x

Ny plads binder nyt og gammelt sammen i Odense

Pressemeddelelse 2. marts 2016

Endnu en brik er faldet på plads i den store omdannelse af Thomas B. Thriges Gade i Odense: En ny plads i byens centrum bliver bindeled mellem den nye bydel og de historiske bykvarterer.

”Oluf Bagers Plads”. Det bliver navnet på en ny og rekreativ plads, som om få år bliver en del af det odenseanske bybillede. Bag den nye plads står Realdania By & Byg, som for nylig har indgået aftale med Odense Kommune om fordeling af arealerne.

I foråret indbydes fire arkitektfirmaer til en konkurrence om projekteringen af den nye plads, hvor der også skal opføres to nye byhuse. 

Kappede slægtsbånd genskabes

Både pladsen og de nye bygninger anlægges i forlængelse af den fredede ejendom, Oluf Bagers Mødrene Gård, i Nørregade 29. Her har Realdania By & Byg kontorfaciliteter, og her vil det historiske gårdmiljø indgå som led i den nye pladsdannelse med passage fra Nørregade og Hans Jensens Stræde.

- Vi er glade for, at vi med dette byrumsprojekt kan støtte den samlede omdannelse og føje et nyt kapitel til bydelen. Pladsen og de nye bygninger vil være med til at genskabe de kappede slægtsbånd mellem byens historiske bebyggelser, og via passager bliver der skabt et naturligt forløb for fodgængere, der færdes mellem den historiske bykerne og det nye Thomas B. Thrige-område, siger Realdania By & Bygs administrerende direktør Peter Cederfeld. 

Erfaringer fra MiniCO2-huse i Nyborg

Intentionen med den nye plads er at skabe et grønt opholdssted med siddepladser, adgang til letbanen og nedgang til den nye parkeringskælder. De to nye etageejendomme indrettes med både bolig og erhverv i form af kontor, detailhandel eller restauration.

- Ved opførelsen af de to ejendomme inddrages Realdania By & Bygs erfaringer fra de såkaldte MiniCO2-Huse i Nyborg. Her opførte vi for få år siden seks enfamiliehuse, som viser, hvordan det kan lade sig gøre at reducere ressourceforbrug og begrænse CO2-udledning i forskellige faser af en bygnings levetid – bl.a. ved at bruge CO2-neutrale, miljøvenlige, genanvendelige og langtidsholdbare byggematerialer. Disse erfaringer tager vi med til Oluf Bagers Plads, siger Realdania By & Bygs arkitekt og projektleder Frants Frandsen.

Forskellige former for klimatilpasning

Både pladsen og de to nye huse vil integrere forskellige løsninger inden for klimatilpasning. På pladsen skal der bl.a. afprøves nye muligheder for opsamling og bortledning af regnvand og tagvand fra de to bygninger og selve pladsen.

I bygningerne integreres fremsynede og bæredygtige løsninger inden for forbrugs- og energibesparende styringssystemer, regnvandshåndtering og dagrenovation, ligesom miljørigtige materialer skal være med til at sikre et sundt indeklima, reduceret vedligehold og lang levetid. Det forventes, at byggeprocessen går i gang i 2017.

Om Thomas B. Triges Gade projektet (TBT), Fra Gade til By

Den firesporede Thomas B. Thriges Gade har siden 1960'erne skåret Odenses midtby over i to dele. Nu forvandles området til et levende og aktivt byområde.

I sommeren 2014 blev gaden lukket for gennemkørende trafik, og byggeriet i projektområdet gik i gang.  Den nye bydel, som vokser frem, skal primært bestå af boliger, men også kontorer, butikker, kulturinstitutioner, restauranter og caféer.

Under jorden vil der være parkering for biler, mens der over jorden kommer grønne torve og byrum. Fodgængere og cyklister skal have trygge ruter, og der skal gøres plads til en letbane.

Bag det historiske byomdannelsesprojekt står Odense Kommune og Realdania. Datterselskabet Realdania By & Byg ejer to byggefelter i projektområdet og bidrager til det samlede projekt med to nye bygninger og en ny plads.

Om det nye byrumsprojekt, Oluf Bagers Plads

Projektet kombinerer udformningen af en ny pladsdannelse, Oluf Bagers Plads, med opførelse af to nye bygninger, som tilsammen indgår i et samspil med den historiske bebyggelse i det mere end 500 år gamle bygningskompleks, Oluf Bagers Gård, strædebebyggelsen Hans Jensens Stræde og Nørregade, hvor Oluf Bagers Plads skal sammenflette det omliggende bykvarters arkitektoniske og kulturhistoriske kvaliteter med letbanearealet og TBT-projektets nye bebyggelse. 

Projektet skal knytte de længe kappede slægtsbånd mellem de historiske bebyggelser på begge sider af TBT-projektet sammen. Samtidig skal det nye byrum skabe livskvalitet og brugeraktiviteter gennem en fælles oplevelse af stedet som en samlende kraft mellem nyt og gammelt. Oluf Bagers Plads vil blive en integreret del af projektet og fremstå som det nye ”semi-offentlige byrum” med større visuel åbenhed og kontakt via nye indkig og passager i et naturligt forløb for fodgængere mellem den historiske bykerne og det nye TBT-område.