x

Domkirkepladsen i Ribe bliver igen en værdig og stilfuld ramme om Danmarks ældste domkirke

Pressemeddelelse 11. august 2010

Dommerkomiteen har udpeget landskabsarkitekterne Schønherr K/S som de endelige vindere af konkurrencen om, hvordan man kan gentænke en af Danmarks mest betydningsfulde, historiske pladser: Domkirkepladsen i Ribe.

Ribe Domkirkeplads skal igen fungere som en naturlig og integreret del af byens og kirkens liv. Pladsen skal invitere til ophold og have en stor grad af anvendelighed med plads til et rigt udbud af funktioner og aktiviteter, der er forenelige med pladsens ånd. Noget, som ikke er tilfældet nu, hvor pladsen er præget af parkerede biler og en kirke, som slet ikke kommer til den værdighed, den burde have som en vigtig del af Danmarks kulturarv – både nationalt og internationalt.

Dommerne har i deres bedømmelse lagt vægt på forslagsstillernes ønske om, at by og plads skal kunne opfattes som en sammenhængende historie. Ribe Domkirke ligger af historiske årsager bogstaveligt i et hul, og vinderne er kommet med et godt bud på, hvordan det skrånende terræn kan bearbejdes. Det vil blandt andet ske ved at sænke de omkringliggende gaders indløb for at udjævne noget af niveauforskellen. Samtidig graves ca. 30 cm terræn af ved de omkringliggende husfacader, så indløbet til selve pladsen udjævnes yderligere. På denne måde bliver kirkens base og sokler synlige fra de omkringliggende gader og byrummet styrkes med en harmonisk pladsdannelse, der opfylder konkurrencens mange præmisser på fornem vis.

Den samlede plads bliver anlagt med en høj grad af tilgængelighed for alle. Ripensere og besøgende i byen skal i højere grad end i dag kunne opholde sig på domkirkepladsen. For eksempel nyde et glas eller en bid mad fra områdets restauranter og cafeer. I vinderforslag vil dette kunne lade sig gøre mellem store, fuldkronede træer, som vil virke som en grøn oase i byen.

”Nyetableringen af Ribe domkirkeplads er et unikt projekt med høj prestige. Ikke mindre end 39 forskellige arkitektteams fra både Danmark, Tyskland, Holland og Norge anmodede om at blive blandt de 6 prækvalificerede til at komme med det bedste bud på domkirkepladsens fremtidige udseende og anvendelse. Målet var i endnu højere grad at integrere domkirkepladsen i byen til fordel for både ripensere og gæster fra nær og fjern.  Det har hele vejen igen været flotte forslag, men landskabsarkitekterne Schønherr KS overbeviste med et særligt vellykket forslag, så nu ser vi frem til at tegninger og ideer bliver til virkelighed,” siger Esbjergs Borgmester Johnny Søtrup.

”Vinderforslag skal have en stor ros for et fuldt gennembearbejdet projektforslag,” siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania. – ”Der er frembragt et enkelt, markant og indbydende pladsrum med afsæt i og respekt for stedets unikke historie, og som danner en værdig ramme om Danmarks ældste domkirke. Det kommende byrum på domkirkepladsen vil på en gang både kunne integrere byens liv og kirkens liv – i fortid, nutid og fremtid,” siger Hans Peter Svendler.

Saneringen af Ribe Domkirkeplads udvikles og gennemføres i et partnerskab mellem Esbjerg Kommune og Realdania. Realdania bidrager med ca. 29 mio. kr. og Esbjerg Kommune med ca. 11 mio. kr. til projektet. Projektets samlede økonomiske ramme er 40 mio. kr. eks. moms.

Fakta 

Dommerkomiteen bestod af:

  • Johnny Søtrup, borgmester, Esbjerg Kommune
  • Hans Peter Svendler, direktør, Realdania 
  • Tage Rosenstand, menighedsrådsformand, Ribe
  • Marianne Kofoed, projektleder, Realdania
  • Hans Kjær, direktør for Teknik & Miljø, Esbjerg Kommune
  • Jens Torkild Bak, domprovst, Ribe
  • Fagdommerne Hanne Bat Finke, landskabsarkitekt og Anne-Marie Lund, landskabsarkitekt Begge fagdommere var udpeget af Akademisk Arkitektforening.