x

På sporet af det gamle Odense

Pressemeddelelse 2. februar 2015

Træd over dørtærsklen og oplev et af Odenses absolut ældste huse. Et hus, som også gjorde indtryk på den unge H. C. Andersen, da han for 200 år siden trådte sine barnesko i Odenses gader og stræder. Kom indenfor den 17.februar

2.350 fodspor i størrelse 47. Så mange spor er der lagt ned i fortove og belægninger i H.C. Andersens fødeby Odense. Tilsammen danner de en lille spadseretur forbi en lang række af de steder, som havde afgørende betydning for digterens barndom i det centrale Odense og for hans eventyrlige forfatterskab: Hans fødehjem, fattiggården, vaskepladsen, tugthuset osv. - alle de steder, som udgjorde barndommens land for den høje, tynde dreng med de store fødder.

Fodsporene fører også forbi et skævt og meget gammelt hus i Nørregade. Et hus, som H.C. Andersen tydeligt husker fra sin barndom: "Der var omme i gaden et gammelt, gammelt hus, det var mere end 300 år, det kunne man læse sig til på bjælken, hvor årstallet var skåret ud tillige med tulipaner og humleranker; der stod hele vers bogstaverede som i gamle dage".

Erindringen kan læses i eventyret "Det gamle hus", og det hus, som den unge Andersen husker, er Oluf Bagers Mødrene Gård; munkestenshuset med de svungne renæssancegavle i Nørregade 29.

Et af Odenses ældste huse

Oluf Bagers Mødrene Gård er et af Odenses ældste verdslige huse, og selv om århundreders slid har sat sine spor, og selv om huset gennem årene er udvidet og ombygget adskillige gange og har ændret udseende og funktion, så det behagede skiftende besiddere og beboere, så emmer det stadig af historie.

Her i køkkenet hænger fortsat den lille klokke til minde om dengang, man 'ringede på pigen'. I den tidligere strygestue er den lille ovn til opvarmning af strygejern bevaret, og i den fine stue ud mod Nørregade troner den gamle kakkelovn med ægte hollandske kakler. På loftet ses det gamle hejseværk, og i det tidligere gæsteværelse er en gammel håndmalet teaterkulisse opspændt som væglærred…

Det hele blander sig med moderne kontorfaciliteter, og i denne smeltedigel af nyt og gammelt holder Realdania Bygs Odense-kontor til. Der er liv og aktivitet i bygningsarven.

Træd over dørtærsklen til mere end 400 års historie og følg i hælene på Realdania Bygs vicedirektør Peter Kjølby, når han viser rundt i de historiske rammer og fortæller om husets historie, om restaureringen og om Realdania Bygs arbejde med at skabe levende bygningsarv over hele landet.