Nye tider for gamle håndværk

Pressemeddelelse

30. september 2010

Godt renoveringsarbejde kræver indsigt i bygningskultur og erfaring med traditionelle håndværks-metoder! Dette udsagn er emnet for en uddannelseskonference i Odense den 5. oktober 2010. Konferencen afslutter samtidigt et udviklingsinitiativ under Renovering 2010.

På de byggefaglige uddannelsesinstitutioner bliver byggeri generelt behandlet under ét – både nybyggeri og renoveringsarbejde. Det mindsker fokus på bygningsrenovering som særlig disciplin, og derved går nogle vigtige traditioner om godt bygningshåndværk tabt. 
 
Det har været udgangspunktet for udviklingen af uddannelsesinitiativet ’Projekt Den Gode Håndværker’, der blev igangsat 2007 i et samarbejde mellem Renovering 2010, Socialministeriet og Syddansk Erhvervsskole. Sidstnævnte har stået for den praktiske udvikling og afprøvning af initiativet.

Under initiativet er der udviklet en række kurser i forskellige renoveringsdiscipliner, hvor der fokuseres på de praktiske, håndværksmæssige færdigheder og det tværfaglige samarbejde mellem forskellige fag. Men også det at forholde sig kvalitativt til bygningskulturen og fagligt kritisk til brugen af byggematerialer er i fokus på de nye kurser.

- Med udviklingen af de nye kurser er der samtidigt samlet en stor mængde god viden og erfaring op, som omdannes til færdigheder gennem kursusforløbene, så der også i fremtiden kan findes bygningshåndværkere, der kan arbejde med ældre bygninger på en kvalificeret måde, udtaler projektansvarlig Mogens Victor Andersen, Syddansk Erhvervsskole.

Indtil nu har ca. 200 håndværkere deltaget i kurserne som en del af deres efteruddannelse, men det er ambitionen, at kurserne også skal kunne vælges som såkaldte valgfrie specialefag på erhvervsskolernes hovedforløb, der bemandes af håndværkselever.

- Udover selve de praktiske discipliner i kurserne har det også været vigtigt at fokusere på, om selve undervisningen kunne styrkes fx med bedre læremidler, siger Graves Simonsen fra Renovering 2010, som nævner en ny webportal ’danskebygningsmodeller.dk’ som et eksempel herpå. Portalen er udviklet i tilknytning til uddannelsesinitiativet og går i luften i forbindelse med afslutningskonferencen.

Læs mere på renovering2010.dk eller sde.dk

FAKTA

Om uddannelsesinitiativet
’Projekt Den Gode Håndværker’ har været fokuseret på udvikling af en række kursusmoduler – rettet mod bygningsrenovering som en særlig disciplin, der kan fungere som valgfrie specialefag på erhvervsskolernes hovedforløb eller som selvstændige efteruddannelseskurser på arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU).

Undervisningen på de nye kurser indeholder såvel en teoretisk indføring i at undersøge, arbejde med og dokumentere den danske bygningskultur som indføring i en lang række praktisk, traditionelle håndværksdiscipliner. En række nye undervisningsmaterialer bidrager til at skabe endnu bedre læringsprocesser blandt andet ved at anvende flere forskellige medier, herunder digitale.

Uddannelsesinitiativet, der bakkes op af bl.a. Dansk Byggeri og en række fagforbund, er udviklet og afprøvet på Center for Bygningsrestaurering under Syddansk Erhvervsskole, men det er intentionen, at undervisningen og materialerne skal kunne udbredes til landets øvrige tekniske skoler og AMU-centre, og gerne henvende sig til alle parter inden for byggeriet, som gerne vil beskæftige sig med bygningsrenovering.

Uddannelseskonference den 5. oktober 2010 på Syddansk Erhvervsskole markerer afslutningen på udviklingsdelen af ’Projekt Den Gode Håndværker’, mens kurserne og værktøjerne lever videre.

I samspil med andre projekter
Projektet har indgået i et naturligt samspil med et parallelt uddannelsesinitiativ for restaurerings-håndværkere på Syddansk Erhvervsskole samt med en række andre nye web-værktøjer/-portaler, der er udviklet under ’Renovering 2010’, heriblandt www.danskbyggeskik.dk og www.danskebygningsmodeller.dk – begge digitale opslagsværker (sidstnævnte udgives primo oktober 2010), www.klikethaandvaerk.dk – en portal med film om gamle bygningshåndværk og ’bips’ beskrivelsesværktøjer’, som i kommende udgaver vil indeholde beskrivelsesafsnit om de hyppigst forekommende renoveringsarbejder.

Om ’Renovering 2010’
’Renovering 2010’ er et partnerskabsprojekt etableret mellem GI og Realdania. Formålet er at fremme en udviklings- og formidlingsindsats, som skal føre til højere kvalitet, lavere priser og bedre totaløkonomi i forbindelse med bygningsrenovering og bygningsforbedring. De sidste projekter under initiativet afsluttes med udgangen af 2010.

Reelle forandringer, implementering og læring

Projekterne under ’Renovering 2010’ har primært handlet om produkt- og procesudvikling og læring. Hovedsigtet har været at skabe reelle forandringer, og der bruges mange kræfter på at forankre resultaterne i det daglige arbejde på byggepladserne, i virksomhederne og på uddannelsesinstitutioner.

Om Socialministeriets forsøgs- og udviklingsmidler under byfornyelsesloven
Der er i forbindelse med byfornyelseslovens § 96 afsat midler til såkaldte forsøgs- og udviklingsprojekter, der videreudvikler, kvalitetssikrer, effektiviserer og målretter fornyelsen af byer og boliger, så byfornyelsen til stadighed sikres og højnes.

Hvert år kan der søges om tilskud til oplysning, udredning, forsøg og udvikling indenfor varierende indsatsområder. ”Projekt Den Gode Håndværker” blev i den forbindelse i 2007 udvalgt indenfor et indsatsområde med inddragelse af byfornyelse i uddannelser inden for renovering, byggeri og konstruktion som tema.

{{ title }}

{{ description }}