Naturvidenskabernes Hus – undervisning i naturvidenskab på den sjove måde!

Pressemeddelelse

21. april 2006

De sidste brikker ser nu ud til at falde på plads for etableringen af Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro, som skal være et regionalt og nationalt laboratorium for udvikling af den naturvidenskabelige undervisning i det danske skolesystem. Det langsigtede mål er blandt andet at tiltrække flere unge til de naturvidenskabelige fag. Realdania støtter etableringen af Naturvidenskabernes Hus med 16 mio. kr.

Naturvidenskabernes Hus skal være en bygning som i sin arkitektur udstråler naturvidenskab. Bygningen skal udefra og indefra i sig selv vække undren, nysgerrighed og lyst til at eksperimentere, så det ydre understøtter det indre liv.

I Naturvidenskabernes Hus vil repræsentanter for erhvervsliv og uddannelsesverden i fællesskab sætte fokus på at udvikle undervisningen i de naturvidenskabelige fag. Huset skal være et laboratorium for eksperimenter med naturfagsundervisning, som fører frem til nye koncepter for undervisning, der gennem forskning opsamles og udbredes til de danske uddannelsesinstitutioner.

Naturvidenskabernes Hus skal være et 0-energihus med både jordvarme, solvarme, vindenergi og egen vejrstation, hvor data konstant er synlige på informationsskærme, der befinder sig på centrale steder i huset. Bygningen bliver dermed i sig selv et undervisnings- og læringsværktøj inden for viden om energiformer og energiomsætning.

Husets forskellige læringsrum fortsætter udenfor huset. Her vil der være behov for væksthuse til forsøg med planter, åbent vand med bevoksning og insektliv og værksteder og skure til bygning af for eksempel prototyper af vindmøller, solfangere og andre konstruktioner i forbindelse med arbejde med iværksætteri og selvstændighedskultur.

Den 3,5 ha store grund vil herudover give plads til faciliteter, som opfordrer til leg og læring for børn i førskolealderen. Denne gruppes interesse for naturfag stimuleres gennem tiltag, der henvender sig til sanse- og bevægeapparatet.

Naturvidenskabernes Hus vil i sit arbejde satse regionalt og nationalt, men den første spire til idéen opstod lokalt i et samarbejde mellem lederen af Bøgeskovskolen og rektor for Bjerringbro Gymnasium. Det lokale initiativ er gennem to år videreudviklet i et samarbejde mellem Bjerringbro Kommune, Viborg Amt, CVU Midt-Vest, Elmuseet, Århus Universitet, Grundfos og andre offentlige og private virksomheder til et regionalt/nationalt projekt.

”Naturvidenskabernes Hus indeholder en række spændende aspekter i relation til det byggede miljø og samspillet mellem naturfag, tværfaglighed, pædagogik og arkitektur”, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania, ”Og samtidig er der tale om et lokalt/regionalt initiativ, der henvender sig mod globale problemstillinger og national kompetenceudvikling”.

"Det er dejligt, at vi med tilsagnet om støtte fra Realdania nu er så langt med finansieringen, at formandskabet for Naturvidenskabernes Hus tør sige, at projektet bliver realiseret, siger borgmester i Bjerringbro, Poul Vesterbæk, ”Den meget positive respons vi har fået lige fra starten for godt 2 år siden, fra erhvervslivet, universiteter, fonde, ministre, kommuner og amt har gjort, at vi har kæmpet for ideen om et nyt og banebrydende projekt til fremme af naturvidenskaberne i Danmark. Sammenspillet imellem erhvervsliv, undervisning og forskning vil skabe nytænkning. En stor tak til hovedsponsorerne, Realdania, Poul Due Jensens Fond (Grundfos) og Ny Viborg Kommune."

Yderligere oplysninger 
Direktør Hans Peter Svendler, Realdania, tlf. 70 11 66 66 
Borgmester Poul Vesterbæk, Bjerringbro Kommune, tlf  87 51 51 51 
Rektor Harald E. Mikkelsen, CVU Midt-Vest, tlf. 70 23 46 23

Fakta

Foreløbige bidragydere til Naturvidenskabernes Hus 

  • Fonden Realdania 
  • Poul Due Jensens Fond 
  • Bjerringbro Kommune 
  • Viborg Kommune 
  • Fjends Kommune 
  • Møldrup Kommune 
  • Karup Kommune 
  • Hedeselskabet A/S 
  • Otto Mønsteds Fond 
  • Nykreditfonden

Naturvidenskabernes Hus – vision

I Naturvidenskabernes Hus vil repræsentanter for erhvervsliv og uddannelsesverden i fællesskab sætte fokus på at udvikle undervisningen i de naturvidenskabelige fag. Huset skal være et laboratorium for eksperimenter med naturfagsundervisning, som fører frem til nye koncepter for undervisning, der gennem forskning opsamles og udbredes til de danske uddannelsesinstitutioner.

Det er visionen at bygge et hus, hvor helheden af arkitektur, teknologi, undervisnings-materialer og rum for undervisning og læring til stadighed kan danne de bedste rammer om udvikling af naturfagsundervisning til glæde for børn og unge – og på længere sigt til gavn for erhvervsliv og samfund.

Naturvidenskabernes Hus vil således bidrage til at naturfagsundervisningen i de danske skoler og gymnasier bliver sjovere og mere spændende. Huset skal gøre det ”in” at beskæftige sig med naturvidenskabelige fag i skolen – og senere, når de unge skal vælge karrierevej.

Naturvidenskabernes Hus – mål og midler

Naturvidenskabernes Hus vil interesse sig for alle elementer, som er med til at skabe en bedre naturfagsundervisning: valg af indhold af undervisningen, undervisningsmaterialer og læremidler, undervisningens fysiske rum, undervisningens organisering, elevernes forudsætninger og motivation, forældrenes interesse og opbakning, skolens åbenhed overfor det omgivende samfund og evne til at inddrage lokale virksomheder og museer i undervisningen. Disse elementer og deres indbyrdes samspil er overordnet set genstanden for arbejdet i naturvidenskabernes Hus.

Kerneaktiviteter i Naturvidenskabernes Hus

  • Samarbejde med erhvervslivet 
  • Efteruddannelse af lærere 
  • Undervisningsprojekter 
  • Forsøgsundervisning af grundskole- og gymnasieelever 
  • Konferencer og mødevirksomhed

 

{{ title }}

{{ description }}