Realdania By & Byg Klubben: Naturen i første række i Ringkøbing K

Pressemeddelelse

26. maj 2016

Tag med Realdania By & Byg Klubben på vandring i Ringkøbing K den 15. juni og hør om en helt ny måde at udvikle boligområder på: Først kommer naturen, så følger aktiviteter som legepladser og udsigts-tårn og til sidst boligerne.

En undergrund med spor af bronzealderens bondesamfund. En varieret natur med enge, skovarealer og sø. Et righoldigt fugle-, dyre- og planteliv og en beliggenhed tæt ved Ringkøbing Fjord. Det er essensen af Ringkøbing K: et 84 hektar stort og unikt naturområde i den sydøstlige kant af den vestjyske købstad.

Om et par år vil der til beskrivelsen af området kunne tilføjes: en spirende bydel med moderne boliger, opført i respekt for og i samspil med naturen.

Kom helt tæt på dette enestående natur- og byudviklingsområde, når projektdirektør i Ringkøbing K, Dorthe Frilund Jensen, onsdag den 15. juni viser rundt og fortæller om visionen for udviklingen af naturen og det kommende byggeri. 

Dorthe Frilund Jensen får selskab af naturvejleder Rene Hankelbjerg fra Ringkøbing-Skjern Museum, som fortæller om områdets fugle-, dyre- og planteliv, og af museumsinspektør Poul Krogh Jørgensen, som beretter om bronzealderens beboere i området og om fundet af en såkaldt ”Woodhenge” – en cirkel af træstolper, som blev brugt til kultiske formål for 4.000-5.000 år siden.

Først natur, så attraktioner og til sidst huse


Ringkøbing K er resultatet af et samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By & Byg og en vision om at udvikle en helt ny bydel, hvor byudvikling og byggeri går hånd i hånd med landskabet og fjorden. I Ringkøbing K kommer naturen i første række. Herefter følger aktiviteterne og til sidst husene. 

Det store naturprojekt i Ringkøbing K-området - som frem til 2011 var landbrugsjord - gik i gang i efteråret 2015, og siden er der skabt bærhaver, en frugtlund, søer, farverige enge og et sammenhængende stisystem. I løbet af de sidste par uger er der plantet en 7.5 hektar ny skov med en blanding af stedsegrønne og løvfældende træer og buske. 


Naturlegepladser, shelter og udsigtstårn


I de kommende år udvikles forskellige aktiviteter i naturen såsom naturlegeplads, naturbase, shelter, udsigtstårn, forhindringsbane og boardwalks ved søen. De første huse bygges i engen tættest på fjorden - formentlig allerede til næste år - og når selve skoven i løbet af 5-10 år er vokset til, kan der også opføres huse der. Husene bliver moderne boliger i 2-3 etager med høj arkitektonisk kvalitet og fokus på bæredygtighed i byggeriet. 

Private haver og indhegnede uderum, som det kendes fra traditionelle parcelhuskvarterer, skal de kommende beboere dog ikke sætte næsen op efter. Til gengæld bliver der adgang til et 84 hektar-naturområde i særklasse, som ikke skal passes og plejes, men bare nydes og bruges. I tilgift er der sublim udsigt over fjorden. 

De første byggegrunde er allerede udbudt til salg for private investorer og udviklere, men allerede nu kan kommende beboere glæde sig over udsigten til den storslåede natur, som de i Ringkøbing K får adgang til fra dag ét. Og med varieret natur følger et rigt dyreliv. Over 30 forskellige fuglearter er allerede set i det nye område.

{{ title }}

{{ description }}