Rumteknologi og beton i PHs eget hus

Nyhed

25. februar 2016

På Brogårdsvej i Gentofte er Realdania By & Byg i fuld gang med at restaurere det hus, som danskernes yndlingsprovokatør PH tegnede til sig selv i 1937. Arkitekt Per Troelsen fortæller her, hvordan håndværkerne går til værks, og hvordan en særlig aerogel, kendt fra bl.a. rumfart og bjergbestigning, indgår i restaureringen.

Realdania By & Byg åbner PH´s eget hus for alle interesserede i starten af september 2016.

Vil du indenfor? Vi arbejder på højtryk for at skabe et fantastisk arrangement, som meget snart vil blive lagt ud på vores hjemmeside.

"Det er som om, at huset har fået et kæmpestort mentolbolsje. Det har fået frisk ånde"

Per Troelsen

projektleder


Sammenligningen med et mentolbolsje kommer fra arkitekt Per Troelsen fra Realdania By & Byg, når han skal beskrive det hus, som navnkundige PH byggede til sig selv i 1937 i Gentofte, og som lige nu undergår en omfattende restaurering.

Realdania By & Byg, der netop har specialiseret sig i at sikre betydelige eksempler på den danske byggetradition for eftertiden, købte huset for godt halvandet år siden, og restaureringsarbejdet blev indledt i efteråret 2015. De første måneder handlede det mest om nedrivning og bortkørsel af gammelt byggemateriale, men siden årsskiftet har arbejdet været koncentreret om genopbygning af vægge, gulve, lofter, ydermure osv. Huset har fået frisk ånde.

- De oprindelige lofter var ved at falde ned, så dem har vi fjernet og herefter efterisoleret nedefra. Det karakteristiske grønne tagpaptag er kun 5 år gammelt, så det har vi kunne bevare. Nu skal lofterne pudses op i traditionel forstand. Det originale parketgulv har vi forsigtigt fjernet, og der er nu blevet isoleret ned til kælderen. Der er lagt gulvvarme og et midlertidigt gulv. Parketgulvet reetableres, når alt puds- og malerarbejde er færdigt, fortæller arkitekt og projektleder Per Troelsen, som står i spidsen for restaureringen.


Hjælp fra rumteknologien

Husets indvendige vægge skal genopbygges med nyt pudslag, hvorpå der males i de oprindelige farver, pastelgrøn, pastelblå og mørkegrå. Lige nu står væggene ganske rå - med frit udsyn til de KH-betonblokke, som huset er opført i - og inden væggene forsynes med puds og tapet, skal de isoleres med en særlig aerogel, kendt fra bl.a. rumteknologien.

"Oprindeligt var huset indvendigt isoleret med tynde plader af naturkork. Disse har vi måttet fjerne, da isoleringsevnen ikke var tilstrækkelig, og udfordringen har været at finde et isoleringsmateriale, der var lige så tyndt – blot 20 mm – som korkpladerne, så vi ikke skulle forandre de fine detaljer og proportioner ved for eksempel fodpaneler og vinduesindfatninger"

Per Troelsen

projektleder


Løsningen er en såkaldt aerogel, som ifølge Per Troelsen minder lidt om den slags pladevat, man bruger til nisselandskaber, men med en lidt fedtet overflade og i en grå farve.

- Materialet, som bl.a. benyttes til rumfart og bjergbestigning, udmærker sig ved en ekstremt høj isoleringsevne og lav vægt. De særlige aerogel isoleringsmåtter indeholder hele 97 procent luft, og så er de kun 20 mm tykke, dvs. samme tykkelse som de oprindelige naturkorkplader, forklarer Per Troelsen.

I denne uge er smeden begyndt at montere jernvinduerne, som har været på værksted, hvor de er blevet restaureret og malet i den originale røde farve.


Autentisk og velbevaret

Per Troelsen lægger ikke skjul på, at det var et hus præget af stærkt forfald og mangelfuld isolering, som Realdania By & Byg i sin tid overtog. Men for en arkitekt med restaurering og bygningsbevaring som speciale var dette udgangspunkt slet ikke så ringe.

Huset fremstod nemlig særdeles autentisk og velbevaret. Rumfordelingen, indretningen, byggematerialerne og det faste inventar var bevaret intakt, sådan som PH havde udtænkt det, da han tegnede huset for næsten 80 år siden.

- Da vi overtog PH’s hus, overtog vi en næsten uberørt tidslomme, og det er jo guld værd for os. For under slitagen og forfaldet lå stadig alle de særegne arkitektoniske og historiske kvaliteter, som gjorde, at huset i 1995 var blevet fredet, og at Realdania By & Byg købte det i 2014. Der var med andre ord rig mulighed for at formidle husets historie og særlige PH-værdi og bevare det som en unik eksponent for sin samtid, fortæller Per Troelsen.

Forbedret komfort og energiregnskab

Huset er opført på en skrånende grund i én etage, som fordeler sig på ikke færre end 11 niveauer. Det er opført i få, enkle og - i 1930’erne - meget moderne materialer: Betonblokke og jernvinduer med ét lag glas samt et konsekvent valg af synlig rød blymønje på ud- og indvendige bygningsdele i jern og røde fliser i alle vinduesfalse og på sålbænke og på gulvet i badeværelser og køkken og ved ildstedet i opholdsstuen.

- Disse særlige materialer og arkitektoniske løsninger vil vi selvfølgelig bevare, men samtidig er det afgørende, at vi finder løsninger på, hvordan komforten og energiregnskabet for huse fra denne periode kan forbedres - uden at gøre skade på deres arkitektoniske værdier. Netop de særlige byggematerialer og løsninger var nemlig samtidig årsag til, at PH’s hus var i stærkt forfald, da vi overtog det, og led under et ekstremt varmetab og en høj varmeudgift, siger Per Troelsen.

En af løsningerne er bl.a. den højisolerende aerogel. Til sommer, når huset står færdigt, og Realdania By & Byg i den anledning holder åbent hus, så alle interesserede kan komme ind og opleve de særlige PH-værdier, vil denne gel dog være gemt bag pastelgrønne pudsede vægge og et ganske særligt tapet – designet af kunstneren Albert Nauer. Herefter udlejes huset til privat beboelse. 

{{ title }}

{{ description }}