Odense iværksætter sit kreative potentiale - Fonden Realdania støtter med 50 mio. kr.

Pressemeddelelse

22. marts 2005

Fonden Realdania og Odense Kommune har indgået en partnerskabsaftale som et led i udmøntningen af Odenses nye kulturstrategi. Aftalen indebærer, at Realdania bidrager med op til 50 mio. kr. til forskellige projekter, der vil styrke og udvikle eksisterende og nye kulturmiljøer i byen. Odense har i alt afsat 385 mio. kr. over de næste ti år til at udvikle byens kulturliv.

Odense vil med sin nye kulturstrategi markere sig endnu stærkere som kulturby. Det skal ske ved at satse på udvikling af det kreative miljø, flere kulturoplevelser og ikke mindst tættere alliancer mellem byens kulturaktører. Partnerskabsaftalen med Realdania er et betydeligt element i at nå disse mål.

 

- Realdanias støtte til denne udvikling ser vi som en flot opbakning og et vigtigt incitament til den kreative proces vi står midt i. Kulturstrategien skal sætte Odense på det kulturelle landkort og vi vil over de næste 10 år investere op mod en halv mia. kr. i kulturinitiativer i Odense. Strategien skal bygge videre på det store engagement der har været i Odense omkring hele processen, udtaler borgmester Anker Boye.

 

Realdania ønsker at støtte udviklingen af Odenses kreative potentialer ved at indgå en partnerskabsaftale med kommunen. Formålet er at realisere en række fysiske projekter i relation til Odense Kommunes nye kulturstrategi. Adm. direktør Flemming Borreskov, Realdania, udtaler i den forbindelse:

 

- Odense Byråd har vedtaget en ambitiøs kulturstrategi, som bidrager til at gøre Odense til en toneangivende kulturby. Denne strategi vil Realdania gerne være med til at føre ud i livet gennem 4-6 nyskabende og perspektivrige projekter, som  har fokus på at styrke vækstlagene og skabe livskvalitet gennem det byggede miljø.

 

Endnu er der ikke taget endelig beslutning om hvilke konkrete projekter, man ønsker gennemført ud over en prioritering af området omkring Brandts Klædefabrik med det formål at styrke allerede eksisterende kulturelle aktiviteter.

 

Som en del af partnerskabsaftalen er disse projekter omkring Brandts Klædefabrik prioriteret:

  • Kulturmaskinen - et bofællesskab mellem Badstuen,Internationalt Hus og Studenterhuset med henblik på at skabe et nyt kulturelt kraftcenter med internationalt præg i midtbyen.
  • Magasinet - renovering af Magasinet. Ideen er at skabe et tidssvarende spillested i samspil med Kulturmaskinen, placeret ved Brandts Klædefabrik.
  • Pladsen mellem Kulturmaskinen og Magasinet samt forbindelsen til pladsen foran Brandts Klædefabrik.

Desuden har Odense Kommune og Realdania drøftet følgende projekter:

  • Innovationens Hus - et mødested for kreative aktører, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, forskning og kultur. Målet er at skabe et kreativt miljø, kan udviklet nye virksomheder og arbejdspladser.
  • Byrum i relation til projekter, der bliver gennemført som led i kulturstrategien. Eksempelvis: Ankomstpladsen ved Brandts Klædefabrik, pladsen ved Odense Banegårdscenter og pladsen ved Vandkulturhuset og overgangen til Eventyrhaven.

Partnerskabet organiseres i en partnerskabsbestyrelse bestående af borgmester Anker Boye og adm. direktør Flemming Borreskov.  Der nedsættes samtidig en styregruppe bestående af stadsdirektør Jørgen Clausen og direktør Hans Peter Svendler samt en arbejdsgruppe bestående af relevante forvaltninger, Realdania og relevante kulturinstitutioner. Partnerskabsaftalen skal endeligt godkendes af Odense byråd den 30. marts 2005.  

Yderligere oplysninger
Borgmester Anker Boye, Odense Kommune, telefon 65 51 10 00.
Adm. direktør Flemming Borreskov, Fonden Realdania, telefon 70 11 66 66.

{{ title }}

{{ description }}