PH var også arkitekt - lige nu restaureres hans eget hus

Pressemeddelelse

21. juni 2016

Han var samfundsrevser, lampedesigner, visedigter, kulturkritiker og meget andet. Men han var også arkitekt. I 1937 tegnede PH sit eget private hus på Brogårdsvej i Gentofte, og lige nu knokler håndværkere med at restaurere dette stykke arkitektur- og kulturhistorie. Til september åbnes huset for offentligheden.

Med sine facader af synlige betonblokke på en stejl bakke var PH’s eget hus en æstetisk lussing i ansigtet på nydelige Gentofte. Et synligt oprør mod tidens pænhed og traditioner, og med huset viste PH nye måder at bygge og vælge materialer på og nye måder at planlægge et familieliv og indretning af et hjem.

Huset var dengang både utraditionelt, fremsynet og provokerende. Set i bakspejlet blev det på mange måder forløberen for flere af de ideer og løsninger, som i dag findes i danskernes yndlingsbolig: parcelhuset. 

For to år siden købte Realdania By & Byg PH’s hus for at restaurere, bevare og formidle de umistelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, som bygningsværket repræsenterer.

Lige nu knokler arkitekter og håndværkere med at genskabe husets arkitektur og detaljer, herunder også genfremstilling af et silketrykt tapet, der var dekoreret med nøgne damer og skabt af PH’s svoger, kunstmaleren Albert Naur. PH tapetserede både vægge og lofter i husets gang og soveværelse med det vovede tapet.

Den 10. – 18. september åbnes huset for offentligheden, så alle har mulighed for at se, hvordan PH omsatte sin personlighed og sine værdier til et hus på cirka 200 kvadratmeter.

Opgør med borgerskab og småborgerlighed

Med synlig brug af industrielle byggematerialer og hyldevarer fra byggemarkedet, en opdeling af forældre- og teenageafdeling, introduktion af ’alrummet’ og et tapet med nøgne damer på både vægge og lofter var PH’s hus et opgør med tidens borgerskab og småborgerlighed.

I dag vækker huset ikke samme opsigt, men i 1937 var det et markant anderledes bud på en familiebolig. Først i 1960’erne blev de ideer, som findes i huset, bredt omsat til det parcelhus, vi kender i dag. Sammen med arkitekt Edvard Heibergs eget hus (fra 1924) er PH’s hus det mest radikale i Realdania By & Bygs samling af ’arkitekternes egne huse’. Huset blev fredet i 1995 og købt af Realdania By & Byg i 2014. I forbindelse med den igangværende restaurering foretages også en omfattende energirenovering for at sikre husets overlevelse.

Kontakt

For yderligere oplysninger kontakt
Presseansvarlig Charlotte Benn // tlf. 29 63 80 18 // cbe@realdaniabyogbyg.dk

{{ title }}

{{ description }}