Seks projekter nomineret til RENOVER Prisen 2013

Pressemeddelelse

21. juni 2013

Seks projekter er nu udtaget i konkurrencen om at blive Danmarks bedste renoveringsprojekt. I alt 107 projekter blev indstillet til RENOVER prisen. Vinderen kåres den 5. september.

Seks byggeprojekter ud af de 107 projekter er nu udvalgt i slutspurten om at finde Danmarks bedste renoveringsprojekt.

 

De seks projekter er:

  • Erhvervsbyggeriet Henkel i Valby, København
  • Boligbyggeriet Langkærparken, Tilst, Aarhus
  • Kultur- og erhvervsbyggeriet Nordkraft, Aalborg
  • Fritidsinstitutionen Poplen, Roskilde
  • Boligbyggeriet Ryesgade 30, Nørrebro København
  • Kulturhuset Vestermølle, Skanderborg 

De seks projekter er udpeget af et nomineringsudvalg, der siden april har arbejdet på at reducere de 107 indstillede projekter til en endelig nominering. En opgave der ikke har været helt let for udvalget, der var positivt overraskede over det høje antal indstillinger og kvaliteten af projekterne:

 

”Vi er i nomineringsudvalget meget positivt overraskede over den høje kvalitet i mange af projekterne. Derfor har vi valgt at udpege ét projekt mere end de fem, vi havde fået til opgave at nominere”, siger formand for nomineringsudvalget og tidligere stadsarkitekt, Gøsta Knudsen.

 

Jeg mener det er en glædelig tendens, at langt de fleste af projekterne er gennemført med bred fokus på at nedsætte energiforbruget, samtidig med at de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier er bevaret. Det viser at alle i branchen har fået øje på, at der ligger en betragtelig gevinst i at arbejde renovering og energioptimering ind i samme projekt”, konkluderer Gøsta Knudsen

 

Nomineringsudvalget har vurderet de 107 projekter på baggrund af syv kriterier i samarbejde med bl.a. Statens Byggeforskningsinstitut og advokaterne Molt & Wengel. Nu er det op til valgkollegiet, der består af ca. 75 fagfolk, at stemme på deres favoritprojekt. Vinderen offentliggøres ved en fest i Mogens Dahl Koncertsal den 5. september 2013.

 

RENOVER prisen er stiftet af Realdania og GI med henblik på at anerkende renoveringsprojekter, der er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave det er at få opdateret den eksisterende bygningsmasse i Danmark.

 

Fakta:

 

DE NOMINEREDE TIL RENOVER prisen 2013

De nominerede projekter fordeler sig på forskellige bygningskategorier: institution, erhvervsbyggeri, kulturbyggeri og boligbebyggelse. På trods af de forskellige bygningsformål har alle projekter haft fokus på miljømæssig bæredygtighed, samtidig med at de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier er bevaret. Projekterne opfylder også hver især en række af de målsætninger, som har været udspecificeret i de syv nomineringskriterier, f.eks. bidrag til omgivelserne og brugerinddragelse.

 

1. Henkel, erhvervsbyggeri i Valby

Bygherre: Søtoftegård Sjælland A/S og St. Frederikslund

Kontaktperson: Jørn Petersen, Indehaver af Søtoftegård Sjælland A/S, Telefon: +45 2142 2940, E-mail: jpsotofte@me.com

 

Henkel er en gammel sæbefabrik, hvis funktion er blevet ændret, så den nu huser kontorer og erhverv. Sæbefabrikken er renoveret med respekt for bygningens sjæl og charme i kombination med moderne teknologi.

 

F.eks. er de gamle stålvinduer er udskiftet med nye energivenlige vinduer med nøjagtigt samme udseende. Der har været fokus på energirigtig renovering og bygningen har blandt andet fået grønne sedumtage, luft-til-vand varmepumper og  naturlig ventilation. Fordi brugerne af bygningen først blev kendt sent i processen, har der primært været brugerinddragelse i forbindelse med den efterfølgende indretning af bygningen.

 

2. Langkærparken, alment boligbyggeri i Aarhus

Bygherre: AL2Bolig

Kontaktperson: Claus Poulsen, Konsulent hos AL2Bolig. Telefon: +45 6029 4151, E-mail: cp@AL2bolig.dk

Langkærparken udmærker sig ved at være Danmarks første lavenergi-renovering af en etageejendom (energiklasse 0). Der er blandt andet lavet et nyt tag, der er efterisoleret. Oven på taget er der etableret solceller, der leverer 32 kwh om året og en solfanger, der hjælper til produktionen af varmeforbruget. Derudover er alle facader efterisoleret og indgangspartierne har fået nye vindfang. Der er er opsat nye altanfacader, som er isoleret og vinduerne er udskiftet med højisolerede energivinduer.

Beboerne har været genhuset under hele processen og har været inddraget i processen blandt andet gennem nogle beboer-workshops.

 

3. Nordkraft, kulturbyggeri i Aalborg

Bygherre: Aalborg Kommune

Kontaktperson: Lars Nørgaard, driftsleder og teknisk chef, Nordkraft, Telefon: +45 4016 3020

Nordkraft er et kulkraftværk der er blevet transformeret til et multifunktionelt kultur- og erhvervsbyggeri. Nordkraft er et af de projekter, der virkelig har givet et løft til hele kvarteret.

 

Især de store fællesarealer (over 7000 m2.) med blandt andet skateboardbaner har bidraget til omgivelserne. I Nordkraft har man efterstræbet at bevare den kulturhistoriske værdi i og omkring bygningerne. Det har været en udfordring især i forhold til isoleringen, som er udvendig pga. af bygningens kompleksitet. Ligesom det var tilfældet med Henkel fandt man sent i processen ud af, hvem der skulle være bruger af bygningen. Derfor har brugerne først sent fået indflydelse på renoveringen, men man har prøvet at lave de tilpasninger, der var mulige.

 

4. Poplen, institution i Roskilde

Bygherre: Roskilde Kommune

Kontaktperson: Finn Hansen, Bygningskonstruktør, Roskilde Kommune. Telefon: +45 4631 3577, E-mail: finnhan@roskilde.dk

 

Renoveringen af fritidsinstitutionen Poplen er en nyfortolkning af de røde ladebygninger fra den gamle landsby, som bygningen ligger op til. Bygningens samlede udtryk er ændret fra at være en tung indadvendt bygning til at blive langt mere åben, legende og inviterende. Der er f.eks. kommet nye overdækninger, trapper og klatrevægge. Karnapper til ophold er skåret ind i bygningskroppen, der trækker lys ind i den eksisterende bygning samtidig med, at der skabes intime kroge og hjørner til ophold både ude og inde. Af energimæssig tiltag er det største, at der er skiftet fra el- til naturgas. Derudover er tagfladerne blevet isoleret. 

 

Renoveringen af Poplen har desuden haft fokus på økonomisk bæredygtig renovering, da der har været begrænsede økonomiske midler at gennemføre renoveringen for.

 

En af udfordringerne i projektet har været, at fritidsklubben var i brug under renoveringen. Derfor har processen været etape-inddelt. Børnene har også været inddraget i udformningen af projektet og til og med i udførelsen, da de har hjulpet med at fjerne den udvendige flisebelægning. Det gav medansvar og penge til sodavandskassen.

 

5. Ryesgade 30, boligbyggeri i København

Bygherre: Drostfonden v/Advokat Torben Heding Andersen

Kontaktperson: Torben Heding Andersen, Advokat og adm. Direktør Drost Fonden

 

I Ryesgade 30 var formålet at gøre bygningen energirigtig og bæredygtig uden det gik ud over den eksisterende arkitektur. Der er lavet flere forskellige tiltag. Kældrene er blevet vandsikret ved oversvømmelser og er i samme omgang blevet udvidet med ekstra rum til opbevaring og cykelparkering. Facaden som noget særligt blevet optimeret med indvendig isolering og boligens indeklima er blevet forbedret med integreret ventilation. Ud over det, er der blevet installeret soldrevne ventilationsanlæg med behovs- og brugerstyring. Samlet set har energirenoveringen nedbragt energiforbruget med 70%. Bygningens kvaliteter er også blevet forøget, blandt andet ved etableringen af en tagterrasse. Beboerne har selv været med til at sætte deres præg på renoveringen. F.eks. er det beboerne, der har valgt, at der skulle isættes en ny type vinduer ud mod gaden og gården.

 

6. Vestermølle Lade, kulturhus i Skanderborg

Bygherre: Skanderborg Kommune, Poul Møller
Kontaktperson:
Jørgen Lund Christiansen, Formand for Vestermølle Møllelaug. Telefon: +45 4050 0333. Email: Jlc-kommunikation@post.tele.dk

Vester Mølle er en gammel mølle, der er blevet transformeret til et multifunktionelt kulturhus med plads til både møder, koncerter og andre kulturbegivenheder. Transformationen er udført efter en model for de store arbejder på Koldinghus med begavet samspil mellem og respekt for den oprindelige bygning og dens nye funktioner, herunder kravet til opbygning af køkken- og toiletfaciliteter i selvstændige bygningsskulpturer i hver sin ende af rummet. Renoveringen af bygningen har været udfordret af, at den har en høj bevaringsmæssig værdi, og det har derfor været begrænset, hvad man har kunne lave af energirigtige tiltag. Men bygningens tag og ydrevægge er blevet isoleret, og der er blevet isat landbrugsvinduer med forsatsvinduer i stedet for termoglas for at bevare det oprindelige udtryk. Der er desuden blevet ilagt gulvvarme med fjernvarme, som viste sig at være det mest miljø- og energirigtige pga. et forbrændingsanlæg i nærheden.

 

Ovenstående pressemeddelelse er udsendt af sekretariatet for RENOVER prisen 2013

 

{{ title }}

{{ description }}