Realdania Byg køber Poul Henningsens eget hus fra 1937 for at bevare og formidle de umistelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, som det særprægede værk repræsenterer for eftertiden


Poul Henningsen er især kendt som lampedesigner og samfundsrevser. Han var en favnende personlighed, der både deltog aktivt i den elitære debat og samtidig leverede bred, folkelig underholdning med bid i. En provokatør, der både skød mod samfundets bund og top.

"Utraditionelt, fremsynet og provokerende. PH's eget hus afspejler hans øvrige virke og personlighed: Det gør op med den traditionelle villa og peger ikke blot på familiemønstre i forvandling, men lægger også kim til nye kollektive rum i familieboligen, som fx det alrum, der senere kom til at præge boligen. Vi er glade for, at vi nu får lejlighed til at sikre det unikke værk for eftertiden," siger adm. direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld.

Ulemperne ved et hus i én etage
PH's hus er en unik eksponent for den brydningstid, det er opført i. Huset er opført på en skrånende grund i én etage, som fordeler sig på ikke mindre end 11 niveauer. Det er opført i få, enkle og moderne materialer: Betonsten og jernvinduer samt et konsekvent valg af synlig rød blymønje på ud- og indvendige bygningsdele og installationer i jern.

Husets utraditionelle placering på grunden og interiørets uprætentiøse detaljering, er et opgør med den traditionelle borgervilla, i en sådan grad at det har været en stærk provokation i sin samtid. Om huset sagde PH selv: "Det hus jeg har bygget på Brogårdsvej forener ulemperne ved det to-etagers hus med ulemperne ved det et-etagers".


Husets fremtid

Når Realdania Byg har overtaget huset skal det restaureres sådan at ejendommens samlede energiforbrug reduceres. Målet er at finde bæredygtige løsninger, der med høj demonstrationsværdi kan anvendes af private boligejere med huse fra samme periode. Arbejdet forventes færdigt i 2016, hvor huset kortvarigt vil blive åbnet for offentligheden.


Yderligere oplysninger

Administrerende direktør Peter Cederfeld, Realdania Byg: 7011 0606 / pc@rdbyg.dk
Projektleder Per Troelsen, Realdania Byg: 2969 5277 / pt@rdbyg.dk 

Læs mere og se fotos fra Poul Henningsens eget hus

{{ title }}

{{ description }}