Udviklingen af Ringkøbings nye naturbydel Ringkøbing K har taget fart i løbet af det forgangne år. Et stort naturprojekt, der gør den nye bydel ud til Ringkøbing Fjord til et attraktivt sted at bosætte sig fra dag ét, er ved at være gennemført. Og arbejdet med at sælge de første byggegrunde er godt i gang.

I de kommende år vil salg af byggegrunde til investorer være en hovedopgave for Ringkøbing K, der kræver fuldt ledelsesmæssigt fokus.

Derfor tiltræder Dorthe Frilund Jensen som fast projektdirektør for Ringkøbing K pr. 1. juli 2016. Et job, som hun har været konstitueret i siden 1. januar 2015.

”Dorthe Frilund Jensen har mange års erfaring med udvikling af komplekse byggeprojekter fra store aktører i ejendomsbranchen. Det glæder mig derfor meget, at Dorthe nu får endnu mere tid til dialog med investorer, der gerne vil være med til at udvikle boliger i Ringkøbings nye, attraktive naturbydel”, siger Uffe Steiner Jensen, bestyrelsesformand for Ringkøbing K.

Netop nu er Ringkøbing K i dialog med flere interesserede investorer og er ved at lave en lokalplan for det første byggefelt med plads til ca. 35 boliger, der alle vil ligge tæt ved fjorden og midt i den nyudviklede natur. Lokalplanen ventes klar i efteråret og de første investorer kan dermed komme hurtigt i gang med at bygge.

”Vi håber, at vi kan komme i gang med at bygge de første boliger i starten af det nye år. Det er en meget spændende fase, som projektet er i, og jeg ser frem til at sætte endnu mere skub i udviklingen”, siger Dorthe Frilund Jensen.

Parallelt med jobbet som projektdirektør i Ringkøbing K har Dorthe Frilund Jensen hidtil varetaget en funktion som CFO i Realdania By & Byg, der bl.a. udvikler Ringkøbing K i partnerskab med Ringkøbing-Skjern Kommune. Som fast projektdirektør skal hun fremover bruge hovedparten af sin tid på Ringkøbing K.

Læs mere om Ringkøbing K: www.RingkoebingK.dk

CV - Dorthe Frilund Jensen

  • Dorthe Frilund Jensen er uddannet i elsektoren og har en HD i regnskab.
  • Fra elsektoren skiftede hun først til bankbranchen og siden til ejendomsbranchen, hvor hun avancerede til forskellige stillinger som økonomichef.
  • Undervejs har hun høstet erfaringer med komplekse byggeprojekter, arbejde i store koncerner og bestyrelsesarbejde.
  • Siden 1. januar 2015 har hun været konstitueret projektdirektør for Ringkøbing K – Ringkøbings nye naturbydel.

{{ title }}

{{ description }}