Fuld opbakning til Øhavets Restaureringscenter

Pressemeddelelse

30. marts 2012

Ærø Kommune og Realdania samt den almennyttige erhvervsfond Grennessminde Birkerød bakker fortsat fuldt ud op om etableringen af Øhavets Restaureringscenter. Alle tre parter bidrager til at sikre driften i en 5-årig indkøringsperiode. Samtidig er der udarbejdet en ny plan for brugen og den fremtidige aktivitet omkring Ærøskøbing Havn.

Efter Helvegsmindes konkurs har der hersket tvivl om fremtiden for Øhavets Restaureringscenter. Ærø Kommune, Realdania og Grennessminde Birkerød er enige om at fortsætte etableringen af projektet og omdanne Ærøskøbing Havn til et arbejdende kulturbevarings- og formidlingscenter, der samtidig skal fungere som ramme for et uddannelses- og beskæftigelsesprojekt og dermed stadig være Danmarks eneste reparationsværft for nittede jern- og stålskibe.

Øhavets Restaureringscenter skal desuden være omdrejningspunkt for en række øvrige brugere og aktiviteter omkring arbejdet med bygningsbevaring og med bevaring af gamle håndværk. Alt sammen i en oplevelsesmæssig sammenhæng i samarbejde med Ærø Turist- og Erhvervsforening, de ærøske museer, Ærø Efterskole og med Udviklingsfonden som driftsherre.

Det er generelt en stor udfordring at starte nye initiativer som Øhavets Restaureringscenter, og det kræver stor opbakning fra både lokalsamfundet, myndighederne og bidragydernes side. Heldigvis er der fortsat mange gode lokale kræfter, som – sammen med parterne bag projektet – støtter op om  Øhavets Restaureringscenter.

Allerede i april begynder selve arbejdet på havnen med bl.a. beddingen, og til sommer vil en række aktiviteter skabe liv i området. Det er planen løbende at udvide aktiviteterne og ibrugtagningen af området  helt frem til foråret 2014, hvor det samlede kompleks forventes at stå færdigt.

FAKTA

Om Øhavets Restaureringscenter
Øhavets Restaureringscenter bliver realiseret i et partnerskab mellem Ærø Kommune, Udviklingsfonden og Realdania og med støtte fra Regionens vækstforum.

Udviklingsfonden, en socialøkonomisk almennyttig virksomhed, er etableret med det formål at udvikle og drive aktiviteter på det tidligere værftsområde i Ærøskøbing med særligt hensyn til, at disse aktiviteter kan tilpasses sent udviklede og bogligt svage unge. udviklingsfonden.dk

Blandt andre Ærø Kommune, Ærø Turist- og Erhvervsforening, Ærø Efterskole og den almennyttige erhvervsdrivende fond Grennessminde Birkerød er repræsenteret i Udviklingsfondens bestyrelse.

Driften af Øhavets Restaureringscenter forankres i et partnerskab mellem Ærø Kommune og Udviklingsfonden.

 

{{ title }}

{{ description }}