x

PHs eget hus er nomineret til arkitekturprisen Årets Store Arne

Pressemeddelelse 21. december 2016

PH’s eget hus, som Realdania By & Byg efter to års restaurering indviede i efteråret, er nu nomineret til arkitekturprisen Store Arne, der hvert år uddeles af Arkitektforeningen København. Årets Store Arne gives til ”såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i det forgangne år”.

"Restaureringen af PH’s eget hus forbinder kulturarv med fremtidssikring: Den fastholder husets arkitektoniske kvaliteter og viser, hvordan en nødvendig gennemgribende energirenovering kan kombineres med en nænsom istandsættelse, så der skabes en balance mellem brug og bevaring, og huset igen kan blive et hjem for kommende familier."

 

Sådan hedder det bl.a. i Arkitektforeningen Københavns begrundelse for at indstille PH’s eget hus til arkitekturprisen Store Arne, som for 10. gang – sammen med prisen Lille Arne - uddeles i hovedstaden. Hvor hovedprisen, Store Arne, gives til såvel udførte værker som initiativer, der har løftet arkitekturen i Storkøbenhavn i det forgangne år, gives Lille Arne til initiativer, realiserede og ikke-realiserede projekter og nytænkende ideer, som har skabt debat eller gjort en forskel for faget.

Realdania By & Byg Klubben besøger jævnligt PH’s eget hus. Meld dig ind i dag og få direkte besked, ved næste arrangement. 

 

 

Om PH’s eget hus

I Arkitektforeningen Københavns begrundelse for at indstille PH’s eget hus hedder det:

”Drachmann Arkitekter og Realdania By & Byg nomineres for restaureringen af Poul Henningsens eget hus, for at have skabt et skoleeksempel på, hvordan man kan optimere, og ikke mindst energiforbedre et funktionalistisk hus uden at gå på kompromis med den historiske arkitektur.

Huset i 11 niveauer blev opført på en stejl bakke af Poul Henningsen i samarbejde med arkitekt Viggo Møller-Jensen til sig selv og sin familie på Brogårdsvej 72 i Gentofte i 1937. PH valgte industrielle byggematerialer og standardvarer: Præfabrikerede betonblokke, tagpap og industrielle jernvinduer. De industrielle materialer blev hverken forsøgt skjult eller pyntet, og farver og materialer var ens i alle typer af rum, fx mønjerødt armatur og samme røde flise overalt.

Planløsningen skabte en ny måde at bo på for hele familien på med gennemkig, åbne forbindelser og stuen og spisestuen som allemands- og ingenmandsland.

Restaureringen af PH’s eget hus forbinder kulturarv med fremtidssikring: Den fastholder husets arkitektoniske kvaliteter og viser, hvordan en nødvendig gennemgribende energirenovering kan kombineres med en nænsom istandsættelse, så der skabes en balance mellem brug og bevaring, og huset igen kan blive et hjem for kommende familier”.

De øvrige nominerede

De øvrige nominerede til Årets Store Arne er

  • Forskerboligen Carlsberg Praksis Arkitekter
  • KU.BE Kultur- og bevægelseshuset MVRDV & Adept
  • Mærsk Bygningen, Udvidelse af Panum-komplekset C.F. Møller
  • Lüders P-Hus Park-n-Play jaja architects

    De nominerede til Årets Lille Arne er:
  • Absalonkirken af Initiator Lennart Lajboschitz og det kreative team bag projektet: Arkitekterne Arcgency v/ Simon Vinzent og Mads Møller i samarbejde med arkitekt maa Allan Lyth, kunstner Tal R og lysdesigner Marianne Tuxen.
  • Cykelparkeringen & Byrum København H af Juul Frost Arkitekter
  • Dreyers Arkitektur Galleri, Dreyers Fond og Dansk Arkitektur Center
  • Urban Rigger af Kim Loudrup/Udvikling Danmark og BIG

Ethvert medlem af Arkitektforeningen har kunnet indstille til Arne-prisen. Juryen, der er består af den lokale ledelse i Arkitektforeningen København, har på den baggrund nomineret fem kandidater til hver af de to priser. Vinderne afsløres den 27. januar.