Fart på farverne både ude og inde

'Det er Lyngby befolknings søndagsfornøjelse at tage ud og grine af det'. Sådan sagde den norskfødte arkitekt Edvard Heiberg for 90 år siden om det hus, han havde bygget til sig selv og sin familie på en villavej i Virum.

Med bladgrønne vinduesrammer, gul facade og en skakternet terrasse i røde og grå farver er det da heller ikke svært at forestille sig, at den aparte bolig i 1920'erne må have været et yndet udflugtsmål for et godt grin. Det fortælles tilmed, at selv kongen - Christian den Tiende - væmmedes ved dette hus. Når han opholdt sig på Sorgenfri Slot og var på ridetur i området, vendte han demonstrativt hovedet den anden vej, når han passerede villaen i Virum.

- Der er ingen tvivl om, at Heibergs hus var ekstremt i forhold til tidens gængse farveholdning. Men som eksempel på den farveglæde, som kom til at kendetegne den efterfølgende periode - funktionalismen - er villaen strålende. Faktum er nemlig, at funktionalismens byggerier slet ikke var så farveløse, som mange forestiller sig. Mange af husene fra 1930'erne havde fra arkitektens hånd fået fuld knald på farverne, men med tiden blev de malet hvide, og i dag er der kun få af funkistidens farveklatter tilbage, siger Realdania Bygs arkitekt og projektleder Per Troelsen.

Arkitekturhistorien afslører ingen farver
Et blik i den arkitekturhistoriske litteratur afslører da heller ikke mange farver i funkistiden. Det er derfor ikke uden grund, at der med tiden har indsneget sig en kollektiv opfattelse af, at funktionalismen var farveløs og firkantet.

Men det var den langt fra. Heftige farver som grøn, gul, rød og lyseblå blev flittigt brugt både ude og inde, og på både vægge og træværk. Heibergs villa i Virum var ingen undtagelse.

- Allerede inde i entreen mødes man af et dristigt farvevalg. Det er som at træde ind i en hule med vægge i en mørk terrakotta og med døre og gerigter i mørkt, olieret og bonet træ. Samme farveorgie går igen i pigeværelset, der domineres af mørkerøde vægge, grønne paneler og brune gulve og døre. I Heibergs tegnestue er vægge og vinduer malet varm rødbrun, mens de indbyggede skabe er holdt i en lys okker og døren i en mørk okker, fortæller Per Troelsen.

Også i Poul Henningsens eget hus fra 1937 og i Willumsens hus fra 1908 blev der leget med farverne. I PH's hus står facaderne i grå betonsten, mens vinduerne er malet i rød blymønje-farve. Inde i huset var radiatorer og synlige el- og vandrør i sin tid malet i samme røde farve, mens dørindfatningerne havde en stærk blå kontrastfarve. I børneværelserne var væggene malet sart grøn.

Tapeter med botanik og badepiger
Mange af modernismens danske arkitekter ville altså mere end at skabe funktionelle boliger i gode, gedigne materialer, befriet for overflødig pynt og krummelurer. Flere af dem ville også, at danskerne skulle omgive sig med interiører af god kvalitet, og sideløbende med farve-forsøgene skabte nogle af 1950'ernes arkitekter og designere også en række iøjnefaldende kunstnertapeter. Tapeter, som var alt andet end farveløse og funktionelle.

I PH's eget hus var der for eksempel i husets fordelingsgang og i soveværelset opsat et ganske iøjnefaldende tapet, der forestillede grupper af nøgne badenymfer.

- Indtil 1930'erne var der blomsterborter og "havregrødsmønster" på tapetet i de danske hjem. Tapet var gammeldags og ude af trit med tiden. Men pludselig myldrede det frem med tapeter fulde af botanik, badepiger og moderne kunst. Tapet, der ikke længere bare var tapet. Kunstnertapetet var født, fortæller seniorforsker fra Nationalmuseet, Vibeke Andersson Møller, som har forsket i periodens særlige tapeter og i 2013 udgav bogen "Danske kunstnertapeter 1930-1965".

Heri er samlet et væld af datidens kunstnertapeter, som bag det smukke, vilde, sjove og charmerende ydre samtidig var udtryk for en drøm, der rakte langt videre: Drømmen om et bedre liv til danskerne; et liv med kvalitet.

- Kunstnertapeterne fortæller om danskernes liv fra 1930 til 1965. Tapeterne viser de skift, der skete i perioden inden for boligidealer, men de viser også helt almindelige danskeres dagligdag og livssyn. Tapeterne spejler det samfund, de var en del af, siger Vibeke Andersson Møller.

Kvalitet til folket
Kunstnertapeterne blev til i et samarbejde mellem danske tapetfabrikker og tapettegnere, som talte så prominente navne som arkitekterne Arne Jacobsen, Bent Karlby og Karen og Ebbe Clemmensen, kunstnere som Axel Salto og Poul Gernes og tegnere som Vibeke Krause og Preben Dahlstrøm.

- Projektet var inspireret af funktionalismen, hvor tanken var, at man skulle indrette sig funktionelt med gode brugsting, gode materialer og mennesket i centrum, og ideen med kunstnertapeterne var derfor at skabe tidssvarende kvalitetstapeter, der skulle hæve standarden inden for danskernes boligindretning, men også løfte deres livskvalitet, understreger Vibeke Andersson Møller.

Kunstnertapeterne var samtidig en afspejling af tendenser i tiden. Nogle tapeter fortæller, hvordan hjemmet blev et mere uformelt og rart sted, hvor familien skulle trives, mens andre tapeter fortæller om tidens begejstring for fremskridt og udvikling, for eksempel inden for mikrobiologien.

I 1970'erne begyndte det at gå ned ad bakke for den danske tapetbranche. Flere og flere foretrak malede vægge i stedet for tapet, men i de senere år har tapet fået en renæssance, og der hentes gerne inspiration fra datidens kunstnertapeter.

Kom helt tæt på datidens tapeter i selskab med seniorforsker Vibeke Andersson Møller og mød også Realdania Bygs arkitekt og projektleder Per Troelsen, som viser eksempler på, at funkistiden slet ikke var så farveløs og firkantet, som mange forestiller sig. Tværtimod. Der var masser af farver i funkis.