Konference 15. maj på Christiansborg: 25 kommuner på forkant

Nyhed

11. maj 2017

Hvordan skaber vi en balanceret udvikling i hele Danmark – også de steder, hvor det ikke sker af sig selv? Mandag den 15. maj sætter kampagnen På forkant det spørgsmål under lup på en konference på Christiansborg. Samtidig kommer en ny publikation på gaden, som samler op på 25 kommuners erfaringer med at udvikle langsigtede strategier, der skal ruste dem til fremtiden.

Indblik i viden, metoder og erfaringer fra 25 kommuners langsigtede strategier. Det er i fokus, når kampagnen På forkant runder af med en konference på Christiansborg på mandag den 15. maj.

 

Siden 2014 har kampagnen støttet kommuner i yderområderne i at udvikle langsigtede strategiplaner. Strategierne skal være med til at sætte gang i den nødvendige omstilling, tilpasning og udvikling. Undervejs er metoder, samarbejdsformer og strategiske greb udviklet og testet. Og en ny kurs er sat. Målet er at understøtte en positiv udvikling, som gavner hele Danmark.

 

Bag På forkant står et partnerskab af Erhvervsministeriet ved Erhvervsstyrelsen, KL og Realdania.

 

Det sker på konferencen

Med Clement Kjersgaard ved roret giver konferencen viden og inspiration til, hvordan yderområdernes kommuner kan arbejde med erhvervsudvikling, bosætning, borgerinddragelse og differentieret udvikling. Samtidig lanceres en ny publikation. Her samles op på kommunernes og kampagnens erfaringer.

 

En rundbordssamtale mellem erhvervsminister Brian Mikkelsen, direktør i KL Laila Kildesgaard og adm. direktør i Realdania Jesper Nygård sparker dagen i gang. Konferencen byder derudover på debatter mellem landspolitikere, borgmestre, eksperter, erhvervsliv, ildsjæle og mange andre aktører. Diskussionsemnerne vil blandt andet være: Hvordan tiltrækker vi tiltrækker og fastholder borgere til yderområderne? Hvordan skaber vi de bedste forudsætninger for erhvervslivet? Og hvilken rolle spiller kommunens samarbejde med borgerne?

 

Der er ikke flere ledige pladser. Men konferencen kan følges via livestream: http://video.realdania.dk/25-kommuner-pa-forkant


Bestil publikationen ’Kommuner på forkant – 25 strategier viser nye veje’

Hent publikationen 
Den kan også bestilles ved at skrive til mef@realdania.dk

{{ title }}

{{ description }}