x

Gamle bygningshåndværk går til filmen

Pressemeddelelse 28. april 2008

Ny metode skal forbedre bevaringen og formidlingen af god viden om gamle bygningshåndværk. Udvalgte og gennemprøvede teknikker bliver dokumenteret på film og gjort tilgængelige for alle på Internettet. GI (Grundejernes Investeringsfond) og Realdania støtter - under initiativet "'Renovering 2010" - projekt "Klik Et Håndværk", som introducerer den nye metode.

Nye byggemetoder og -materialer erstatter løbende de gamle håndværksteknikker og -discipliner, der derfor er i fare for at gå i glemmebogen - eller i bedste fald at blive overset i relevante byggesituationer. Det kan få uheldige konsekvenser for, hvordan danske bygninger renoveres og bygningskulturen bevares.

Viden om teknikkerne findes - som oftest i bøger - mens erfaringer med metoderne overbringes enten ved sidemandsoplæring eller på kurser. Mange af bøgerne indeholder store mængder af informationer, som det kan være vanskeligt for praktikere at sætte sig ind i. Sidemandsoplæring er nu til dags en sjælden disciplin og undervisning eller kurser er ofte éngangsoplevelser, der hurtigt glemmes, hvis det lærte ikke bruges umiddelbart efter.

Derfor igangsættes nu projektet "Klik Et Håndværk", der skal introducere korte digitale dokumentarfilm som middel til at formidle udførelsen af udvalgte håndværksteknikker. Samtidig gøres filmene tilgængelige på Internettet, så de kan ses på computere og i fremtiden også på mobiltelefoner. Sidstnævnte gør filmene tilgængelige, næsten uanset hvor og hvornår man har behov for det.

Realdanias direktør Hans Peter Svendler siger: "Vi ser projekt "Klik Et Håndværk" som en mulighed for at afprøve en ny måde at dokumentere og bevare historisk byggeviden på. Samtidig ser vi også et perspektiv i, at metoden måske også kan anvendes fremadrettet i forhold til at introducere nye byggemetoder og -materialer".

Modsat skriftligt og grafisk materiale, hvor selve den praktiske udførelse måske er "lidt sløret", vil uhensigtsmæssigheder i udførelsen eller bygbarheden lettere kunne afsløres på film. Den teoretiske viden bliver med andre ord afprøvet og dokumenteret i praksis på så tidligt et tidspunkt, at eventuelle fejl og gentagelser heraf kan undgås.

GI's adm. direktør Lars Axelsen siger: "I GI støtter vi en række formidlingsprojekter, der skal bidrage til at sikre den håndværksmæssige kvalitet og reducere antallet af byggefejl. Derfor ser vi det som naturligt også at afprøve en formidlingsmetode, der kan videregive erfaringer og fifs om, hvordan en byggeteknik udføres eller et materiale anvendes bedst muligt". 

 

Yderligere oplysninger
Sekretariatet for Renovering 2010 v. udviklingschef Graves Simonsen,
sbs rådgivning, tlf. 8232 2500