det skal være sjovt, men kun som motivationsmiddel for at lære.

Direktør for Naturvidenskabernes Hus, Mai Louise Agerskov forklarer:
”I Naturvidenskabernes Hus er læringen i centrum. Gerne kombineret med en oplevelse, men aldrig omvendt.”

Aktiviteterne i Naturvidenskabernes Hus vil ligge inden for følgende områder:

  • Udviklingsprojekter, der afsøger og oparbejder viden om hvilke elementer, der er afgørende for at lave naturfagsundervisning, der giver interesserede og dygtige elever 
  • Kursusvirksomhed, konferencer og konsulentydelser, der udbreder viden og inspirerer naturfagslærere, skoler og gymnasier til undervisning, der højner interessen for fagene 
  • Undervisningsforløb, der omsætter viden til paradigmatiske undervisningsforløb, som kan afprøves i huset af en klasse med lærer 

Aktiviteterne vil gennemføres i et tæt samarbejde med naturfagslærerne, der er husets vigtigste målgruppe. Naturvidenskabernes Hus er en selvejende non-profit institution, der lever af fondsmidler og støtte fra erhvervslivet.

Naturvidenskabernes Hus – et fyrtårn for naturvidenskab

Visionen med bygningen Naturvidenskabernes Hus har været at skabe en bygning, som i sin arkitektur udstråler naturvidenskab. Bygningen skal i sig selv vække undren, nysgerrighed og lyst til at eksperimentere. Bygningen er gennemført med synlige installationer og har jordvarme, naturlig ventilation, regnvandsopsamling og behandling samt et CTS-system som styrer både klima og lys i bygningen. Dermed bliver bygningen i sig selv et læringsmiddel, som kan bruges til at formidle noget af den grundlæggende naturvidenskab og teknik, der er fundament for vores moderne liv.

Koncernbestyrelsesformand Niels Due Jensen fra Grundfos glæder sig over åbningen: ”Naturvidenskabernes Hus kan forvente sig godt naboskab og samarbejde med Grundfos, hvor vi kan inspirere hinanden og skabe opmærksomhed og interesse blandt børn og unge for naturvidenskabens forunderlige verden. Dybest set skal det hele jo ende ud i, at vi får udnyttet vores fælles ressourcer, så vores børn og børnebørn får en endnu bedre verden at leve i, og her er naturvidenskaben en af de måder, hvorpå vi kan finde nye veje til en grønnere fremtid.”

Hans Peter Svendler, direktør i Realdania, siger om Realdanias støtte til Naturvidenskabernes Hus: ”Naturvidenskabernes Hus er nyskabende, og dets arkitektur understøtter visionen om at være et fyrtårn for naturvidenskabelig undervisning i Danmark. Husets eksperimenterende og udfordrende indretning vil gøre det til et attraktivt ”laboratorium” for elever, lærere, forskere og erhvervsfolk, som kan mødes i kreative rammer. Noget, som jeg er sikker på, vil komme naturvidenskabelig undervisning i Danmark til stor gavn fremover.”

Også Viborg Kommune har bidraget økonomisk til Naturvidenskabernes Hus. Om baggrunden siger borgmester (og ingeniør) Johannes Stensgaard: ”Jeg er meget glad for, at vi med dette naturvidenskabelige fyrtårn i Bjerringbro kan bidrage til at kaste spændende lys over naturvidenskaben blandt børn og unge. Viborg Kommunes bidrag er en investering i ungdommen, i nysgerrigheden og i eksperimentet – størrelser der er nødvendige for at styrke den interesse for naturvidenskab, der er så vigtig for landets erhvervsinteresser.”

Et samlingspunkt for grønne virksomheder

Naturvidenskabernes Hus er en grøn bygning og er demonstrationshus for Energi og Miljø i Region Midtjylland. Huset vil danne ramme om konferencer og netværksaktiviteter indenfor grøn teknologi. Fra åbningsdagen og året ud udstiller 20 virksomheder inden for grøn teknologi i bygningen. Udstillingen giver et samlet overblik over de produkter, teknologier og viden, der indgår i planlægning, opførsel og styring af grønne bygninger. Udstillingen er gratis at besøge.

På åbningsdagen vil der i huset blive givet eksempler på kommende aktiviteter i bygningen. I husets værksteder vil børn og unge guidet af undervisere demonstrere undersøgende arbejde med robotter, astronomi, iværksætteri og håndværk, bioteknologi og animationer som et middel til naturvidenskabelig læring. Allerede ugen efter åbningen vil 100 personer arbejde i bygningen i forbindelse med afholdelse af klimakonference for 50 udvalgte talentfulde gymnasielever, grundskolelærere på kursus og projektaktiviteter bygningen.

Donatorer

Bygningen Naturvidenskabernes Hus er opført med tilskud fra:
  • Realdania 18.800.000 kr. 
  • Viborg Kommune 17.886.920 kr. 
  • Poul Due Jensens Fond 17.500.000 kr. 
  • Industriens Fond 1.500.000 kr. 
  • Nordea Danmark Fonden 1.180.000 kr. 
  • Foreningen Hedeselskabet 800.000 kr. 
  • Otto Mønsteds Fond 50.000 kr. 

Byggeriet er blevet opført i partnering i hovedentreprise af bygherre, Fonden Naturvidenskabernes Hus, bygherrerådgiver Rambøll Danmark, totalrådgiver NORD Arkitekter i samarbejde med COWI og hovedentreprenør MT Højgaard. Byggeriet er blevet afleveret til tiden bortset fra to gange hærværk, der har forsinket byggeriet, og til den fastsatte pris.